Al Jazeera viser dyster dokumentar

Torsdag aften kan op mod 50 millioner seere i den arabiske verden se en dokumentarfilm, der beskriver Danmark som et racistisk land, der diskriminerer muslimer.

Dokumentaren kommer også ind på bandekrigen mellem rockere og indvandrerbander. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Danmark er et racistisk land, der ønsker alle indvandrere hen hvor peberet gror. Det er billedet en ny dokumentarfilm viser, når filmen sendes i bedste sendetid torsdag aften på den arabiske tv-kanal Al Jazeera. Det skriver den arabisksprogede danske netavis akhbar.dk.

Dansker står bag filmen

Manden bag filmen er den dansk-palæstinensiske instruktør Awad Joumaa, som i et interview med netavisen akhbar.dk siger, at filmen vil overraske seere og gøre klart, hvor galt det står til i Danmark.

Med filmen håber han på at vække en debat omkring højrefløjens indflydelse i Danmark.

- De arabiske seere har et alt for positivt billede af Danmark. Jeg vil fortælle dem, at der er en udbredt racisme i Danmark og at megen af lovgivningen er diskriminerende, siger han.

Vil redde Danmark

Awad Joumaa afviser, at han med filmen ønsker at skade Danmark. Han mener, at racismen i Danmark er et alvorligt problem, som det er tilladt at påpege journalistisk.

- Jeg er dansker, og jeg har lavet denne film for at hjælpe Danmark med at anerkende de problemstillinger, der er med indvandrerfjendtlighed og hetz mod muslimer. Danske politikere må anerkende dette problem og gøre noget for at løse det. Jeg ser mere filmen som en form for selvkritik og et forsøg på at redde Danmark, siger filmens instruktør.

Han lægger ikke skjul på, at han mener højrefløjen har kidnappet Danmark og domineret den offentlige debat.

Samtidig afviser han at gøre det samme med en film, der kun fortæller de negative historier om Danmark.

- Al Jazeera har vist mange positive historier om Danmark i år. Tv-kanalen har blandt andet vist forskellige indslag om succesrige dansk-arabere. Så jeg mener ikke, at vi kun viser det dårlige billede af Danmark. Med denne film prøver jeg bare at fortælle mit indtryk af og mine oplevelser i Danmark", siger han og opfordrer danske journalister og politikere til at se filmen, før de dømmer ham.

Filmen vil blive genudsendt to gange henover weekenden.

Akhbar.dk. opstod som reaktion på Muhammedkrisen, der begyndte 2005, da Jyllands-Posten den 30/9 2005 udkom med 12 små tegninger. De 12 tegninger blev senere til "Muhammedtegningerne".

Facebook
Twitter