Der er spærret af med pickup-trucks rundt om de veje, der fører ind til den centrale del af Kabul, hvor al-Qaeda-toplederen, Ayman al-Zawahiri, ifølge amerikanske oplysninger blev dræbt i et droneangreb i weekenden.
Det fortæller Nanna Muus Steffensen, der er freelancejournalist i området.
- Gaderne rundt om er blevet spærret af (af Taliban, red.), og området er fuldstændigt forseglet og umuligt at komme i nærheden af, siger hun.
Huset, hvor lederen ifølge amerikanske oplysninger befandt sig, ligger i Sherpur-distriktet, som er lige i hjertet af Kabul, Afghanistans hovedstad.
Et område, hvor folk har relativt mange penge, fortæller Nanna Muus Steffensen.
- Det er et kvarter, der ligger i kernen af det diplomatiske område i Kabul.
- Nu ved vi ikke, hvor lang tid al-Qaeda-lederen har boet i huset, men der er altså mindre end fem minutters spadseregang ned til den tidligere danske ambassade, siger hun.
Drabet på al-Qaeda-lederen fandt sted i Sherpur-distriktet, som ligger i den centrale del af Afghanistans hovedstad, Kabul:
Derudover lå den tidligere amerikanske ambassade lidt længere nede ad vejen, mens den britiske også befandt sig i nærheden, fortæller Nanna Muus Steffensen.
- Det er et område, som både før Taliban kom til magten, men også efter de kom til magten, har været under stor sikkerhedsbevågenhed med checkpoint og så videre.
Bemærkelsesværdigt, at topleder befandt sig i Kabul
Det var natten til tirsdag dansk tid, at USA's præsident, Joe Biden, oplyste, at lederen af den islamiske terrorbevægelse al-Qaeda var blevet dræbt i et droneangreb søndag morgen lokal tid i Afghanistans hovedstad, Kabul.
En talsmand for Taliban-bevægelsen, der vandt kontrol over Afghanistan for godt et år siden, da Nato-ledede styrker trak sig ud af landet, har også bekræftet over for Reuters, at en bolig i Kabul i weekenden var udsat for et angreb fra en drone.
Taliban-styret fordømmer aktionen og betegner den som et brud på "internationale principper".
Tidligere i dag forklarede DR's korrespondent I Mellemøsten, Puk Damsgård, at selvom det ikke er overraskende, så er det markant og bemærkelsesværdigt, at al-Qaedas topleder befandt sig netop i Kabul.
Her fortæller DR's korrespondent Puk Damsgård om drabet på al-Qaeda-lederen:
Det betyder nemlig, at dele af Taliban-bevægelsen formentlig er gået med til at huse ham, selvom de har lovet amerikanerne ikke at gøre det.
'Han har tilsyneladende følt sig sikker'
Det indtryk deles af Hans Peter Michaelsen, uafhængig forsvarsanalytiker, der har en baggrund som officer i Forsvaret, hvor han i 2017 var udsendt til Afghanistan som rådgiver for den afghanske hær.
- Det virker jo lidt påfaldende, at han åbenbart har siddet ude på en altan og så er blevet ramt af et missil, siger han om al-Zawahiri.
- Han har tilsyneladende følt sig sikker. Det er meget åbenlyst og det sker midt inde i hovedstaden og ikke i et eller andet obskurt bjergområde, og det giver en indikation af, at han har gode venner i styret, siger Hans Peter Michaelsen.
- Når han befinder sig midt i Kabul, så er det jo efter aftale med Taliban.
Analytiker: Illusionen om et mere åbent Taliban er bristet
Det var netop frygtet, at terrorbevægelser al-Qaeda, som stod bag terrorangrebet på USA den 11. september 2001, igen skulle få fodfæste i Afghanistan, når den vestlige koalition forlod landet, og Taliban tog magten.
- For mig illustrerer det, at der ikke er noget nyt under solen, når det gælder Taliban, siger Hans Peter Michaelsen.
- Hvis vi spoler et år tilbage, så var der meget tale om, at det her var et nyt Taliban – et Taliban 2.0, som på mange måder havde held med at overbevise mange i omverdenen om, at det ikke var det samme Taliban, men at man ville give større frihedsrettigheder, siger Hans Peter Michaelsen.
- Men alle de illusioner er stille og roligt blevet rullet tilbage, i takt med at vi har set blandt andet lukning af pigeskoler, siger forsvarsanalytikeren.
Kan have opbygget venskaber i Taliban-ledelsen
Nu tyder omstændighederne omkring drabet på, at også al-Qaeda er tilbage i Afghanistan.
- Al-Qaeda har haft mere eller mindre frit råderum i Afghanistan i 90’erne. Og det her peger på, at det har de igen eller er ved at få. Hvad de så vil bruge det til, er et andet spørgsmål, siger han.
- Taliban har nemlig hele tiden sagt, at de har ikke nogen globale ambitioner. Deres ambition har hele tiden været at skabe et styre i Afghanistan i overensstemmelse med deres religiøse overbevising. De har ikke haft de samme globale terrorambitioner som al-Qaeda, forklarer Hans Peter Michaelsen.
Forklaringen bag Ayman al-Zawahiris tilstedeværelse midt i Kabul kan også skyldes personlige venskaber opbygget i 90'erne, mener han.
- Han har jo også haft sit netværk fra den tid i Talibans ledelse. Venskaber og netværk betyder utroligt meget i det samfund, så hvis han har haft venner i Taliban-ledelsen, som han har kendt for 25 år siden, så er han stadigvæk en af vennerne, siger Hans Peter Michaelsen.