Al-Qaedas leder blev dræbt på balkonen, hvor Mark engang grillede bøffer

Tidligere beboer fortæller, at huset i Kabul var den ideelle bolig for Ayman al-Zawahiri.

Huset, hvor Ayman al-Zawahiri døde, blev dækket af presenninger efter angrebet. (© BBC)

Da irske Mark Paddy Smith forleden så et billede af al-Qaeda-leder Ayman al-Zawahiris skjulested midt i Kabuls mondæne nabolag Shirpur, genkendte han straks et bambushegn. Det stod på balkonen, hvor Zawahiri opholdt sig, da han blev dræbt i et amerikansk droneangreb.

Verdens mest eftersøgte mand sad, hvor Mark Paddy Smith sammen med andre medarbejdere og kontraktansatte hos USAID - den amerikanske udgave af Danida - havde holdt fester med barbecue og kolde øl i baren.

- Vi satte bambushegnet op, så andre ikke kunne kigge ind, når vi drak alkohol og hørte musik, fortæller han over en telefonforbindelse.

Mark Paddy Smith på en anden balkon i Kabul end den, hvor Ayman al-Zawahiri blev dræbt. (Foto: PRIVATFOTO © DR)

Mark Paddy Smith boede i Afghanistan i 12 år fra 2004-2016 i forskellige huse i Shirpur-kvarteret, hvor Zawahiri endte sine dage. Zawahiri overtog lederskabet af terrororganisationen, efter Osama bin Laden blev dræbt i 2011.

Et "ideelt hus"

Mark Paddy Smith fulgte konstruktionen af den gigantiske villa, der stod færdig i 2012 blandt andre lignende boliger på arealer, overtaget af krigsherrer og den afghanske elite.

Da flyttede Mark Paddy Smith ind og boede i villaen i et år fra 2012-2013, mens han arbejdede som ingeniør for USAID, der brugte millioner af dollars på blandt andet byggeprojekter.

På det tidspunkt boede internationale medarbejdere, der var udsendt til Afghanistan uden deres familier, oftest sammen i større boliger. USAID lejede villaen af en afghansk forretningsmand og på grund af jævnlige terrorangreb, var der fokus på sikkerheden for de ansatte.

- Fra et sikkerhedsperspektiv var huset ideelt. Det kunne ikke være bedre. Det var midt i kvarteret, men med en smule afstand til andre villaer. Det var for enden af en blind vej, så du ville kun komme den vej, hvis du skulle til vores hus, fortæller Mark Paddy Smith, der er tidligere militærmand og i de første år i Afghanistan arbejdede med sikkerhed.

- Folk kom på besøg meget diskret. Så snart du drejer fra hovedvejen ved den britiske ambassade kommer du ind på sidegaden, og du er samtidig tæt på ministerier og ambassader. Så huset er ideelt til at befinde sig midt i byen helt ubemærket.

Se unikke foto fra dengang, huset i Kabul var nybygget:

  • Her er et foto af huset, da stod færdigt i 2012. I dag er der tættere bebyggelse omkring huset, der er gemt fra hovedvejen af mindre bygninger og træer. (Foto: Privatfoto: Ed Ross)
  • Et billede fra det husets gård. (Foto: Privatfoto: Ed Ross)
1 / 2

Storslået udsigt

Ifølge Mark Paddy Smith ville Zawahiri kunne leve i huset ganske komfortabelt og endda slentre en tur i gården. Og på balkonen ville han have udsigt, uden selv at blive set.

Zawahiri havde ifølge amerikanske efterretningskilder boet i huset i nogle måneder, inden han søndag morgen for en uge siden blev ramt af et Hellfire-missil. Han var dermed flyttet ind i værelser under samme tag, hvorfra det internationale samfund i årevis havde arbejdet for en bedre fremtid for Afghanistan.

Fra sit værelse på anden sal havde Mark Paddy Smith “en storslået udsigt” mod bjergene, blandt andet det berømte TV Hill, der har fået navn efter de mange sendemaster på toppen. Huset var bygget med det formål at leje det ud til organisationer, så de fleste værelser havde eget bad og toilet.

- Det var et klassisk "poppy palace" med den der stemning, som mange af husene i kvarteret har. Masser af poleret falsk marmor og kæmpe værelser, husker han.

På torsdage, der var sidste arbejdsdag inden weekenden, grillede han på balkonen i en rund jerngryde.

- Vi havde også installeret et køleskab, så der var kolde øl og en slags bar, så man kunne hænge ud, fortæller han.

Røg stiger op over Kabuls tage efter droneangrebet mod Ayman al-Zawahiri 31. juli. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Journalister får bank

Efter amerikanernes angreb på Zawahiri har det været umuligt for journalister at komme ind i boligen - eller bare tæt på. Taliban sørger for at holde nysgerrige væk - og det i nogle tilfælde korporligt.

Ved flere lejligheder har talibanere banket eller tilbageholdt journalister, der har efterspurgt tilladelse til at nærme sig huset, der ligger tæt på indkøbsmuligheder.

I det velassorterede supermarked Spinneys lige om hjørnet kan man købe snustobak, parfumer, tæpper og dagligvarer. Nede ad gaden hænger en plakat på muren, der med en muskuløs mand reklamerer for World Fitness Gym.

Taliban bevogter kvarteret, hvor Ayman al-Zawahiri boede. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

Torsdag meddelte Taliban, at ledelsen ikke kendte til Zawahiris tilstedeværelse i Kabul.

Ifølge amerikanske efterretningskilder tilhører Zawahiris skjulested en person tæt på Talibans indenrigsminister Sirajuddin Haqqani. Han er leder af Haqqani-netværket, en fraktion af Taliban, som har udført flere terrorangreb i Kabul og er på USA’s terrorliste.

Mens Sirajuddin Haqqani nu møder udenlandske diplomater heriblandt EU’s særlige udsending til Afghanistan, tilbyder USA stadig en dusør på 10 millioner dollars for informationer, der kan føre til hans arrestation. Eller som senioranalytiker Asfandyar Mir fra U.S Institute of Peace for nyligt bemærkede til Voice of America:

- Dusøren på Siraj Haqqani giver ikke længere mening.

Sirajuddin Haqqani holder en tale i Kabul i april. (Foto: ALI KHARA © Ritzau Scanpix)

Granater hos genboen

Haqqani-netværket er også mistænkt for at være indblandet i et storstilet koordineret, 18 timer langt Taliban-angreb flere steder i Kabul tilbage i april 2012, som Mark Paddy Smith oplevede, mens han boede i huset.

Målene var udenlandske ambassader, parlamentet og militærbaser. Angrebet skete lige ved den nu verdenskendte villa, hvis lokation allerede kan studeres på Google Maps under navnet "Ayman al-Zawahiris Residence".

- Seks militante trængte forbi vores hus og ind i bygningen overfor. Derfra affyrede de RPG’s ind mod ambassaderne i den Grønne Zone. Derfor boede vi pludselig midt i jagten på at få stoppet angrebet.

'Er blevet til ingenting'

Mark Paddy Smith brugte 12 år af sit liv i Afghanistan. Han ankom i 2004, hvor håbet levede og rejste i 2016, hvor han havde indset, at det ikke ville ende, som Vesten ønskede.

Selv mistede han i 2010 sin kæreste, da militante dræbte hende og ni andre læger i Badakhshan-provinsen på vej hjem fra en ekspedition, hvor de gav medicinsk hjælp til mennesker i øde bjergegne.

- Når vi blev set som en besættelsesmagt i det land, vi var i, er det lige meget, hvor længe vi ville blive - det ville ende galt. Det vidste jeg. Men jeg har selvfølgelig ikke overvejet, at al-Qaedas leder ville komme til at bo i mit tidligere hus i Kabul, siger Mark Paddy Smith og opsummerer, hvordan 20 års vestlige tilstedeværelse i Afghanistan er endt.

- Det hele er blevet til ingenting.