Aleksej Navalnyj varetægtsfængsles i 30 dage

Den fremtrædende Putin-kritiker kalder håndteringen og behandlingen af ham for en farce.

Der gik ikke lang tid efter Aleksej Navalnyj landede, før han blev ført væk af uniformerede betjente. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Scanpix)

Der gik mindre end 24 timer efter sin ankomst til hjemlandet - så var den fremtrædende Putin-kritiker og oppositionspolitiker i Rusland, Aleksej Navalnyj, idømt varetægtsfængsling i 30 dage frem mod hans kommende retssag.

Putin-kritikeren landede i aftes i Rusland, efter at have været i Tyskland i flere måneder. Her blev han behandlet efter et giftattentat i Rusland i august sidste år. Et attentat, som meget tyder på, at den russiske sikkerheds - og efterretningstjeneste FSB stod bag.

Der gik dog ikke mange minutter, efter at hjulene ramte landingsbanen, før oppositionslederen blev ført væk fra lufthavnen Sheremetyevo af ventende politifolk og kørt til en politistation.

  • I løbet af dagen har adskillige Navalnyj-støtter og journalister samlet sig foran politistationen i Moskva, hvor Navalnyj er tilbageholdt. (Foto: ANDREY BORODULIN © Scanpix)
  • Her trodsede de frostgraderne for at vise deres støtte, eller blot følge med i retssagen. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)
  • "For Navalnyj!" står der på mandens medbragte skilt. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)
  • Efter det blev afgjort, at Navalnyj skulle forblive varetægtsfængslet, opfordrede han sine støtter til at gå på dagen og protestere. Her en Navalnyj-tilhænger med et skilt, hvor der står: "Navalnyj i dag - dig i morgen" (Foto: TWITTER/ @TEAMNAVALNY_IZH © Scanpix)
  • "Én for alle, alle for én" står der på denne tilhængers plakat. (Foto: TWITTER/ @TEAMNAVALNY_IZH © Scanpix)
1 / 5

Ifølge de russiske myndigheder sker anholdelsen, fordi Navalnyj har 'overtrådt betingelserne i en betinget fængselsdom for underslæb' - en sag tilbage fra 2014. Ifølge ham selv er sagen udelukkende politisk motiveret. Og i dag kaldte han også retssagen for 'en ulovlighed af allerhøjeste grad'.

I en Youtube-video, der blev lagt op kort tid efter dommen blev afsagt, fortalte Navalnyj til sine tilhængere, at de ikke skulle være bange, men opfordrede dem til at gå på gaden og protestere mod regeringen.

- Gør det ikke for mig. Gør det for jer selv, for jeres fremtid, siger han i videoen.

Fordømmer anholdelsen og fængslingen

Både anholdelsen og dagens dom har fået organisationer og regeringer verden over til tasterne for at kritisere både anholdelsen og fængslingen. Heriblandt EU.

- Europæisk fordømmelse, stærk solidaritet med Navalnyj efter tilbageholdelsen. Han og hans støtter skal løslades, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter. Vedhæftet er en officiel erklæring fra EU.

Ligeledes har FN's menneskerettighedskontor udtalt, at Navalnyj bør løslades omgående.

Ifølge BBC siger Mike Pompeo, USA's udenrigsminister, at de russiske myndigheder prøver at gøre deres kritikere tavse med anholdelsen. Og den britiske udenrigsminiser, Dominic Raab, kalder anholdelsen 'rystende'.

Også Tyskland, hvor Navalnyj som tidligere nævnt blev behandlet, fordømmer begivenhederne.

'Tilbageholdelsen er fuldstændig uforståelig (...) Han skal straks løslades', skrev den officielle konto for Udenrigsministeriet i Tyskland.

Andre lande som de baltiske lande Letland, Estland og Litauen mener, at det bør få konsekvenser for Rusland i form af sanktioner. Men lige så klar i spyttet lande er i deres fordømmelse, lige så klar er meldingen fra den russiske regerings talskvinde, Maria Zakharova, i en officiel melding på Twitter:

'Bland jer ikke i et lands nationale lovgivning og håndter egne problemer', skriver hun blandt andet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter