Algeriets kørestolsbundne 'marionetpræsident' genopstiller på en baggrund af protester

Ugers heftige demonstrationer er de største siden uafhængighedskrigen med Frankrig.

Uropoliti blokerer medicinstuderende fra at marchere mod Bouteflika i Algier. (Foto: MOHAMED MESSARA © Scanpix)

Han er 82 år gammel, syg, kørestolsbunden og bliver sjældent set offentligt.

Men i eftermiddags indleverede Algeriets præsident, Abdelaziz Bouteflika, alligevel officielt sin ansøgning om at stille op til det kommende valg i april og lade sig genvælge for en femte periode.

Eller for at være mere præcis, gjorde hans kampagnechef det for ham. Med en erklæring om, at Bouteflika vil udskrive valg igen inden for et år, hvis han bliver valgt.

Abdelaziz Bouteflika stemmer i 2017. (Foto: Ryad Kramdi © Scanpix)

Ved denne artikels deadline var det stadig uklart, hvad der ligger i det løfte.

Men udsigterne til fem år mere med præsidenten har fået titusindvis af indbyggere til at strømme ud i gaderne og demonstrere. En helt usædvanlig begivenhed i Bouteflikas regeringstid.

Protesterne begyndte for omkring 10 dage siden, da det stod klart, at den aldrende præsident ville lade sig genvælge, og nåede over 100.000 deltagere fredag.

Her kastede nogle med sten og blev drevet tilbage med tåregas af politiet. Næsten 200 demonstranter og 56 betjente blev såret, ifølge statstyrede medier.

Også i dag kom det til sammenstød, da politiet affyrede vandkanoner mod studerende, som marcherede mod den myndighed i hovedstaden Algier, hvor kandidater indleverer deres opstillingsansøgning.

Marionet for militæret og erhvervet

Bouteflika kom til magten i 1999 og tilskrives æren for afslutningen på den algeriske borgerkrig, som staten udkæmpede med islamistiske grupper.

I mange år blev hans regime understøttet af gode priser på olie, som udgør 85 procent af landets eksport. Indtægterne medførte, at landet kunne investere i infrastruktur og boliger, ligesom unge kunne få favorable lån.

I 2011 oplevede Algeriet en flig af Det Arabiske forår, men Bouteflika kom protesterne i møde ved at hæve en årelang undtagelsestilstand.

Men faldende oliepriser og indtægter har bidraget til, at den algeriske stat ikke længere har råd til store investeringer, og arbejdsløsheden er stigende.

Samtidig er tilliden til Bouteflika, som har siddet i kørestol siden et hjerteanfald i 2013 og sjældent er set siden, faldet kraftigt.

Mange mener, at den aldrende og syge præsident er så svækket og uarbejdsdygtig, at han i realiteten er en marionet for militæret og en elite af forretningsfolk i landet.

- Fordi disse spillere ikke kan blive enige om en efterfølger, foretrækker de at lade en ældre mand med skrøbeligt helbred fortsætte som statsoverhoved, lyder det i en analyse fra to eksperter i Washington Post.

Vrede mod erhvervseliten

Ud over arbejdsløshed og dårlig økonomi er en del af vreden i Algeriet netop rettet mod erhvervseliten, skriver BBC.

Der er utilfredshed med, at den er alt for tæt på magten, hvilket blandt andet blev demonstreret, da daværende premierminister Abdelmadjid Tebboune forsøgte at afhjælpe landets handelsunderskud.

Da han imod erhvervselitens ønsker indførte et forbud mod import af nogle bestemte varegrupper, blev han fyret to måneder senere.

Utilfredsheden er ikke blevet mindre af en skandale sidste år, hvor 700 kilo kokain forklædt som halalkød blev fundet ombord på et skib fra Brasilien - modtageren var en prominent forretningsmand.

Alligevel er det også en forretningsmand, Rachid Nekkaz, som herhjemme blev omtalt vidt og bredt, da han tilbød at betale niqab-bøder, der er blandt de mest populære oppositionskandidater, skriver nyhedskanalen Al Jazeera.

- Ingen andre end jeg har den algeriske ungdoms tillid, sagde rigmanden, der har mere end 1,5 million følgere på Facebook, selv til The Guardian i sidste uge.

Fransk-algeriske Rachid Nekkaz har også deltaget i protesterne mod Bouteflika. (Foto: Ryad Kramdi © Scanpix)

Tidligere premierminister stiller ikke op

Mindst seks andre kandidater har meldt deres kandidatur til posten, men ifølge internationale medier er oppositionen dybt splittet.

To oppositionspartier har besluttet at boykotte valget.

Også Ali Benflis, som er tidligere premierminister, og som har deltaget i protesterne, har afvist at stille op denne gang.

Ifølge nyhedsbureauet AP dropper han at være med denne gang for "ikke at tjene som påskud for den syge præsidents kandidatur".

Han stillede ellers op i 2004 og 2014, hvor han fik næstflest stemmer - lidt over 1,2 millioner.

Det var dog langt efter Abdelaziz Bouteflika, som ifølge den omdiskuterede officielle optælling fik over 8,3 millioner stemmer - helt uden at føre valgkamp.

I dag afbrændte studerende billeder af Bouteflika, men det er uklart, om han selv overhovedet er i landet. I den forgangne uge har han været i Schweiz til lægeundersøgelser.

Der har også været protester i flere franske storbyer i dag, hvor der lever mange som er udvandret fra Algeriet.

Facebook
Twitter