Ali er desperat efter at komme til Storbritannien: 'Vi vil hellere drukne end at vende hjem'

I sidste uge druknede 27 personer, som forsøgte at krydse Den Engelske Kanal i en skrøbelig gummibåd. Men tragedien har ikke ændret migranternes brændende ønske om at komme til Storbritannien. 

(Foto: Amalie Karlshøj Radoor © DR)

En ung mand svinger benet over autoværnet ved en hovedvej. Han ser træt og kold ud. Bag ham kommer flere unge mænd op fra en stejl skrænt. De ligner hinanden, og deres tilstand er ens. De ser forhutlede ud.

Skrænten fører ned under en bro, hvor der lugter af giftigt lejrbål. Gruppen, der holder til der, brænder tilfældige ting af for at holde varmen – en ødelagt kontorstol blandt andet. Her er både vinterkoldt og vådt, og det er her flere hundrede migranter bor i små festivaltelte eller improviserede huler.

De siger, de er forfulgte og på flugt, men de vil ikke søge asyl i Frankrig. De vil til Storbritannien. Ali, en ung mand fra Irak, er en af dem. Han er her med sin kone og deres etårige barn.

- Man siger, livet er bedre i England, og forholdene er bedre, og at der er menneskerettigheder, fortæller han.

De er villige til at risikere at dø for at komme videre fra Frankrig. Ali mener faktisk ikke, de har andet valg.

- Livet hos os er så hårdt, at vi foretrækker at drukne på vej fremfor at vende hjem.

For Ali og hans lille familie er England målet - koste hvad det vil. (Foto: Amalie Karlshøj Radoor © DR Nyheder)

Dødelig ulykke gør ingen forskel

Hvis ikke migranterne i Calais kendte risikoen ved at krydse Den Engelske Kanal illegalt, kom der en forfærdelig påmindelse om det i sidste uge.

Mindst 27 mennesker mistede livet, da de kæntrede i en gummibåd, der ifølge de lokale myndigheder var lige så sikker som ”en børnepool, man bruger i haven om sommeren”.

Men mens myndighederne stadig var ved at bjærge ligene fra ulykken, stævnede nye gummibåde ud fra den nordfranske kyst. Et par dage efter sad Ali og familien i en af dem, og det var også ved at gå grueligt galt, siger han.

- Vores gummibåde punkterede og vi faldt ind i vandet, og alarmcentralen reddede os. Men jeg vil ikke vende hjem, selv hvis jeg skal prøve den her vej 10 gange.

- Du har din kone og dit etårige barn med. Er du ikke bange for, at der vil ske dem noget på vejen?

- Jeg siger dig. Vi vil hellere dø end at vende hjem og bo der, understreger Ali.

Fastlåst politisk strid

Det er ikke kun i mudderet i Calais, at det virker som, at sidste uges tragedie ingenting har ændret. For selvom regeringen i både Paris og London har sagt, at de vil intensivere indsatsen for at standse de farlige sejladser, kan de ikke blive enige om hvordan.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har sagt, at Frankrig kunne løse problemet med det samme, hvis bare de ville gå med til, at de britiske myndigheder sender migranterne tilbage, når de er kommet til England.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har sagt præcis det samme med omvendt fortegn: Johnson kan fjerne den dødelige rute ved at åbne et asylkontor i Calais og skabe sikker og fri passage til Storbritannien.

Personlige ejendele på stranden i Wimereux, Frankrig, tilhørende de 27 migranter, der mistede livet, da deres gummibåd mistede luften, da de var på vej over Den Engelske Kanal. (Foto: Mohammed Badra © Ritzau Scanpix)

Hverken det ene eller andet forslag har gang på jord. Men det er på jorden i Calais, Ali går rundt med sin lille familie. Og her har de faktisk sovet i nat, fordi det franske politi ryddede deres lejr i går.

- De tager ikke hensyn til, at vi har et lille barn med, og de efterlader os her på vejen. Vi sov i nat herude i regn og kulde. Vi havde ét tæppe på sammen med vores etårige barn. De er ligeglade med os, siger Ali.

Politiet fjerner teltene for at forhindre, der bliver skabt uoverskueligt store lejre, som de ikke kan kontrollere. Men de barske forhold medvirker også til, at folk søger i gummibådene.

- Alt er bedre i Storbritannien

Der er også noget, der trækker på den anden side, og det er løfterne om livet i Storbritannien. I Calais og Dunkirke snakker migranterne om, hvor godt livet er i Storbritannien.

Det er en fortælling, som menneskesmuglerne gør alt for at holde i live, siger Jeadette Vaillant, der er formand for NGO’en Menneskerettighedsligaen i Calais.

En migrant i lejren i Calais. (Foto: Amalie Karlshøj Radoor © DR)

- Menneskesmuglerne opsøger dem i lejrene og hverver dem, afkræver tusindvis af euro for overfarten og sender dem over i gummibåde, der er meget, meget farlige. De ser ingen andre muligheder, og de franske og engelske myndigheder kan ikke blive enige, siger hun og fortsætter:

- Så de vil fortsætte med at tage turen over, og der vil ske flere tragedier. Der vil ske flere. Det er vi overbevist om.

- Kan I ikke fortælle dem, at livet i Storbritannien faktisk ikke er så fantastisk?

- Vi prøver! Men de vil ikke lytte. De tror, at livet i Storbritannien er vidunderligt, siger Jeadette Vaillant.

Samler pagajer i telt

En af dem, der ikke vil lytte, er Ahmad. Han kommer fra Sudan og har boet i Calais i et lille telt med et par presenninger over i et år. Hans mål er at komme til Storbritannien, og han er begyndt at samle udstyr ind til rejsen.

Han har nærmest opbygget et lille lager, som blandt andet består af pagajer. Når han får skaffet en båd, vil han bruge dem til at sejle til Dover.

- Jeg vil give alt for at komme til Storbritannien. Om det er farligt eller ikke farligt, så skal jeg af sted. I Storbritannien er der job, penge, hjælp, min familie kan komme dertil. Alt i Storbritannien er godt, siger Ahmad.

Han kender en mand fra migrantlejren i Calais, som er kommet over på den anden side. Fra ham har han hørt, at livet der er lige så godt, som han tror.

Så snart er han den næste, der begiver sig ud på den farlige færd.

Ahmed (t.h) er ligesom mange af de andre migranter i Calais villig til at risikere livet for at komme til England. (Foto: Amalie Karlshøj Radoor © DR)
FacebookTwitter