Alle frygter den britiske corona-variant: Men hvad gør de forskellige lande?

Smitten hamrer derudaf i Storbritannien - og det har fået mange lande til at reagere.

På en hollandsk folkeskole er der registreret et udbrud af den britiske corona-variant, så nu bliver der testet i stort omfang. Den nye variant er helt op til 70 procent mere smitsom. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Scanpix)

Op til 70 procent mere smitsom. Det nuværende corona-virus har udviklet sig i flere tusinde variationer, men den britiske variant er særligt frygtet, fordi den har så meget nemmere ved at sprede sig.

Det fik mange lande - herunder Danmark - til at lukke for al trafik til og fra Storbritannien kort inden jul.

- Danmark står i en meget alvorlig situation. Smitten er stor i hele landet, og samfundet er nærmest lukket ned igen, som vi så det i foråret. Den muterede COVID-19-virus, som hurtigt har bredt sig i London og andre dele af England, kan ifølge sundhedsmyndighederne gøre det sværere at kontrollere smitten, lød det dengang fra transportminister Benny Engelbrecht.

Men mutationen var nået til Danmark. Den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at varianten er konstateret 256 gange i positive coronaprøver her i landet. Og det vurderes at mørketallet kan være op til otte gange større.

Men hvor godt fat har den britiske variant fat i de øvrige lande? Det giver vi et overblik over her.

Irland

Irland har den højeste smitterate i Europa lige nu. Her er et ambulancer ved et hospital i Dublin. (Foto: Str © Scanpix)

Det er kun Irland, der har landfast grænse til Storbritannien, og det spiller muligvis ind, når man ser på smitten i landet for tiden.

På blot to uger er antallet af nye registrerede coronatilfælde steget med 400 procent. Ud af de stikprøver, som de irske sundhedsmyndigheder foretager, har 45 procent vist sig at være den britiske variant.

De høje smittetal tvinger nu det irske sundhedsvæsen i knæ. Der er kun omkring 30 ledige pladser tilbage på intensivafdelingerne landet over i Irland. Og på flere af landets sygehuse har man nået makskapaciteten.

Det irske samfund er under fuld nedlukning lige nu, og den gælder foreløbig måneden ud. Det betyder blandt andet, at bevægelsesfriheden er begrænset til fem kilometer fra egen bolig.

Frankrig

Den franske sundhedsminister og Frankrigs kulturminister på torsdagens pressemøde. Den franske regering vil endnu ikke indføre tredje nedlukning af landet, og vil strække sig langt for ikke at lukke skoler igen. (Foto: THOMAS COEX / POOL © Scanpix)

På den anden side af Den Engelske Kanal har de franske naboer også registreret den nye variant fra Storbritannien.

Frankrig var nogle af de første til at lukke ned for trafikken til Storbritannien inden jul, hvilket medførte lange køer ved Dover, hvor lastbilchaufførere fra kontintentet lige pludselig kunne se julefejring med familien forsvinde lige så stille.

I Marseille har man fundet ud af, at en smittet person havde taget den britiske variant med til byen - og efterfølgende har smittet mindst 23 personer.

Derfor har de lokale myndigheder i den franske havneby indført et udgangsforbud mellem klokken seks om aftenen og seks om morgenen i forsøget på at inddæmme smitten.

Torsdag aften meddelte den franske premierminister, at de ikke ser grund til at indføre en fuld nedlukning på landsplan lige nu.

Frankrig har for tiden under halvt så mange daglige smittetilfælde som Storbritannien.

Tyskland

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, advarer om, at den tyske befolkning sandsynligvis må leve med corona-restriktioner frem til april. (Foto: pool © Scanpix)

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har advaret om, at tyskerne risikerer at leve med restriktioner frem til april.

- Det bliver hårdt frem til påske, lød det fra Merkel tidligere på ugen.

I Tyskland havde man torsdag registreret 16 tilfælde af den ny og mere smitsomme corona-variant. Det meddeler Robert Koch-instituttet.

Onsdag skærpede de tyske myndighederne reglerne for indrejse i landet. Nu skal du kunne fremvise en negativ test, der er højst 48 timer gammel, ellers risikerer du at blive afvist ved grænsen til Tyskland eller i en af landets mange lufthavne.

Torsdag registrerede Tyskland 1.244 corona-relaterede dødsfald, hvilket er ny rekord i landet. Samme dag registrerede man over 25.000 nye smittetilfælde.

Samtidig nærmer man sig i en række tyske delstater fuld kapacitet, når det kommer til intensivpladser.

Senere på måneden mødes Angela Merkel med repræsentanter fra myndighederne i de forskellige delstater for at diskutere muligheden for at indføre yderligere restriktioner.

Sverige

En grænsebetjent kontrollerer ved grænseovergangen ved Øresundsbroen, efter Sverige indførte indrejseforbud for rejsende fra Danmark. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Da vi her i Danmark registrerede de første tilfælde af den britiske corona-variant, valgte Sverige at lukke grænsen for rejsende fra Danmark.

Tidligere på ugen forlængede den svenske regering indrejseforbudet til slutningen af januar, samtidig med de dog foretog en ændring i forbudet. Hvis skilte par, der har børn, bor på hver sin side af sundet, så må de godt rejse frem og tilbage over Øresund.

Sverige rundede tidligere på ugen 10.000 corona-relaterede dødsfald, og de svenske sundhedsmyndigheder sagde i den forbindelse, at man forventer, at stigningen vil fortsætte.

I slutningen af december blev det første tilfælde af det ny muterede virus registreret hos vores naboer i Sverige.

Siden indrejseforbudet blev indført, er omkring 3.000 mennesker blevet afvist ved den svenske grænse - heraf hovedparten danskere.

Spanien

Ingen fly fra Storbritannien til Spanien. Spanien forlængede torsdag indrejseforbudet for rejsende fra Storbritannien ind til 2. februar. (Foto: Justin Tallis © Scanpix)

Tidligere på ugen forlængede den spanske regering indrejseforbudet for personer, der rejser fra Storbritannien, til 2. februar. Indrejseforbudet blev indført kort før jul.

Smitten stiger voldsomt i Spanien for tiden.

Torsdag blev der registreret 38.869 nye corona-tilfælde i Spanien, hvilket er ny rekord i landet. Det er 13.000 flere tilfælde på en dag end den hidtidige rekord, som blev sat tilbage i oktober.

- De kommende uger bliver meget hårde, vurderede den spanske sundhedsminister Salvador Illa tidligere på ugen.

Spanien er et yndet rejsemål for britiske turister, men de kan altså se langt efter at slænge sig på den spanske solkyst.

Storbritannien

Den britiske premierminister, Boris Johnson, havde håbet at julen kunne forløbe nogenlunde normalt. Men den ny corona-variant, som først blev opdaget i Storbritannien, spolerede det håb. Høje corona-relaterede dødstal giver et dystert billede af pandemien i Storbritannien lige nu. (Foto: Ben Stansall © Scanpix)

Vi slutter vores rundgang af i Storbritannien, hvor den ny og mere smitsomme corona-variant B117 først blev opdaget.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, havde håbet at kunne give den britiske befolkning en julegave i form af lempede restriktioner hen over juleperioden. På den måde kunne briterne varme sig med en form for normalitet og ses med familie i højtiden.

Men kort inden jul stod det klart, at smitten i landet var ude af kontrol. Da de første studier af den ny variant viste, at den var op til 70 procent mere smitsom, reagerede en lang række lande prompte og lukkede for trafikken til og fra Storbritannien.

Den ny variant dominerer lige nu billedet i Storbritannien.

De daglige smittetal er stadig høje i Storbritannien, selvom de er faldet lidt efter nytår. Hvad værre er, at dødstallene nu følger efter og slår rekorder. Onsdag blev der registreret 1.564 corona-relaterede dødsfald, hvilket var ny rekord.

Det har kun taget B117 tre måneders tid at bringe det britiske sundhedssystem i knæ. Smitten begyndte formentlig i regionen Kent syd for London, hvor den første kendte prøve med B117 blev taget den 20. september:

Indtil videre har over 85.000 briter mistet livet med covid-19.

Samtidig rapporteres det, at mange sygehuse er presset på kapaciteten - og noget over det niveau man så i første bølge i Storbritannien i foråret.

Lige nu lever briterne under en hård nedlukning, hvor stort set alle skoler er lukket, og alle frarådes at forlade hjemmet, med mindre det er strengt nødvendigt. Nedlukningen varer foreløbigt til 15. februar.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter