Allerede over fire milliarder samlet ind til Notre Dame

Flere franske rigmænd og private borgere har doneret til katedralen.

Dagen efter en voldsom brand hærgede Notre Dame, begynder franskmændene og resten af verden at se fremad.

Allerede i går aftes annoncerede den franske præsident, Emmanuel Macron, at katedralen vil blive bygget op igen.

- Det er vores historie, som står i flammer. Den vil blive genopbygget. Den er en del af vores skæbne. Vi får brug for hjælp, men vi skal nok få genopbygget kirken. Det fortjener franskmændene.

Træk i pilene for at se kirken før og under branden. (Foto: Colourbox © (c) Colourbox / Foto: Scanpix © (c) Scanpix)

Og den ambition er den franske præsident ikke alene med. Siden da har både Frankrigs rigeste familier og Unesco lovet at bidrage økonomisk, mens adskillige mindre, private indsamlinger er blevet oprettet på internettet.

4,5 milliarder kroner

Der bliver nok at tage fat på for genopbygningsholdet. Både Notre Dames spir og tag kollapsede under branden, mens det lykkedes brandfolkene at redde kirkens to ikoniske tårne.

François-Henri Pinault er direktør for firmaet Kering og gift med skuespilleren Salma Hayek. (Foto: Danny Moloshok)

Allerede tirsdag morgen havde to franske forretningsmænd tilbudt store summer til genopbygningen af katedralen.

Den ene er François-Henri Pinault, som er direktør for imperiet Kerning, der blandt andet ejer modehusene Gucci og Yves Saint Laurent. Han sidder også i spidsen for selskabet Artemis, som ejer flere auktionshuse.

- Min far og jeg har besluttet straks at frigive et beløb fra Artemis på 100 millioner euro, siger rigmanden ifølge Le Figaro.

Direktør for LVMH-gruppen Bernard Arnault og hans kone Helene til modeshow i Paris. Til venstre for parret sidder skuespillerne Sean Penn og Charlize Theron. (Foto: Philippe Wojazer)

Der gik dog ikke længe, før den generøse donation blev overgået af en anden fransk familie - nemlig Arnault-familien, der ejer selskabet 'LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton'.

- Familien Arnault og LVMH-gruppen vil gerne vise deres solidaritet i denne tid af national tragedie, skriver familien i en pressemeddelse ifølge Reuters, som også skriver, at den velhavende familie vil donere 200 millioner euro.

De to familiers donationer bidrager med i alt 2,25 milliarder danske kroner.

Om eftermiddagen fortsatte de store bidrag med at strømme ind.

Også kosmetikvirksomheden L'Oréal vil spæde til. 200 millioner euro bidrager den franske gigant og ejerfamilien Bettencourt med, mens Total, der er et af verdens største olieselskaber, vil bidrage med 100 millioner euro til genopbygningen.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er der tirsdag samlet mere ned 600 millioner euro ind. Det svarer til knap 4,5 milliarder kroner.

Mange indsamlinger

Men lidt har som bekendt også ret, og derfor er en række såkaldte crowdfunding-indsamlinger blevet oprettet af private og organisationer.

På den måde har almindelige borgere gennem online-indsamlinger mulighed for at bidrage med mindre beløb.

Notre Dame-katedralens egen hjemmeside tager blandt andet imod donationer til genopbygningen.

Kirken, der var under ombygning, havde i forvejen en indsamling i gang. Den er i nat ændret til en indsamling til genopbygningsarbejdet.

Den store, private, franske kulturarvs-institution Fondation Patrimoine har også etableret en hjemmeside, hvor folk kan donere et engangsbeløb eller et fast månedsligt beløb.

Kan blive dyrt

Selv om mange gavmilde personer allerede har doneret større eller mindre beløb, kan der være udsigt til et dyrt og langtrukkent renoveringsarbejde.

Ifølge den franske avis Le Monde stod katedralen over for et omfattende renoveringsprojekt, som skulle koste 150 millioner euro (1,1 milliarder kroner).

Siden 1991 har Notre Dame undergået et omfattende restaureringsprojekt. Derfor undersøger de franske myndigheder, om branden er opstået i forbindelse med det arbejde, der var i gang.

Ifølge anklagemyndigheden i Paris efterforskes branden som en ulykke.

Opdateret tirsdag eftermiddag med flere store donationer

Fakta om Notre Dame

  • Notre Dame ligger i den østlige del af Île de la Cité.

  • Byggeriet af den ikoniske bygning begyndte i 1163, og der blev bygget på den næsten to hundrede år frem.

  • Bygningen er cirka 130 meter lang, 48 meter bred og 35 meter høj. De to tårne er cirka 68 meter høje.

  • I 1991 begyndte et restaureringsprojekt. Der var fortsat restaurering i gang, da branden brød ud mandag.

  • Folk kommer fra hele verden for at se katedralen. Omkring 13 millioner besøger Notre Dame om året. Det svarer til cirka 30.000 mennesker om dagen.

  • Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter