Alt andet end fredelig: Syv Nobelpris-modtagere, der skabte ballade

Der har tidligere været voldsomme diskussioner om vinderne af Nobels fredspris.

(Arkivfoto) (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

I dag offentliggøres det igen ved en ceremoni på Det Norske Nobelinstitut i Oslo, hvem der skal tildeles Nobels fredspris.

Uddelingen vækker opsigt i hele verden. Nogle gange træffer komitéen et populært valg, andre gange er der tale om modtagere, der er ukendte i den brede offentlighed. Og nogle gange afføder uddelingen ophedede diskussioner.

Det er en pris for freden - til mennesker, der har gjort en indsats for forbrødring mellem folk og fred i verden - men kritikere mener, at modtagerne i flere tilfælde har været alt andet end fredsduer.

Gennem tiden har Nobel-komiteen flere gange valgt at tildele prisen til politikere eller ledere, der har delt vandene.

Her er fem eksempler på fredspris-modtagere, som har vakt politisk furore eller har delt folk skarpt mellem tilhængere og modstandere.

1

2009: Barack Obama

(arkivfoto) USA's præsident Barack Obama poserer med diplom og medalje, da han fik Nobels fredspris i Oslo i 2009. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Da USA's nyvalgte præsident Barack Obama i 2009 blev tildelt Nobels fredspris, blev det mødt med undren og kritik. Obamas valgbudskab om håb havde givet genlyd verden over, men endnu manglede den nye præsident at levere på sine løfter.

Nobelkomiteen gav Obama prisen for hans "ekstraordinære indsats for at styrke det internationale diplomati og samarbejdet mellem folkeslagene."

Selv sagde han, at han ikke anså det som en pris for hans personlige bedrifter, men snarere så det som en bekræftelse af det "amerikanske lederskab på vegne af de forhåbninger, der blev næret af folk fra alle nationer".

Kritikerne anførte, at Obama endnu intet væsentligt havde udrettet, da han kun havde været præsident i tolv dage, da fristen for nomineringen udløb. En Gallup-målig blandt amerikanerne viste, at 61 procent af de adspurgte ikke mente, at han fortjente prisen.

I et interview med den satiriske tv-vært Stephen Colbert jokede Obama i 2016 med, at han "ærligt talt stadig ikke vidste, hvorfor han fik prisen".

2

1994: Arafat, Rabin og Peres

(arkivfoto) PLO-leder Yasser Arafat, Israels udenrigsminister, Shimon Peres, og Israels premierminister, Yitzhak Rabin, modtager Nobels fredspris i 1994. (Foto: Jerry lampen © Scanpix)

Det var noget af et trekløver, der i 1994 modtog Nobels fredspris. Israels premierminister, Yitzhak Rabin, udenrigsminister Shimon Peres og så Yasser Arafat, lederen af den Palæstinensiske Befrielsesfront (PLO).

Fjender, der året forinden havde underskrevet Oslo-aftalen, som tegnede stregerne til en mulig fred i Mellemøsten. Men mange - både i Israel og i andre lande - anså Arafat for en forbenet terrorist med masser af uskyldige liv på samvittigheden.

Et medlem af Nobel-komiteen, den norske politiker Kaare Kristiansen, gik således af i protest.

Pris eller ej - fredsprocessen kørte hurtigt af sporet; få måneder efter prisfesten blev en af prismodtagerne, Yitzhak Rabin, slået ihjel af en jødisk nationalist.

3

1991: Aung San Suu Kyi

Aung San Suu Kyi er ikke længere så populær, som hun var, inden hun blev statsleder i Myanmar. (Foto: KHAM © Scanpix)

Da politikeren Aung San Suu Kyi i 1991 fik Nobels fredspris, kunne hun ikke komme at hente den. Hun sad nemlig i husarrest i sit hjemland, Myanmar. Eller det kunne hun sådan set godt - så kunne hun bare ikke komme tilbage til Myanmar, så hun valgte at blive hjemme.

Året før stod hun som oppositionsleder til at vinde valget og få 80 procent af pladserne i parlamentet. Men den siddende militærjunta annullerede resultatet og beholdt magten.

Aung San Suu Kyi, som er datter Aung San, Myanmars landsfader, var allerede året inden valget i 1990 sat i husarrest. Her kom hun med pauser undervejs til at sidde 15 ud af 21 år, indtil hun i 2010 var fri.

Nobel-komiteen tildelte hende prisen 'for hendes ikke-voldelige indsats for demokrati og menneskerettigheder'.

Men i 2016 kom Aung San Suu Kyi selv til magten, og efterfølgende er hun blevet kritiseret skarpt. Det kniber blandt andet med demokratiske reformer i Myanmar, og hun har forholdt sig passivt over for militærets fordrivelse af og drab på landets muslimske mindretal, rohingyaerne. Hun har også sat spørgsmålstegn ved, om rohingyaerne overhovedet hører hjemme i Myanmar.

4

1989: Dalai Lama

Tibets religiøse overhoved, Dalai Lama, har modtaget Nobels fredspris, men ikke alle regeringer er glade for at mødes med ham. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Da Dalai Lama, tibetanernes religiøse og politiske overhoved, i 1989 blev tildelt Nobels fredspris, var der ingen danske ministre, der ønskede at mødes med ham. Og året efter sagde regeringen nej, da det grønlandske Landsting ønskede at invitere ham til Grønland.

Lama fik prisen med udgangspunkt i sin buddhistiske fredsfilosofi og ikke-voldelige kamp for et frit Tibet. Men det kinesiske styre, der lå i konflikt med Lama om Tibet, som man anser som en del af Kina, var stærkt utilfreds. Her ser man helt anderledes på prismodtageren.

Zhang Qingli, den daværende kommunistiske partisekretær i Tibet, beskrev siden Dalai Lama med disse ord:

- Dalai er en ulv i munkeklæder, en djævel med et menneskeligt ansigt, men med et uhyres hjerte.

Siden har både Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen alle mødtes med Dalai Lama, men hver gang har de understreget, at det kun har været i hans rolle som tibetanernes religiøse overhoved, ikke som Tibets politiske leder.

5

1975: Andrej Sakharov

Andrej Sakharov (th) kom endelig til Norge i 1989. Her sammen med sin kone, Jelena Bonner, og Norges daværende udenrigsminister, Thorvald Stoltenberg (tv). Sakharov døde senere samme år. (Foto: Hvaal)

'Statens fjende nummer 1'. Sådan betegnede daværende KGB-chef og senere statsleder Jurij Andropov modtageren af Nobels fredspris 1975, Andrej Sakharov.

Han fik den, fordi han efter at have været med til at udvikle sovjetiske atomvåben som atomfysiker i årene efter Anden Verdenskrig var blevet fortaler for nedrustning og menneskerettigheder. Op gennem 70'erne kritiserede han offentligt det sovjetiske system.

Sakharov fik ikke selv mulighed for at modtage prisen, da de sovjetiske myndigheder nægtede ham udrejsetilladelse. I stedet modtog hans kone Jelena Bonner prisen på hans vegne.

I 1980 blev han deporteret til byen Gorky (i dag Nizhny Novgorod, red.), som var lukket af for udlændinge, og blev holdt under konstant opsyn. Han fik dog lov til at komme tilbage til Moskva i forbindelse med Mikhail Gorbatjovs reformer i 1986.

6

1973: Henry Kissinger og Le Duc Tho

Henry Kissinger tilbage i 70'erne under et besøg i København (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

I 1973 valgte Nobel-komiteen at give fredsprisen til den amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, og den nordvietnamesiske fredsforhandler Le Duc Tho for at forhandle våbenhvileaftale og siden en egentlig fredsaftale på plads.

Men i dag bliver uddelingen ofte nævnt som en af de mest kontroversielle valg i prisens historie.

Le Duc Tho afviste som den hidtil eneste modtager nogensinde prisen, fordi der ikke var fred i Vietnam, og fordi de amerikanske bombardementer fortsatte.

To medlemmer af Nobel-komitéen forlod den i protest mod tildelingen. Kissinger sagde, at han 'ydmygt modtog prisen og donerede hele sin andel af pengene til børn af amerikanske soldater, som enten var døde eller savnede i Indokina'.

Da Saigon faldt til de nordvietnamesiske tropper i april 1975, forsøgte Kissinger at returnere den medalje, han havde fået som bevis på hæderen.

7

1935: Carl von Ossietzky

Carl von Ossietzky blev sat i koncentratonslejr under nazistyret i Tyskland. Han fik ikke lov til at rejse ud af landet for at modtage Nobels fredspris, som blev tildelt i 1936. (Foto: akg-images)

Den norske udenrigsminister trak sig fra Nobelpris-komitéen, og Kong Haakon den 7. udeblev fra ceremonien. Det var ikke til at formilde Nazi-tyskland, da Nobels fredspris for 1935, uddelt et år senere, blev givet til Carl von Ossietzky. Propagandaminister Joseph Goebbels tordnede og kaldte prisen 'en uforskammet udfordring og en fornærmelse mod det nye Tyskland', mens Adolf Hitler forbød, at en tysker nogensinde igen modtog Nobel-prisen.

Ossietzky var erklæret pacifist og redaktør for tidsskriftet Die Weltbühne, som tilbage i 1929 havde afsløret, at det tyske transportministerium var i gang med at bygge et nyt luftvåben op, selvom det var i direkte strid med Versailles-traktaten.

Ossietzky blev idømt halvandet års fængsel for forræderi i 1931 på grund af offentliggørelsen af den hemmelige oprustning, men blev sat på fri fod efter knap et år i forbindelse med en juleamnesti. Efter rigsdagsbranden i 1933 blev han dog arresteret og sendt i koncentrationslejr. Han fik ikke lov til at rejse ud af Tyskland, så han kom aldrig til Oslo og modtog ikke de 100.000 kroner, som fulgte med hæderen. I stedet døde han i 1938 efter et længere sygdomsforløb.