Alternativ redningsplan i Thailand: Mere end 100 huller boret for at komme ind til fodboldhold

Redningshold håber stadig på at kunne hente thailandsk fodboldhold ud via en skakt.

Redningsarbejdere arbejder i døgndrift for at finde en måde at få evakueret 12 thailandske drenge og deres 25-årige fodboldtræner ud fra Tham Luang-grotten, hvor de har været fanget, siden den blev oversvømmet 23.juni. (Foto: Soe Zeya Tun © Scanpix)

Der er nu boret mere end 100 små skakter i det bjerg, der rummer det kilometer-lange og komplekse hulesystemet med grotten Tham Luang i Chiang Rai-provinsen i det nordlige Thailand.

Alt sammen i et forsøg på at finde en alternativ vej ind i til den sandbanke, hvor 12 thailandske drenge og deres træner har siddet fanget i nu 14 dage.

Nogle af skakterne er mere end 400 meter dybe, men det er endnu ikke lykkes ingeniører og redningsarbejderne at finde præcis det sted i det flere kilometer lange system, hvor det thailandske fodbold befinder sig, lyder det fra Narongsak Osottanakorn, som er guvernør i provinsen og leder af redningsarbejdet.

Thailandske dykkere er samlet ved Tham Luang-grotten i det nordlige Thailand. (Foto: Athit Perawongmetha © Scanpix)

Potentielt kan 18 af hullerne lede redningsarbejdere ned til dem, siger han.

- Vi har beregnet, hvor lang tid det vil tage at bore ned igennem bjerget i en lige linje. Vi har kigget på hændelsen med de chilenske minearbejdere, hvor det tog to måneder at bore en kilometer, siger han og henviser til en mineulykke i Chile i 2010, hvor 33 personer blev fanget i 69 dage omkring 700 meter under jorden, efter en mine kollapsede.

Dengang fik man evakueret minearbejderne ved at bore en over 600 meter lang skakt.

- Vi skal måske stadig bore 600 meter for at finde ind til drengene, Narongsak Osottanakorn ifølge tv-stationen Channel NewsAsia.

Dansk dykker på arbejde

DR's internationale korrespondent, Stephanie Surrugue, der befinder sig ved grotten i Chiang Rai-provinsen i det nordlige Thailand, fortæller, at de mange boringer er forsøget på at få blotlagt en alternativ vej ind til drengene.

Det er dog stadig blot en af de redningsplaner, man arbejder med.

- Redningsaktionen er ikke så langt, som myndighederne havde håbet. Vejrudsigten viser stadig, at det vil regne voldsomt her i weekenden, og derfor arbejder man stadig i døgndrift, fortæller hun.

- De har hele tiden arbejdet på flere redningsplaner og forsøger at finde den mulighed, der er mindst risikabel for drengene, siger Stephanie Surrugue, der også har været i kontakt med den danske dykkerinstruktør, Ivan Karadzic.

Han er en af de professionelle dykkere, der assisterer de thailandske specialstyrker i redningsarbejdet og arbejdede hårdt i adskillige timer i grotten i går, blandt andet ved at bringe ilt derind, fortæller DR's internationale korrespondent.

Den komplicerede redningsplan

En anden redningsplan er nemlig at få drengene til at at dykke ud, og derfor har amerikanske marinesoldater også brugt tid på at lære dem at håndtere iltmasker.

Men det kilometerlange, til tider meget snævre grottesystem med skarpe sten og kanter, der rager ud, gør den manøvre meget risikabel, fortæller Stephanie Surrugue.

- Det tager selv de mest trænede grottedykkere seks timer at komme ud, så selvom man arbejder med en model med to voksne professionelle dykkere per dreng, er den måde at transportere drengene ud på meget kompliceret, siger hun.

Ifølge DR's internationale korrespondent brugte redningsmandskabet i går mange timer på at få et fem kilometer langt iltkabel ind i grotten for at levere frisk ilt ind til drengene, deres træner og redningsfolkene inde i hulesystemet.

Men myndighederne og det mere end tusind personer store redningsberedskab frygter, at massive mængder regn igen kan få vandstandene i hulen til at stige og vanskeliggøre redningsarbejdet yderligere.

- Kommer der mere regn, er vi bekymrede for, at det område, hvor drengene befinder sig, kan blive oversvømmet, eller at de strander på bare ti kvadratmeter. Kommer der mere regn, øges risikoen, siger Narongsak Osottanakorn til den Singapore-baserede avis The Straits Times.

Facebook
Twitter