Amazon trækker Auschwitz-julepynt tilbage

Auschwitz-Birkenaus museum gjorde selv Amazon opmærksom på julepynten.

Ifølge Amazon er julepynten fjernet fra deres hjemmeside. Her ses koncentrationslejren Birkenau, som var med på flere af produkterne. (Arkiv) (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Man kan få alt på verdens største netbutik Amazon. Alt fra tøj og tandbørster til bleer og banjoer.

Indtil for få timer siden kunne man også få julepynt med meget lidt julede budskaber. Amazon solgte nemlig julepynt med billeder fra koncentrationslejrene Auschwitz og Birkenau, hvor mindst én million mennesker blev dræbt af nazisterne.

Det skriver flere medier, heriblandt BBC.

Pynten kunne ses på Amazons hjemmeside blandt julepynt med seværdigheder i Polen som katedralen i Krakow og den gamle by i Warszawa, hvilket Auschwitz-Birkenaus museum gjorde opmærksom på på Twitter.

Trukket tilbage ad flere omgange

Det var ikke kun julepynt med Auschwitz-motiver, man kunne købe, men også øloplukkere og musemåtter.

Omkring ti timer senere var de fjernet fra Amazons hjemmeside, men der gemte sig dog flere morbide dekorationer.

Kort efter skrev Auschwitz-Birkenaus museum nemlig, at man stadig kunne købe julepynt med et billede af en togvogn, der blev brugt til at transportere jøder til den visse død og en musemåtte med et billede af et vagttårn og pigtrådshegn i Birkenau-lejren.

- Desværre er det ikke slut, Amazon, skrev museet på Twitter.

Igen gik der omkring ti timer, hvorefter produkterne ikke længere var at finde hos Amazon.

- Tak til alle, som reagerede, rapportede og lagde pres på, skriver Auschwitz-Birkenaus museum.

Amazon selv meddeler også, at produkterne nu er blevet fjernet.

- Alle sælgere skal følge vores retningslinjer, og der vil være konsekvenser for dem, der ikke gør det, hvilket inkluderer risikoen for at få fjernet sin konto, oplyser Amazon.