To amerikanere mistænkes for massetyveri af biler med en bærbar computer

To tyve, en bærbar computer og 100 stjålne biler

Denne hvide Jeep blev angiveligt stjålet af de to mistænkte, der skal have stjålet over 100 biler. (© Houston Police Department)

Normalt er det kun i computerspillet 'Grand Theft Auto', man kan slippe af sted med at stjæle dusinvis af biler blot ved at trykke på en knap.

Men holder politiet i Houston mistanke mod to unge mænd stik, så er de lykkedes med at stjæle mere end 100 større biler, hvoraf de fleste er firhjulstrækkere. Herefter er bilerne blevet eksporteret til Mexico. I sig selv opsigtsvækkende, men måden det angiveligt skal være sket på, er endnu mere spektakulær.

Ifølge politiet er de to mænd lykkedes med deres forehavende ved tryk på en bærbar computer, skriver politiet i Houston i delstaten Texas i en pressemeddelelse.

To mænd på 24 og 22 år mistænkes for at stå bag tyverierne.

Politiets mistanke begynder med et biltyveri i det centrale Houston i april. En af de to tyve åbner først motorhjelmen på en Jeep Wrangler – formentlig for at deaktivere lyden på bilalalarmen.

Få minutter senere sætter en anden mistænkt sig ind på førersædet i bilen med en bærbar computer. 12 minutter efter de to første gang har åbnet bilen, bliver den stjålet.

Bilfabrikant: Tyve har købt passwords

Politiet har siden efterforsket tyveriet uden et eneste spor. Den 25. juli gør det amerikanske Homeland Security imidlertid det lokale politi opmærksom på, at der bliver stjålet biler med en bærbar computer. Efterforskerne kommer på sporet af de to mænd.

Fem dage senere følger politiet efter de to mænd, da de forsøger at stjæle en Jeep. Her bliver de anholdt og samtidig har politiet konfiskeret elektronisk udstyr, bilnøgler og andre effekter som menes at være blevet brugt i forbindelse med tyverierne.

Mens politiet hævder, at der er blevet brugt bærbare computere til at starte bilerne, så siger en talsmand fra Fiat Chrysler, at de to tyve formentlig har haft held til at åbne bilerne ved at programmere nøgler med koder, som forhandlere og værksteder ligger inde med, skriver ABC News.

Bilproducenten mistænker, at de to tyve har været i stand til at købe brugernavne og kodeord til databasen fra ansatte fra et af disse steder.

Begge mænd nægter sig skyldige i alle anklager.

I videoen herunder kan du se et sammenklip af tyveriet.

Facebook
Twitter