Amerikanere skeptiske over for Mueller-rapport: 'Jeg vil gerne læse den selv'

Trump har ikke samarbejdet med russerne, konkluderer ny rapport. Men ikke alle er overbevist.

Flere er fortsat skeptiske, efter en længeventet rapport nu angiveligt renser præsident Donald Trump for anklager om, at han skulle have samarbejdet med den russiske regering om at påvirke præsidentvalget i 2016.

Den særlige anklager Robert Mueller og hans hold af jurister har siden 2017 undersøgt, om aftalt spil har fundet sted, og i dag landede rapporten hos landets justitsminister William Barr.

Han har videregivet en fire sider lang opsummering, og konklusionen er klar: Der er ingen beviser for, at Donald Trump eller folk omkring ham har samarbejdet med russerne, som dog rigtig nok har forsøgt at påvirke valgkampagnerne i 2016.

Det er justitsministeren, der bestemmer, hvor meget af rapporten der skal gøres tilgængelig for offentligheden, og derfor er der tilsyneladende stadig plads til spekulation.

- Jeg føler, jeg bliver nødt til at læse så meget, som de vil offentliggøre af rapporten, før jeg beslutter mig for, hvad min reaktion er, siger Seattle-borger Pam Palasz til nyhedsbureauet AP.

Sean Walker, der bor i Denver, er skeptisk overfor hele processen omkring rapporten.

- Jeg stoler ikke på noget af det, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg stoler ikke på Trump eller noget, han siger, og jeg stoler ikke på nogen af dem, der efterforsker ham, siger han til AP.

'Nu kan vi sove trygt om natten'

William Barr blev udnævnt til justitsminister i februar, efter den tidligere justitsminister, Jeff Sessions, blev fyret af Trump.

William Barr gjorde sig sidste år bemærket ved at kritisere Robert Muellers undersøgelse af, om Donald Trump havde forhindret efterforskningen.

William Barr har været justitsminister siden februar og er venner med Robert Mueller. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

Demokraterne i USA har meddelt, at de ikke betragter justitsministeren som neutral, og at han i deres øjne ikke kan vurdere Robert Muellers Rusland-undersøgelse objektivt.

Hos andre er tonen dog anderledes.

Den erklærede republikaner Doug Sawicki mener, at sagen nu er afgjort.

- Nu kan vi sove trygt om natten, velvidende at Mueller-rapporten er færdig og afleveret, og at der ikke behøver at blive startet en rigsretssag mod præsident Trump.

Belmont-boger Stephen Turner er heller ikke overrasket over udmeldingen fra William Barr.

- Han (Trump red.) har hele tiden sagt, at han ikke har gjort noget. Man ved aldrig, om folk taler sandt, men resultatet overrasker mig ikke.

Facebook
Twitter