Meldingen fra USA's præsident, Joe Biden, om et sandsynligt nyt terrorangreb i Kabul sætter tyk streg under, hvor dødsensfarlig situationen er lige nu i Afghanistans hovedstad.
Det siger chefkonsulent i Forsvarsakademiet David Vestenskov, der arbejder med Afghanistan som område.
- Det er sindssygt farligt lige nu. Amerikanerne kan ikke flyve 6.000 soldater hjem på samme tid. De er nødt til at gøre det drypvist. Og i takt med at det sker, så bliver der mindre og mindre sikkerhed.
Advarslen om et nyt terrorangreb kom i aftes - blot to døgn efter torsdagens selvmordsangreb mod lufthavnen i Kabul, som kostede mindste 72 afghanere samt 13 amerikanske soldater livet.
Det fik natten til i går USA til at sende en drone på vingerne i det østlige Afghanistan, hvor to højtstående medlemmer af terrorbevægelsen Islamisk Stat, der har taget skylden for angrebet i Kabul, blev dræbt.
Men til trods for gengældelsesangrebet er situationen stadig 'ekstremt farlig' ifølge Joe Biden.
- Risikoen for nye terrorangreb ved lufthavnen er ekstremt høj. Et nyt angreb indenfor de næste 24-36 timer er højst sandsynligt, udtaler han i en erklæring fra Det Hvide Hus.
I nat advarede USA's ambassade i Afghanistan desuden amerikanske statsborgere om at holde sig væk fra to af lufthavnens indgange.
Ifølge uafhængig forsvarsanalytiker og tidligere major i Flyvevåbnet Hans Peter Michaelsen håber amerikanerne formentlig også, at advarslerne får afghanere til at holde sig væk.
- Man kan tænke sig, at budskabet også kommer igennem til de mange afghanere, der håber på en chance for at komme ud, selvom de ikke står på nogen evakueringsliste.
- Det kan måske få nogle til at spørge sig selv, om de virkelig tør at stå i menneskehavet, hvis der kommer en ny selvmordsbomber.
Sikkerheden er i hænderne på Taliban
Risikoen for et nyt terrorangreb i Kabul bliver ikke mindre af, at hele den ydre sikring af lufthavnen i Kabul foregår ved checkpoints, som Taliban kontrollerer.
- Som vi så det for et par dage siden, så er de ikke i stand til at forhindre, at en selvmordsbomber kommer igennem, siger Hans Peter Michaelsen.
Amerikanerne har frem til tirsdag 31. august til at færdiggøre tilbagetrækningen fra Afghanistan.
Og det har vakt kritik, ikke mindst indenfor USA's grænser, at evakueringen kun foregår fra lufthavnen i Kabul.
Ifølge Hans Peter Michaelsen kan kritikerne have en pointe i, at det var en fejl, da amerikanerne lukkede basen i Bagram nord for Kabul for en måned siden.
- Nu ligger man ligesom i en rævegrav med kun én udgang. Det hele skal ud via Kabul, så man har ikke andre muligheder for at flytte noget op et andet sted, hvor der ikke er så mange mennesker.
20 års efterretningsarbejde er smuldret
USA arbejder nu mod uret for at forhindre et nyt muligt terrorangreb.
Det foregår ved at indsamle efterretninger og se på satellitbilleder, forklarer David Vestenskov.
Han nævner også et muligt amerikansk samarbejde med Taliban, der ligeledes har en interesse i at stoppe Islamisk Stat.
Det er USA sandsynligvis tvunget til, fordi amerikanerne i takt med tilbagetrækningen fra Afghanistan har mistet deres egne ører og øjne på landjorden.
- Jeg tror, man skal se Joe Bidens melding som en erkendelse af, at USA ikke kan forhindre et nyt terrorangreb.
- Der er måske lidt af et efterretningsnetværk, som er tilbage. Men i det store og hele er det system, man har opbygget gennem 20 år, væk nu, siger David Vestenskov.
I stedet vurderer han, at USA's indsats lige nu først og fremmest er fokuseret på sikkerheden omkring lufthavnen i Kabul.
- Man koncentrerer sig om øget overvågning og er i konstant dialog med Taliban om at holde øje med alle indfaldsveje til lufthavnen, ligesom man gør alt, hvad man kan for at overvåge fra luften.
Kan Islamisk Stat skifte taktik?
Islamisk Stat Khorasan eller ISIS-K, som den afghanske forgrening af terrorbevægelsen Islamisk Stat også kaldes, slår typisk til med selvmordsbomber.
Men kan det terrorangreb, som USA's præsident advarer om, ske på andre måder?
Ja, vurderer Hans Peter Michaelsen og peger på to andre muligheder:
- Den ene er raketter, såkaldte RPG'er (Rocket Propelled Grenade, red.). De er ikke særligt præcise. De rammer tilfældige steder, men kan nemt finde et mål i en lufthavn.
- Den sidste mulighed er håndbårne missiler, eventuelt Stinger-missiler, som man har set i Afghanistan helt tilbage fra krigen mod Sovjetunionen. Der kan man så ligge i nærheden af lufthavnen og sigte efter fly på vej ind eller ud.
David Vestenskov vurderer selvmordsbomber som det mest sandsynlige, hvis et nyt terrorangreb finder sted.
- Det er den metode, som ISIS-K normalt anvender, fordi det kræver mere at kunne bruge de her RPG'er. Det kræver teknisk ekspertise, og det kræver forberedelse, hvis man har ekspertisen. Man bringer samtidig sig selv i en sårbar position, når man skal bruge dem.
- De gange, ISIS-K har brugt dem tidligere, har det vist sig, at de ikke kunne dræbe nær så mange, som hvis de kunne tage en bombe med ind i en folkemængde.