Amerikansk appeldomstol: Trumps indrejseforbud bliver ikke genindført

Den amerikanske præsident har ikke fået medhold i, at indrejseforbuddet skal genindføres, mens sagen kører.

Donald Trump har lidt endnu et nederlag i sagen om indrejseforbud. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lidt endnu et nederlag i sagen om indrejseforbuddet, som indtil i går gjaldt for syv lande, hvor der hovedsageligt bor muslimer.

Den amerikanske appeldomstol har nemlig besluttet, at det midlertidige indrejseforbud ikke bliver genindført med det samme, som den amerikanske justitsministerium havde foreslået.

Det skriver de to nyhedsbureauer AP og Reuters.

Appeldomstolen har taget stilling til en anke fra det amerikanske justitsministerium, efter at en føderal dommer i Seattle i delstaten Washington, fredag havde beordret et midlertidigt og landsdækkende stop for Donald Trumps indrejseforbud, som han ved et dekret indførte forrige fredag.

Samtidigt har appeldomstolen givet det amerikanske justitsministerium en frist til i morgen til at komme med et svar på domstolens afvisning om at genindføre indrejseforbuddet.

Rasende Trump

Donald Trump har endnu ikke reageret på den nyeste udvikling i sagen, men i går kritiserede han i meget kraftige vendinger den dommer, som havde erklæret hans indrejseforbud i strid med den amerikanske forfatning.

- Holdningen fra en såkaldt dommer, som på det groveste tager retshåndhævelsen væk fra vores land, er latterlig og vil blive trumfet, skrev Trump på Twitter.

Sent i aftes lokal tid blev det så officielt, at justitsministeriet ankede sagen.

- Vi kommer til at vinde. For landets sikkerheds skyld vinder vi, udtalte Trump på et pressemøde natten til søndag dansk tid.

Dommer James Robart traf sin beslutning på baggrund af en klage mod indrejseforbuddet fra delstaterne Washington og Minnesota. Men dommeren gjorde kendelsen gældende for hele USA.

Det nu ophævede forbud omfattede personer fra syv lande med hovedsageligt muslimsk befolkning - Iran, Irak, Somalia, Sudan, Syrien, Yemen og Libyen. Det skulle foreløbigt gælde i 90 dage.

Facebook
Twitter