Amerikansk domstol: Mand fik kræft af at bruge Roundup i sin baghave

For første gang har en domstol anerkendt, at brugen af Roundup i en privat have har ført til kræft.

Roundup er et effektivt middel mod ukrudt, men kan altså have store skadevirkninger på mennesker. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Ukrudtsmidlet Roundup er skyld i, at 70-årige Edwin Hardeman fra Californien i dag lider af kræft.

Det har retten i San Francisco netop afgjort.

Afgørelsen er det første tilfælde, hvor en domstol konstaterer, at brugen af Roundup i en privat have har ledt til kræft.

Sidste år blev en anden amerikansk mand, der havde brugt midlet i sit arbejde som skadedyrsbekæmper, tildelt en milliarderstatning i verdens første sag om kobling mellem ukrudtsmiddel og kræft.

Det er endnu ikke afgjort, hvor stor en erstatning manden skal have.

Fik midlet på huden

Den 70-årige amerikaner brugte det omdiskuterede ukrudtsmiddel i sin baghave i næsten 30 år.

Han stoppede først, da han for få år siden fik konstateret lymfekræft.

Ifølge The Guardian fortalte han i retten, at han en enkelt gang havde fået ukrudtsmidlet på huden.

Afgørelsen er vigtig, for den 70-åriges sagsanlæg mod virksomheden Monsanto, der ejer Roundup, er kun et af mange andre, der ligner det på en prik.

Ifølge The Guardian er der i USA alene 9.000 sagsanlæg mod virksomheden, der afventer afgørelse. Alle bebrejder de Monsanto og Roundup for at være skyld i kræft.

Herhjemme er Roundup stadig lovligt. Dog vedtog regeringen i juni sidste år restriktioner for, hvornår og hvor produktet må bruges.

Facebook
Twitter