Amerikansk forfatter vinder stor pris for satirisk bog om raceproblemer

Paul Beatty skildrer med satiriske virkemidler raceproblemer i en fiktiv bydel i Los Angeles, siger juryen bag den prestigefyldte Man Booker-prisen.

Paul Beatty er født i Los Angeles, hvor handlingen i 'the Sellout' finder sted (Foto: pool © Scanpix)

For første gang nogensinde går den prestigefulde litteraturpris Man Bookerprisen til en amerikaner, skriver AFP.

Den 54-årige forfatter Paul Beatty, der er født i Los Angeles, vinder prisen for bogen 'The Sellout' - en satirisk roman om raceproblemer i netop Los Angeles.

Juryen beskriver bogen som en "chokerende og uventet morsom" skildring af forfatterens hjemstavn, der bruger humor til at udforske raceproblemer i en fiktiv bydel.

Satire brugt kyndigt

Det var en overvældet Paul Beatty, som fik overrakt prisen i London af den britiske prins Charles' kone Camilla.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor lang en rejse det her har været for mig, sagde han.

Juryen har lagt vægt på, at "bogen omhandler status quo i nutidens racerelationer i USA og tager den politiske korrekthed som gidsel".

- 'The Sellout' er en af de sjældne bøger, som er i stand til at tage satire, som er meget svært og ikke altid brugt lige godt, og putte det ind i hjertet af det moderne amerikanske samfund, siger historikeren Amanda Foreman til The Guardian.

Hun er formand for dette års dommerpanel. Lignende er ikke set siden udgivelser fra forfattere som Mark Twain og Jonathan Swift, siger hun videre.

I lyset af 'Black Lives Matter'

Amanda Foreman kalder 'The Sellout' for en roman af vor tid set i lyset af den aktivistiske bevægelse 'Black Lives Matter', som kæmper for at stoppe politivold mod sorte amerikanere.

'The Sellout' er Paul Beattys fjerde roman. Tidligere i år vandt han også National Book Critics Circle Award i USA.

The Man Bookerprisen er oprindeligt blevet givet til forfattere fra Commonwealth-landene. Men i 2013 blev der åbnet for, at også forfattere fra andre engelsksprogede lande kan modtage prisen.

/ritzau/

De seneste ti års vindere:

  • 2016: Paul Beatty, USA, 'The Sellout'

  • 2015: Marlon James, Jamaica, 'A Brief History of Seven Killings'

  • 2014: Richard Flanagan, Australien, 'The Narrow Road to the Deep North'

  • 2013: Eleanor Catton, New Zealand, 'The Luminaries'

  • 2012: Hilary Mantel, Storbritannien, 'Bring up the Bodies'

  • 2011: Julian Barnes, Storbritannien, 'The Sense of an Ending'

  • 2010: Howard Jacobson, Storbritannien, 'The Finkler Question'

  • 2009: Hilary Mantel, Storbritannien, 'Wolf Hall'

  • 2008: Aravind Adiga, Indien, 'The White Tiger'

  • 2007: Anne Enright, Irland, 'The Gathering'

  • 2006: Kiran Desai, Indien, 'The Inheritance of Loss'

Facebook
Twitter