Amerikansk IS-kriger er fanget i ingenmandsland mellem Grækenland og Tyrkiet

Tyrkiet har indtil videre hjemsendt tre IS-krigere, deriblandt én dansk statsborger.

Et IS-medlem er angiveligt fanget mellem den græske og den tyrkiske side af den af den svært bevogtede grænse mellem de to lande. (Foto: DHA © Scanpix)

Danmark har allerede modtaget og anholdt en af de IS-krigere, Tyrkiet i dag har udvist. Der skulle også være en på vej til Tyskland, men det er endnu ikke bekræftet af den tyske regering.

Og så er der en tredje, der officielt ikke befinder sig i noget land: Da han forsøgte at komme ind i Grækenland efter at være blevet sat af ved en tyrkisk grænseovergang, blev han nemlig afvist.

Derfor er han angiveligt fanget mellem de to lande. DR Nyheder er ikke bekendt med mandens fulde identitet, men manden er amerikansk statsborger.

Denne video af manden fanget mellem de grænser er delt på Twitter af en fransk terrorforsker:

Ifølge græsk politi forsøgte samme mand allerede for en måned siden at komme ind i Grækenland. Dengang skulle han angiveligt have sagt, at hans opholdstilladelse i landet var udløbet. Også dengang afviste græsk politi ham, men i dag forsøgte han så angiveligt igen at krydse grænsen til Grækenland - og blev igen afvist.

Nu er han så fanget mellem Grækenland og Tyrkiet, der ikke ønsker at tage ham ind og behandle hans udlevering til USA. De amerikanske myndigheder har ikke kommenteret på sagen.

Flere på vej til Europa

Tyrkiet er som varslet fredag begyndt hjemsendingerne af udenlandske IS-krigere med begrundelsen, at de ikke vil fungere som hotel for terrorister.

Den første, der er sendt retur, er en 28-årig dansk statsborger, og han har ifølge Københavns Politi tidligere fået en dom på fire års fængsel i Tyrkiet for at have tilsluttet sig terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er der tale om Ahmad el-Haj. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i morgen med henblik på varetægtsfængsling.

I denne video delt på Youtube skyder han - nummer to fra venstre- og tre andre syrienkrigere til måls efter billeder af blandt andre Naser Khader og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Ifølge en talsmand for det tyrkiske indenrigsministerium vil yderligere ti IS-medlemmer med tysk statsborgerskab blive sendt til Tyskland i løbet af denne uge. Syv af dem vil blive sendt afsted på torsdag.

Også to personer med irsk statsborgerskab og 11 personer med fransk statsborgerskab vil blive sendt til de respektive lande.

'Må ikke blive en fare'

De tyske myndigheder har som nævnt endnu ikke kommenteret på meldingerne om, at der allerede er et IS-medlem på vej til landet. Dog siger landets indenrigsminister, Horst Seehofer, at de tager meldingerne meget alvorligt.

- Borgere kan være sikre på, at hver enkelt sag vil blive nøje undersøgt af de tyske myndigheder,

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at hjemvendte med forbindelser til IS bliver en fare i Tyskland, siger Horst Seehofer til det tyske nyhedsmedie ZDF.

Ifølge den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, sidder der - inden de første sendes ud af landet - 1.149 tilhængere af terrorbevægelsen Islamisk Stat i de tyrkiske fængsler. Af disse er 737 udenlandske statsborgere.