Amerikansk løber i kamp på liv eller død med puma: 'Der skulle drastiske metoder til'

I Colorado i USA angreb en puma en jogger på løbetur.

En ung puma gik til angreb på en løber ved Fort Collins den 4. februar.

- Mit hjerte sprang op i halsen på mig.

Kun tre meter væk stod en puma og knurrede af Travis Kauffman.

Den 31-årige amerikaner er vant til at løbe i vilde naturområder, men denne gang skulle mødet med naturen vise sig at overgå alt andet.

I sidste uge løb Travis Kauffman en tur ved bjergparken Horsetooth Mountain Open Space, cirka 100 kilometer fra byen Denver. Og pludselig stod joggeren ansigt til ansigt med en ung puma.

Pumaens angreb kom frem i sidste uge, og nu står Travis Kauffman frem og fortæller sin version af de dramatiske minutter.

Kvalte den med foden

Han forsøgte først at skræmme dyret væk ved at råbe og fægte med armene, men den strategi hjalp ikke længe.

Pumaen sprang på ham og låste sit gab om hans håndled, da han forsøgte at beskytte ansigtet mod kløerne.

Han ville kaste pumaen af sig, men det endte i stedet i en ’wrestling kamp’ siger han til CNN.

Amerikaneren forsøgte først at kæmpe imod dyret med pinde og sten.

- Det slog virkelig klik, efter jeg slog den i hovedet med en sten, og den stadig ikke ville give slip på mit håndled. Der gik det op for mig, at der skulle mere drastiske metoder til, siger Travis Kauffman ifølge CNN.

Langt om længe lykkedes det Kauffman at presse sin fod ned på pumaens hals og holde den klemt så længe, at pumaen til sidst blev kvalt og gav slip på hans håndled.

Efter den blodige kamp var Kauffman nødt til at løbe yderligere fem kilometer ned ad stien.

Her mødte han en anden løber, der fulgte ham ned til en parkeringsplads, hvor et par hjalp ham videre til hospitalet.

På hospitalet konstaterede man, at joggerens skader var alvorlige, men ikke livstruende. Travis Kauffman fik blandt andet 19 sting over kinden og seks over næseryggen.

'Han gjorde det eneste rigtige'

Det formodes at have været en hanpuma, som Travis Kauffman var oppe imod. Og ifølge Mark Leslie fra Colorados parkmyndigheder, CPW, reagerede løberen, som han skulle.

- Løberen gjorde alt for at redde sit liv. I tilfælde af, at man bliver angrebet af en puma, så er man nødt til at gøre alt, hvad der er i ens magt for at kæmpe tilbage, som denne gentleman gjorde det, siger han ifølge Reuters.

De sidste 100 år har der i USA været færre end 20 dødelige puma-angreb på mennesker, oplyser Reuters.

Facebook
Twitter