Tema #MeToo

Amerikansk og britisk politi efterforsker Weinstein-anklager

Listen over anklager mod filmproducenten vokser dag for dag.

Harvey Weinstein har blandt andet grundlagt filmselskabet Miramax og produktionsselskabet Weinstein Productions sammen med sin bror, Bob Weinstein. (Foto: JACQUES DEMARTHON © Scanpix)

Både i Storbritannien og i USA er politiet nu i gang med at undersøge nogle af de anklager om seksuelle overgreb, der er blevet rejst mod filmproducer Harvey Weinstein.

Den skriver britiske BBC.

Ifølge mediet efterforsker politiet i New York City et overgreb, der angiveligt skal have fundet sted i 2004.

Politiet undersøger samtidig, om der er indgivet yderligere anmeldelser mod Weinstein og opfordrer personer, der måtte have oplysninger om overgreb begået af filmproduceren, til at rette henvendelse til politiet.

I den britiske hovedstad, London, er Metropolitan Police i gang med efterforskningen af et seksuelt overgreb, som Weinstein er anklaget for at have begået i byen i 1980'erne.

Anmeldelsen blev ifølge politiet indgivet i et andet politidistrikt i går.

Fyret fra eget selskab

Disse kvinder har blandt andre rettet anklager mod Weinstein: (Øverst fra venstre) Lea Seydoux, Emma de Caunes, Gwyneth Paltrow, Asia Argento og Ashley Judd (nederst fra venstre) Cara Delevingne, Rosanna Arquette, Judith Godreche, Angelina Jolie og Rose McGowan. (Foto: N. PROMMER / G. HORCAJUELO / S. © Scanpix)

Siden de mange formodede overgreb blev beskrevet i en artikel den amerikanske avis New York Times i sidste uge, er adskillige kvinder trådt frem med anklager om enten seksuelle overgreb, upassende opførsel eller seksuel chikane.

Ifølge The New York Times har Weinstein indgået mindst otte forlig med kvinder, som har anklaget ham for uønsket seksuel kontakt og sexchikane over tre årtier.

En række af overgreb blev ligeledes beskrevet i magasinet The New Yorker i tirsdags. Politiet i New York er ifølge nyhedsbureauet AP gået i gang med at identificere og afhøre de kvinder, der har medvirket i artiklen.

De kvinder, der anklager Weinstein - en af filmbranchens mest magtfulde og indflydelsesrige personer - tæller blandt andre skuespillerne Angelina Jolie, Gwyneth Paltrow, Rosanna Arquette, Asia Argento og Lea Seyduox.

Omkring 30 kvinder har indtil videre rejst anklager mod Weinstein - og listen vokser.

Harvey Weinstein blev i søndags fyret fra sit eget produktionsselskab. Han har gennem en talsperson afvist at have begået seksuelle overgreb.