Amerikanske politikere skal i træning for at undgå chikane

Ansatte i Repræsentanternes Hus skal trænes i at undgå chikane efter afsløringer om "forkert seksuel adfærd".

- Vi skal bekæmpe sexchikane og sikre en tryg arbejdsplads, siger formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan. (Foto: Yuri Gripas © Scanpix)

Frem over skal de 435 politikere samt ansatte i Repræsentanternes Hus - der er det ene kammer i den amerikanske Kongres - modtage obligatorisk træning i at undgå chikane og diskrimination på arbejdspladsen.

Det slår formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, fast.

- Dagens høring var endnu et vigtigt skridt i vores indsats for at kæmpe mod sexchikane og sikre en tryg arbejdsplads, skriver han i en pressemeddelelse.

Fortalte om grimme oplevelser under en høring
Udtalelsen kom kort efter en høring i Komitéen for Repræsentanternes Hus Administration, hvor to kvindelige ansatte delte sine oplevelser af sexchikane, der involverede nuværende medlemmer af Kongressen.

Under høringen fortalte republikaneren Barbara Comstock, at en ansat havde sagt sit job i Repræsentanternes Hus op, efter at et medlem havde bedt hende om komme hjem til ham med noget materiale til arbejdet.

Her skulle han angiveligt have blottet sig for hende.

- Hvad bliver der gjort for kvinder i disse situationer?, spurgte Barbara Comstock under høringen.

Anklager to lovgivere for at være involveret
Ved samme høring fortalte republikaneren Jackie Speier, at der er to nuværende lovgivere, der er involveret i sager om sexchikane.

- Lige nu er der en siddende republikaner og en siddende demokrat, der har udført sexchikane, sagde Jackie Speier.

Og nu vil Paul Ryan se ændringer.

- Vores mål er ikke kun at øge opmærksomheden, men også at gøre det fuldstændigt klart, at chikane i enhver form ikke hører hjemme i denne institution, uddybede Paul Ryan på et pressemøde.

Paul Ryans melding kommer fem dage efter, at Senatet - det andet kammer i Kongressen - enstemmigt vedtog et lovforslag, der pålægger senatorerne, ansatte og praktikanter den samme træning.

/ritzau/