Amerikanske stjerne-forskere får Nobelpris

Tre amerikanske forskere får Nobelprisen i fysik for deres forskning i supernovaer.

Saul Perlmutter blev meget overrasket, da han i dag fik at vide, at han havde fået Nobelprisen i fysik. (© AFP/Berkley Lab)

Årets Nobelpris i fysik tildeles de tre forskere Saul Perlmutter, Brian Schmidt og Adam Riess, oplyser Nobel-komitéen. Perlmutter og Riess er amerikanere, mens Schmidt er både amerikansk og australsk statsborger.

De tre tildeles prisen for deres forskning i supernovaer.

- De har studeret flere dusin eksploderende stjerner, kaldet supernovaer, og opdaget, at universitet udvider sig i en stadigt højere hastighed, oplyser Nobel-komitéen.

Jeg er blød i knæene

Tildelingen af den prestigefyldte pris kom helt bag på Perlmutter, da han blev kontaktet telefonisk af det svenske nyhedsbureau TT.

- Dette er vidunderligt at høre. Jeg må straks ringe til mine kolleger og gratulere dem også, siger han.

Schmidt modtog den glædelige meddelelse i Australiens hovedstad, Canberra.

- Jeg har det, som da mine børn blev født. Jeg er helt blød i knæene, siger han.

Astrofysik og filosofi

Saul Perlmutter er født 1959 i USA. Han er professor i astrofysik ved Lawrence Berkeley National Laboratory og University of California.

Brian P. Schmidt er født 1967 i USA og doktor i filosofi ved Harvard University. Han er også professor ved Australian National University i Australien.

Adam G. Riess er født 1969 i Washington, USA, og er professor i astronomi og fysik ved Johns Hopkins University i Baltimore.