Tema Slaget om Mosul

Amnesty advarer: IS bruger Raqqas indbyggere som skjold

Civilbefolkningen risikerer at blive slagtet, når den amerikanskledede koalition bomber byen

Mellem 10.000 og 50.000 civile bliver brugt som bombeskjold af IS i Raqqa. Shawakh Al Omar blev såret under flugten fra den belejrede by.

Den amerikansk ledede koalition rykker tættere på en befrielse af Raqqa fra Islamisk Stat: Raqqa er byen som IS har haft som hovedkvarter de seneste tre år.

Men det kommer til at koste civilbefolkningen dyrt på samme måde, som det gjorde, da Mosul blev befriet, advarer Amnesty International.

Menneskerettighedsorganisationen opfordrer i en ny rapport den amerikansk ledede koalition til at gøre en særlig indsats for at undgå at civilbefolkningen lider unødigt store tab.

- Mens kampen for at vriste Raqqa fri fra Islamisk Stat intensiveres, er tusinder af civile fanget i en dødelig labyrint, hvor de er under beskydning fra alle sider.

- Det er velkendt, at IS anvender civile som menneskelige skjolde, og derfor må både de amerikanske styrker og SDF (Syrian Democratic Forces, red.) fordoble deres indsats for at beskytte civile, særligt ved at undgå vilkårlige bombardementer og ved at skabe sikre flugtveje for indbyggerne, siger Donatella Rovera, som har ledet Amnestys research i området.

Soldater fra SDF, de Syriske Demokratiske Styrker, gør klar til et nyt angreb på den del af Raqqa, som IS stadig kontrollerer. (Foto: ZOHRA BENSEMRA © Scanpix)

Med livet som indsats

Det vides ikke, hvor mange civile, der er fanget i den gamle del af Raqqa, som IS stadig kontrollerer. Men FN skønner, at der stadig er et sted mellem 10.000 og 50.000 civile, som IS udnytter som menneskelige skjolde.

Øjenvidner, der er flygtet ud af byen med livet som indsats, beretter til Amnesty om snigskytter og bombefælder, der skal forhindre indbyggerne i at slippe levende ud af Islamisk Stats jerngreb.

Samtidig bliver indbyggerne ramt af bomber og granater, som den amerikansk ledede styrke lader regne ned over byen som forberedelse til det afgørende slag.

42 dræbte efter bombeangreb

For to dage siden fortalte aktivister i Raqqa om 42 civile dræbte efter et bombeangreb.

- Det var et helvede. Mange bomber ramte i vores område. Indbyggerne vidste ikke, hvordan de skulle slippe i sikkerhed. De løb fra det ene sted til det andet bare for at blive ramt dér.

- Vi var alle fanget i byen, fordi IS ikke ville lade os rejse, fortæller en indbygger, som det er lykkedes at flygte om hans oplevelse af Raqqa under bombardementerne.

En af de eneste flugtveje ud af byen er floden Eufrat, men øjenvidner fortæller til Amnestys researchere, at koalitionsstyrkerne går målrettet efter de både og fartøjer, der krydser floden.

Flyveblade med advarsel

Tilbage i marts kastede koalitionen flyveblade ned over Raqqa med en advarsel mod at sejle over Eufrat, fordi IS transporterer våben og krigere over floden med både og færger, som derfor vil blive bombet.

Den amerikanske general Stephen Townsend sagde i begyndelsen af juli til New York Times, at koalitionen ”skyder alle de både, de ser.”

Den taktik er ifølge Amnesty International et brud på krigens regler:

- Floden har været en helt afgørende flugtrute for civile, der flygter fra konflikten i Raqqa. Så det at angribe alle både ud fra den fejlagtige påstand om, at alle både på Eufrat har IS-krigere eller våben ombord, er både vilkårligt og forbudt under krigens regler, siger Donatella Rovera fra Amnesty.

Hun opfordrer den amerikansk ledede koalition til at undgå vilkårlige angreb og tage alle tænkelige forholdsregler for at minimere de civile tab.

Raqqa

Den syriske provinsby Raqqa ligger 160 km øst for Aleppo. Byen blev i begyndelsen af 2014 overtaget af Islamisk Stat, som siden udnævnte til 'hovedstad'.

Den arabisk-kurdiske SDF-styrke er med amerikansk støtte på vej ind i byen nord fra, mens regeringsstyrkerne med støtte fra russiske bombefly angriber Raqqa fra syd.

Ifølge Brett McGurk, USA's særlige udsending for den amerikansk støttede koalitoin, er der omkring 2000 IS-krigere tilbage i Raqqa. IS bruger civilbefolkningen som bombeskjold. FN vurderer, at der er mellem 10.000 og 50.000 civile i byen.