Amnesty anklager Rusland for at bruge landminer og klyngebomber mod civile i Kharkiv

Legepladser, hjem og kirkegårde er blandt de steder, som i Kharkiv er blevet ramt af russiske bomber, lyder det fra Amnesty.

Ifølge lokale myndigheder har 606 civile mistet livet i russiske angreb i Kharkiv, mens 1.248 er blevet såret. Her betragter en mand et sønderbombet supermarked i Ukraines andenstørste by den 8. juni. (Foto: SERGEY BOBOK © Ritzau Scanpix)

Listen af beviser, for at Rusland har brugt ulovlige våben mod civile i Ukraine, vokser sig ifølge Amnesty International længere og længere.

Ngo'en finder således i en ny rapport, at der gentagne gange er brugt ulovlige klyngebomber i storbyen Kharkiv.

Det skriver Amnesty i en pressemeddelelse.

Rusland har også brugt landminer, som er designet til at ramme mennesker, i civile områder i byen ifølge organisationen.

Begge våben er i strid med international ret, da de rammer vilkårligt.

Donatella Rovera, Amnesty Internationals kriseresearcher, kalder den russiske fremgangsmåde "chokerende".

- Kharkivs indbyggere har været udsat for nådesløse, vilkårlige angreb igennem de seneste måneder, siger hun i en pressemeddelelse.

- Mennesker er blevet dræbt i deres hjem og på gaderne, på legepladser og kirkegårde, i kø efter humanitær hjælp eller på indkøb efter mad og medicin.

Hundredvis dræbt siden krigens start

Kharkiv er Ukraines næststørste by. Den ligger i den nordøstlige del af landet og har flere gange været genstand for hårde angreb. De begyndte allerede i forbindelse med invasionens start den 24. februar.

Lokale sundhedsmyndigheder oplyser til Amnesty, at i alt 606 civile er blevet dræbt i russiske angreb på byen. 1.248 er blevet såret.

Amnestys efterforskere har undersøgt 41 angreb. 160 mennesker er blevet interviewet over 14 dage i april og maj. De tæller ofre, vidner og læger, der har behandlet sårede.

Ifølge organisationen har bombardementer især ramt nordligt og østligt beliggende boligområder i byen.

En politibetjent og en efterforsker fra Ukraines statsanklager besøger en skole i Kharkiv, som er blevet ødelagt af russiske angreb, i Kharkiv den 2. juni 2022. (Foto: IVAN ALVARADO © Ritzau Scanpix)

Rusland afviser anklager

Rusland har tidligere afvist, at civile er blevet ramt i det, den russiske regering betegner som en "specialoperation", der skal "afnazificere" Ukraine.

Det er over to måneder siden, at billederne af lig i den ukrainske by Butjas gader førte til international fordømmelse. Her mener Amnesty allerede at have fundet beviser for krigsforbrydelser.

En række efterforskningshold undersøger for tiden krigsforbrydelser i Ukraine. Heriblandt er et hold på 42 repræsentanter fra Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Gruppen blev udsendt 17. maj. Det er ifølge ICC den "største enkeltstående" udsendelse af folk fra domstolens kontor hidtil.

/ritzau/