Amnesty: Hemmelige CIA-fængsler i Østeuropa

Amnesty International siger, at der er flere beviser på, at østeuropæiske lande kan have været indblandet i CIA-flyvninger med terrormistænkte til hemmelige fængsler i Østeuropa.

Lande i Østeuropa har huset hemmelige fængsler, hvor den amerikanske efterretningstjeneste CIA har tilbageholdt fanger, der ikke figurerer i nogen former for lister eller registrering.

Menneskeretsorganisationen Amnesty International siger, at den råder over beviser på, at østeuropæiske lande kan have deltaget i den amerikanske efterretningstjenestes omfattende program med hemmelige transport og tilbageholdelse af terrormistænkte.

Tre yemenitiske vidner

Tre yemenitter siger til Amnesty, at de blev fanget i Jordan, Indonesien og Tanzania i 2003, hvorefter de blev fløjet til hemmelige CIA-fængsler i Østeuropa.

Her blev de holdt tilbage i 13 måneder, inden de blev sendt hjem til Yemen, hvor de blev anklaget for at have forfalsket rejsedokumenter, hedder det i en ny rapport fra Amnesty, der gennemgår den amerikianske behandling af hemmelige fanger.

En amerikansk embedsmand siger, at terrormistænkte bliver transporteret i henhold til USA's lov og folkeretten, og den amerikanske udenrigsminster Condoleezza Rice forsvarede under en haste-rundrejse i Europa sidste år det amerikanske program. Hun forholdt sig dog alene til programmet i overordnede vendinger, og bestred at der foregår nogen som helst form for tortur.

Menneskeretsorganisationer mener til gengæld at der er tale om grove krænkelser af internationale konventioner og international ret. Både Europarådet og EU Parlamentet forsøger at blotlægge den amerikanske virksomhed i Europa, men undersøgelserne gøres vanskelige af, at stor set alle de europæiske regeringer er uinteresserede i, at detaljerne kommer frem.

Facebook
Twitter