Amnesty i rapport: Etnisk udrensning i Centralafrika

Der foregår en decideret etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik. Ifølge Amnesty forfølger de kristne militser muslimer.

Mange flygtninge har søgt tilflugt i Bangui M'Poko-lufthavnen i Den Centralrepublikanske Republik. (Foto: Luc Gnago © Scanpix)

Muslimer er udsat for etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik, lyder den opsigtvækkende konklusion i en rapport fra Amnesty International, som har haft et researchhold i landet de seneste måneder.

Samtidig hedder det i rapporten, at internationale fredsbevarende styrker har svigtet at beskytte de muslimske grupper i den vestlige del af landet.

- Militsen anti-balaka udfører voldelige angreb i et forsøg på etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik, og resultatet er muslimsk masseflugt af historiske dimensioner, siger Joanne Mariner, som er kriserådgiver i Amnesty International.

Styrker har ikke stoppet volden

Rapporten fra Amnesty International er baseret på flere end 100 beretninger fra førstehåndsvidner. De fortæller om angreb mod muslimer i de nordvestlige byer Bouali, Boyali, Bossembele, Bossemptele og Baoro.

- Situationens alvor kræver akut handling, siger Joanne Mariner.

Menneskerettighedsorganisationen kritiserer det internationale samfund for at have været for langsom til at gribe ind i konflikten.

- Internationale fredsbevarende styrker har fejlet i forhold til at stoppe volden, siger kriserådgiver Donatella Rovera.

Amnestys undersøgelse i Den Centralafrikanske Republik har stået på i december, januar og februar.

/ritzau/