Amnesty: Israel bruger civile som skjold

Den israelske hær bruger palæstinensiske civile som skjold under kamphandlingerne i Gaza, siger Amnesty International.

Ruindyngerne breder sig i Gaza, hvor den israelske hær rykker frem (Foto: © Jack Guez, Scanpix)

Den israelske hær bruger palæstinensiske civile som skjold under kamphandlingerne i Gaza, siger Amnesty International.

Vidner

Organisationen oplyser, at man har vidneudsagn fra tre episoder, hvor israelske soldater har indtaget positioner i civile palæstinenseres bolig. Vidnerne har enten selv været til stede, eller er slægtninge til berørte, men Amnesty International beskytter vidnernes identitet i overensstemmelse med menneskeretsorganisationen normale praksis.

Amnesty International rapporterede første gang om den israelske praksis den 8. januar. Organisationen oplyser over for DR Nyheder, at medierapporter tyder på, at der er tale om en almindelig praksis under denne konflikt.

Velkendt taktik

Samtidig påpeger Amnesty Internationals hovedkontor i London, at den israelske hær også tidligere har brugt civile palæstinensere som skjold, og at der derfor ikke er enestående, at israelske tropper gør det i Gaza under den aktuelle konflikt.

Både Amnesty International og Human Rights Watch har rapporteret om tilfælde i 2002, da den israelske hær udførte omfattende militære operationer på den besatte Vestbred.

- Det store antal tilfælde af palæstinensere, der er brugt som "menneskelige skjolde" i den israelske hærs operationer, afslører et klart mønster, hedder det i Amnesty-rapporten Israel og de besatte områder, fra 2002.

Anklager Hamas

Israel begrunder løbende de omfattende militære angreb i Gaza med, at den islamistiske organisation Hamas bruger civil-befolkningen og civile institutioner som skjold for deres militære angreb på Israel.