Amnesty: Italien brugte tortur for at få fingeraftryk

Politiet har ifølge ny Amnesty-rapport brugt slag og elektrisk stød mod flygtninge for at få deres fingeraftryk.

Nogle flygtninge og migranter har ikke ønsket at aflevere fingeraftryk til de italienske myndigheder, og flere er derfor blevet tvunget til det, lyder det fra Amnesty International. (Foto: Ralph Orlowski © Scanpix)

Italiensk politi har brugt prygl og elektriske stød til at tvinge flygtninge og migranter til at afgive fingeraftryk. I nogle tilfælde kan der være tale om tortur, lyder konklusionen fra Amnesty International.

- Den Europæiske Unions pres på Italien om at være hård over for flygtninge og migranter har ført til ulovlige udvisninger og brutal behandling, som i nogen tilfælde kan indebære tortur, står der i rapporten.

Den voldsomme behandling er angiveligt sket, fordi nogle flygtninge har nægtet at afgive deres fingeraftryk. Det nægter de, fordi det vil gøre det sværere for dem at rejse videre og søge asyl i andre lande.

Af de i alt 24 rapporter om mishandling, som Amnesty har indsamlet, involverer 16 prygl.

Ifølge Amnesty International rejser den nye rapport alvorlige bekymringer. Organisationen opfordrer til en uafhængig undersøgelse af situationen.

/ritzau/

Facebook
Twitter