Amnesty: Lovforslag vil reducere iranske kvinder til fødemaskiner

Amnesty frygter forringet ligestilling på arbejdsmarkedet og i privatlivet for kvinder i Iran.

To lovforslag vil ifølge Amnesty være et hårdt slag mod ligestillingen i Iran. (Foto: Atta Kenare © Arkivfoto: Scanpix)

Iranske kvinder vil blive reduceret til fødemaskiner, hvis landets politikere stemmer to lovforslag igennem. Det siger vicegeneralsekretær i Amnesty i Danmark Trine Christensen.

- Og det siger vi så hårdt på grund af nogle helt konkrete ting, der står i lovforslagene: For eksempel at adgangen til prævention bliver voldsomt reduceret, siger hun.

Hun henviser til, at en vedtagelse af lovforslagene vil betyde et forbud mod, at private og offentlige aktører udbreder kendskab til eller underviser i prævention.

Samtidig vil lovforslagene ifølge Amnesty betyde et forbud mod frivillig sterilisering, der menes at være den næstmest anvendte form for prævention i Iran i dag, kun overgået af p-pillen.

- Dybt problematisk udvikling

Helt konkret vil lovforslagene - hvis de bliver gennemført - forbyde alle former for permanent prævention, hvis kvindens fysiske sundhed ikke er truet.

Lovforslagene vil også medføre forskellige disciplinære foranstaltninger over for læger, der steriliserer kvinder.

Ifølge Amnesty International vil lovforslagene også pålægge visse arbejdsgivere at vælge først jobsøgende mænd med børn, derefter gifte mænd uden børn og endelig kvinder med børn over kvinder uden børn.

Dermed ryger kvinder uden børn bagerst i jobkøen.

- Så det er fundamentale rettigheder, der er tale om her, siger vicegeneralsekretæren.

Under en femtedel på arbejdsmarkedet

Iran har i forvejen en af de laveste andele af kvinder, der er aktive på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af opgørelsen 'Global Gender Gap Report' fra World Economic Forum i 2014, at Iran rangerer som nummer 139 ud af 142 lande på økonomisk deltagelse og muligheder.

Blandt andet er blot 17 procent af landets kvinder i alderen 15 til 64 år enten i arbejde eller arbejdssøgende.

Lang vej til ligestilling

Trine Christensen mener, at det er dybt problematisk, at de to lovforslag nu er oppe til overvejelse. Hun påpeger, at der fortsat er lang vej til ligestilling i Iran, men at der også har været tiltag og politiske signaler, der har tydet på fremgang.

- Og det her går i stik modsat retning, siger hun.

Trine Christensen ser desuden en helt konkret fare ved lovforslagene:

- Man risikerer også, at der vil være langt flere uønskede graviditeter og dermed også illegale aborter. Og det kan jo i sidste ende betyde kvinders liv, der er på spil.

Facebook
Twitter