- Bliv væk.
Så direkte er budskabet i en ny hollandsk onlinekampagne målrettet unge britiske mænd, der planlægger "en griset aften" i den hollandske storby Amsterdam.
Bag den nye kampagne står byens kommune, og den er målrettet britiske mænd i alderen 18-35 år, oplyser de lokale myndigheder.
Her indgår flere kampagnevideoer, hvor man ser unge mænd ende i uheldige situationer i den populære turistby.
I en af videoerne følger man en ung mand, der bliver stoppet af hollandsk politi og lagt i håndjern, inden han får taget fingeraftryk og bliver efterladt i en celle med tydelig spor af anger.
I en anden ses en ung bevidstløs mand blive hentet af en ambulance, hvorefter det gøres klart, at man bare skal blive væk, hvis man har planer om at tage til Amsterdam for at tage stoffer.
Ifølge kommunen vil briter blive mødt af annoncer fra den såkaldte Stay Away-kampagne, når de søger på ord som polterabend, billigt hotel eller pub crawl kombineret med Amsterdam.
Det er blot et af flere initiativer for at ændre turismebilledet i Amsterdam, og den hollandske storby er langt fra alene.
Griber ind over for polterabender, cannabis og trængsel
Den nye kampagne er langt fra hollændernes første forsøg på at ændre turistbilledet i Amsterdam, der i årevis har generet byens indbyggere.
I december sidste år vedtog byrådet en såkaldt 2035-vision, der blandt andet sætter ind over for overturisme og gener fra fulde turister her og nu.
Byrådet har blandt andet varslet nye tiltag her til foråret, der blandt andet indbefatter et forbud mod at ryge cannabis i byens berømte 'Red Light District'.
Samtidig indfører man tidligere lukketider for barer, natklubber og bordeller og begrænser salget af alkohol i visse dele af byen.
Red Light District er et af byens helt store trækplastre:
Derudover kigger byen i øjeblikket på tre forskellige lokationer til et nyt "erotisk centrum", hvor der bliver plads til omkring 100 sexarbejdere såvel som diverse beværtninger, oplyser kommunen.
Håbet er, at det kan hjælpe med at komme trængsel og støj til livs i byens centrum.
For næsten ti år siden inviterede Amsterdams daværende borgmester, Eberhard van der Laan, sin kollega i London, Boris Johnson, til byen for at se, hvordan besøgende briter opførte sig i byen, påpeger BBC.
Det skete som reaktion på, at den daværende London-borgmester havde omtalt Amsterdam som "snusket". Det var nemlig i høj grad briter, som var problemet, mente den hollandske borgmester.
- De synger 'You'll never walk alone'. De klæder sig ud som kaniner eller præster, og nogle gange har de overhovedet ikke tøj på. Jeg ville elske at invitere ham over for at bevidne det, lød det fra Eberhard van der Laan ifølge BBC.
Det britiske medie beretter, at kritikere har beskyldt den målrettede kampagne for at være diskriminerende og baseret på uretfærdige stereotyper.
Mallorca forsøger at gøre op med druk og fodboldtrøjer
Også den spanske ferieø Mallorca er træt af at være drukdestination for udenlandske turister.
For at komme udfordringen med fulde og sjuskede turister til livs indførte en række beværtninger i området Playa de Palma sidste år dresscode for at gøre op med turister, der søgte mod området for at tage på druk.
Det betyder et forbud mod blandt andet fodboldtrøjer og bar mave.
Tilbage i 2020 indførte myndighederne på De Baleariske Øer, som blandt andet omfatter Mallorca og Ibiza, ligeledes en lov, der blandt andet forbyder happy hour, fri bar og to-for-en-tilbud samt gør det ulovligt at reklamere for pubcrawl.
Venedig vil beskatte dagsturister
I 2019 havde mere end halvdelen af verdens turistbesøg en europæisk by som destination, og Amsterdam er derfor langt fra den eneste by, der døjer med overturisme, påpeger det hollandske bystyre.
Og det kan man nikke genkendende til i blandt andet Venedig.
Den italienske turistmagnet, der kun huser 50.000 indbyggere, modtager til tider over 100.000 besøgende om dagen, beretter Euronews. Det har i årevis givet udfordringer og irritation for de lokale i kanalbyen.
Det skyldes ikke mindst de millioner af dagsturister, der hvert år besøger byen i nogle timer for dernæst at rejse videre.
Sidste år slog byens rådmand på turisme-området, Simone Venturini, fast, at man er træt af "hit-and-run-turisme".
- Det er ikke den slags turisme, vi vil have, sagde han ifølge The Guardian.
I 2021 forbød man store krydstogtskibe at lægge til i byens havn, og sidste år vedtog man, at dagsturister skal betale en særlig turistskat på op til 75 kroner for at få adgang til byen.
Indførelsen af den nye skat er dog blevet udskudt flere gange, og store skibe har kunnet omgå forbuddet ved at sende passagerer i land ved hjælp af motorbåde.
Marseille forsøger at beskytte strandområde fra turister
En af de helt store attraktioner i den franske havneby Marseille er områdets Parc National des Calanques, som byder på bjergtagende strande, indløb og grotter omgivet af azurblåt vand.
Tusinder af turisters fodsåler har dog sat landskabet under pres. Derfor indførte nationalparken sidste år et bookingsystem i den travle sommerperiode. Her blev der kun givet adgang til 400 daglige besøgende, beretter Euronews.
Derudover begrænsede man adgangen til flere områder for at give naturen mulighed for at komme sig.