ANALYSE Aftale er et stort nederlag for svensk statsminister

Med dagens aftale er blokpolitikken i svensk politik blevet styrket. Helt imod det, som har været Socialdemokraternas mål, skriver Ole Ryborg.

Löfven vandt regeringsmagten. Men med den såkaldte december-aftale, som den rød-grønne regering i dag har indgået med de fire borgerlige partier i Sverige, så har Stefan Löfven politisk lidt et stort nederlag, skriver Ole Ryborg. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Socialdemokratiet og Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har kun haft to overordnede målsætninger i år.

At komme til magten ved Riksdagsvalget i september og en gang for alle at splitte det borgerlige regeringsalternativ – Alliancen – som har regeret Sverige de seneste otte år.

Löfven vandt regeringsmagten. Men med den såkaldte december-aftale, som den rød-grønne regering i dag har indgået med de fire borgerlige partier i Sverige, så har Stefan Löfven politisk lidt et stort nederlag.

For med aftalen står det borgerlige regeringsalternativ stærkt, og hele det socialdemokratiske projekt med at splitte den borgerlige lejr ligger i ruiner.

Op til Riksdagsvalget forsøgte Socialdemokraterne igen og igen at lokke flere af de borgerlige partier med et samarbejde. Men det lykkedes aldrig for Löfven at splitte den borgerlige alliance - på trods af adskillige invitationer til både Centerpartiet og Folkpartiet.

Men alliancen stod fast og gik til valg sammen.

Da regeringens finanslov faldt, og den borgerlige finanslov den 3. december blev vedtaget med Sverigedemokraternas stemmer, truede Löfven med at udskrive ekstravalg.

Ville næppe have ændret svensk politik

Igen var det Löfvens håb, at udsigten til et ekstravalg, som de borgerlige ikke stod til at vinde noget videre ved, ville få nogle af de borgerlige partier til at bryde med blokpolitikken og indlede et samarbejde med den rød-grønne regering.

Men igen holdt de borgerlige fast, og dermed måtte Stefan Löfven lide endnu et politisk nederlag.

Han kunne holde fast i at gennemføre ekstravalget, som i praksis næppe ville have ændret noget i svensk politik. Eller han ville kunne indgå en aftale med de fire borgerlige partier. En aftale, som nu cementerer blokpolitikken i svensk politik.

Altså det stik modsatte af, hvad Stefan Löfven og Socialdemokraterna har forsøgt at opnå gennem hele 2014.

Det er manglen på borgerligt sammenhold, som har holdt Socialdemokraterna ved magten i svensk politik i de sidste efterhånden mange årtier. Og det var sammenhold i den borgerlige lejr, som holdt den borgerlige alliance ved magten de seneste otte år.

Med december-aftalen, som blev offentliggjort i dag, så virker blokpolitikken i Sverige cementeret i de kommende otte år.

Energi og pension fremhæves

Aftalen løber frem til 2022. Den betyder, at den største blok i Riksdagen kan få sin finanslov igennem. Og at den største blok i Riksdagen udpeger landets statsminister.

Op til valget sagde Stefan Löfven netop, at han ikke automatisk ville lade den største blok regere. Men den holdning har Socialdemokraterna nu lovet at droppe - også efter valget i 2018.

Og prisen er en aftale, som stort set er identisk med det, de borgerlige partiledere foreslog Stefan Löfven om aftenen den 3. december, hvor Löfven i stedet valgte at true med et ekstravalg. Det valg, som nu er aflyst.

Den borgerlige alliance kan fejre, at alliancen holdt, og at det ikke er lykkedes for Socialdemokraterna at gøre det, som har holdt dem ved magten i årtier. Nemlig at bryde det borgerlige sammenhold.

Valg var ikke oplagt comeback for de borgerlige

Men prisen er, at de borgerlige nu lader den rød-grønne regering regere Sverige frem til 2018. Dog med udsigt til blokoverskridende aftaler på en række strategiske områder, hvor blandt andet energi og pension fremhæves i aftalen.

For de borgerlige partier, hvor der er udsigt til, at flere partiledere skal udskiftes, var et ekstravalg ikke oplagt som et muligt comeback.

Både Moderaterna og Folkpartiet skal have ny partileder, og med valget nu udskudt til det ordinære valg i 2018, er det også muligt, at Kristendemokraterna kan nå at skifte partileder.

Med dagens aftale er blokpolitikken i svensk politik blevet styrket. Helt imod det, som har været Socialdemokraternas mål.

Sverigedemokraterna kan se frem til yderligere fire år uden indflydelse.

Ole Ryborg har boet i Sverige i mange år, når han ikke befinder sig i Bruxelles. Han har derfor et indgående kendskab til svenske forhold.