ANALYSE Arabere frygter Iran mere end noget efter aftale med USA

Atom-aftalen med Iran ryster magtbalancen i Mellemøsten, hvor Iran i forvejen markerer sig.

Borgerkrigen i Yemen er bare en af de konflikter i Mellemøsten, hvor Iran og Saudi-Arabien støtter hver sin side. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Præsident Obamas kølige og intellektuelle tilgang til problemer er den røde tråd i atom-aftalen med Iran. Da han blev præsident i 2009, ville han have dels atom-nedrustning, dels en ny start på USA's forhold til Mellemøsten efter Bush’ hårdhændede behandling af Irak.

Han fik begge dele. Om forløbet og resultatet blev, som han forestillede sig, er en ganske anden sag.

I dag er atom-aftalen med Iran i hus – med mindre iranerne bryder den. Washingtons gamle arabiske allierede føler sig til gengæld svigtede af Obama. I 2009 havde Obama talt om USA’s nye respekt for den arabisk-muslimske verden. Han talte ganske vist også om behovet for reformer – men det gør amerikanerne så ofte, at man ignorerede det. Og hvorfor handle anderledes, når Obama ignorerede nedskydningen af demonstranter i Teherans gader under den grønne revolution i Iran i 2009?

Chok på chok

Araberne fik det første chok i 2011. Under det såkaldt arabiske forår ofrede Obama Egyptens mangeårige præsident Hosni Mubarak på reformernes alter. Det saudi-arabiske kongehus, der i årtier havde brugt en blanding af amerikansk militær og olie-milliarder til at sikre sig ro, var i chok. Hvis Obama kunne ofre Mubarak, hvad kunne han så ikke ellers finde på? Og hvad kunne det betyde for Saudi-Arabiens sikkerhed og position, som den ledende muslimsk-arabiske magt?

Næste chok kom i sommeren 2013. Obama havde trukket sin streg i sandet over for Syriens præsident Bashar al-Assad. Hvis han brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, ville USA bruge våbenmagt over for Assad. Assad afslørede Obamas bluff. Ledsaget af en diplomatisk manøvre fra Ruslands præsident Putin aflyste Obama sine angreb, indgik en aftale med Putin og Assad om, at fjerne Assads kemiske våben – og Assad kunne fortsætte sin krig, nu med tøndebomber.

Obama havde mistet al troværdighed i en region, hvor både brug og misbrug af magt skaber troværdighed.

Det tredje chok ramte araberne i efteråret 2013. I Iran var præsident Rouhani blevet valgt til præsident, og Obama forsøgte sig igen med en tilnærmelse for at få en dialog i gang om en atom-aftale. Udenrigsminister Hillary Clinton åbnede forbindelsen til Teheran via Sultanen af Oman – i dybeste hemmelighed. Da nyheden om de iransk-amerikanske forhandlinger brød i september 2013 var chokket til at tage og føle på både i de arabiske lande og Israel.

Frygt for Iran stiger

Nu skal de arabiske lande lære at leve med atomaftalen – blandt andet ved at forhandle massive amerikanske våbenleverancer på plads for at matche frygten for Iran og med amerikanske garantier for, at USA bliver i regionen.

Men undervejs i forløbet er Syrien gået til grunde. Millioner af syrere tvunget på flugt og hundredetusinder arbejder sig i disse uger op gennem Europa. Saudi-Arabien afviste en plads i FN’s Sikkerhedsråd i demonstration, og landets nye Kong Salman takkede nej til Obamas invitation til topmøde i Camp David. I dag er den arabiske misfornøjelse glattet ud – men tilliden til at USA bliver i regionen, tilliden til at USA ikke udsoner sig med Iran, er beskeden. Og araberne frygter Iran mere end noget andet i dag.

Set med arabiske – specielt saudiarabiske øjne – åbnede præsident Bush’ invasion af Irak i 2003 og senere mishandling af Iraks genopbygning og samling for Irans vej ind i den arabiske verden. Nu, frygter de, giver milliarder af hidtil indefrosne sanktions-dollar Iran kræfter til at genopbygge et talstærkt, men antikveret militær. For Iran har allerede demonstreret, at man under hele det internationale sanktions-regime og med sit nuværende militær, har været i stand til at styrke sin magt i regionen – i Irak, i Syrien, i Libanon, i alliancen med Hizbollah – i Yemen, hvor araberne siger, at Iran står bag houthiernes oprør. Det sidste anfægter man ganske vist i Washington, men giver araberne mundtlig støtte for ikke at genere dem mere end nødvendigt er. Men hvad kan det så ikke blive til, spørger man i de arabiske hovedstæder, når iranerne får deres milliarder.

Alle øjne mod Syrien

Det er heller ikke forbigået araberne, at selvom de gamle fjender USA og Iran, ikke har underskrevet en venskabsaftale, men en atom-aftale – så har Iran og USA sammenfaldende interesser flere steder. Det har de i Irak, hvor terrorgruppen Islamisk Stat (IS) er den fælles fjende, og hvor amerikanerne koordinerer med iranerne via irakiske officerer for at undgå at bombe iranske militser i kamp med IS. Og det har de i Afghanistan, hvor både USA og Iran ser Taliban som en fælles fjende.

Og nu retter alles øjne sig mod Syrien. Kan USA og Iran enes – sammen med flere af de andre aktører i den syriske tragedie – om at læg låg på blodbadet?

Undervejs i processen lagde Obama ikke skjul på sin frustration med de arabiske ledere og deres uvilje mod at reformere deres samfund, heller ikke efter det arabiske forår. Han beklagede sig igen og igen over allierede, der ikke turde sige i det åbne rum, hvad de sagde til ham bag lukkede døre.

Så Obama fik sin atom-aftale med Iran. Den hyldes som historisk og som indledningen til et nyt kapitel i Mellemøstens historie. Men spørgsmålene hober sig alligevel op:

Men hvad blev der af USA’s strategiske interesser i den mellemøstlige region? Overfor Irak? Overfor IS? Overfor kurderne? Overfor Yemen? Overfor Syrien – hvor den amerikanske træning af såkaldt "moderate" oprørere ikke går specielt godt?