ANALYSE To brasilianske ærkefjender på anklagebænken sammen

Resultatet af retssagen mod Brasiliens nuværende præsident og hans forgænger kan sende rystelser gennem Sydamerika.

Dilma Rousseff (til venstre) og Michel Temer (til højre) er på anklagebænken sammen denne gang. (Foto: EVARISTO SA © AFP or licensors)

Der er bestemt ikke særligt varme følelser mellem Brasiliens præsident, Michel Temer, og hans forgænger, Dilma Rousseff.

Men denne uge er de i samme båd. De er på anklagebænken sammen i en sag, der kan ende med at udelukke Dilma Rousseff fra brasiliansk politik for altid og ikke mindst betyde, at Michel Temer skal forlade det præsidentpalads, han flyttede ind i i september sidste år.

Det gjorde han efter, at et flertal i det brasilianske senat havde fjernet netop Dilma Rousseff fra magten ved en rigsretssag.

Dengang som nu hævder Dilma og hendes arbejderparti, PT, at rigsretssagen var et maskeret kup, hvor hendes daværende vicepræsident, Michel Temer, og dennes parti, PMDB, førte kniven. Sandheden er, at Temer og Dilma aldrig har haft et særligt tæt venskab - heller ikke før rigsretssagen mod Dilma.

Alliancen mellem de to havde nærmere karakter af et fornuftsægteskab, der førte de to til magten sammen. Dilma som Brasiliens første kvindelige præsident og Temer som den magtfulde grå eminence, der indtog rollen som Dilmas vicepræsident.

Men i slutningen af 2015 brød Michel Temers parti, PMDB, med Dilma Rousseff, og hun endte altså med at blive politisk ydmyget og fjernet brutalt fra magten i slutningen af august sidste år.

Saga af politiske skandaler

Egentlig er sagen, der nu skal finde sin afslutning, en udløber af den store korruptionssag, hvor brasilianske politikere i en helt grotesk stor stil har ladet penge strømme ned i egne lommer via det statsejede olieselskab Petrobras.

Men alligevel udgør denne uges drama et helt særligt og selvstændigt kapitel i den saga af politiske skandaler, der de seneste år har sat sit grimme aftryk på brasiliansk politik.

Kort fortalt beskyldes Dilma Rousseff og Michel Temer for at have kørt en kampagne op til præsidentvalget i 2014, der byggede på ulovlig økonomisk støtte fra en række af de samme firmaer, som er involveret i landets største korruptionssag nogensinde, Petrobras-skandalen.

Som i de fleste andre lande er det som sådan ikke ulovligt for politiske partier og kandidater at modtage økonomisk støtte, men det skal foregå offentlig og efter helt klare revisionsregler.

Anklagen mod makkerparret Dilma/Temer er, at de modtog store millionbeløb under bordet til deres kampagner fra en række private firmaer, der så til gengæld var inde i varmen, når der skulle lovgives eller udliciteres store offentlige ordre.

Domsafsigelse i denne uge

I Brasilien har man en særlig valgdomstol, der hører under landets højesteret, men som udelukkende skal garantere, at diverse valghandlinger i landet forløber korrekt. Det er her, at ugens juridiske drama skal stå. Sagen mod Dilma og Temer har kørt gennem flere år, men denne uge er man så nået frem til domsafsigelsen.

Der er afsat fire sessioner til af fælde dom. Den første starter i dag, den næste finder sted i morgen onsdag, mens de sidste to ligger sent torsdag. Med andre ord kan vi fredag morgen vågne op til den groteske situation, at Brasilien for anden gang på 9 måneder skal have en ny præsident, før dennes mandat er udløbet.

Tre scenarier

Der er flere mulige scenarier, men lad os for en nemheds skyld forholde os til de tre mest sandsynlige:

1: Valgdomstolen frifinder Temer og Dilma.

Det vil være en lille sejr for præsidenten, der udover denne sag befinder sig i et gigantisk politisk stormvejr efter vidneudsagn og lydoptagelser for nyligt pegede på, at Michel Temer selv har modtaget korruption og ikke mindst har forsøgt at købe andre vidner i Petrobras-sagen til tavshed.

Disse anklager vil ikke forsvinde med en frifindelse i denne uges specifikke sag om valgsvindel, men dog give Temer et lille pusterum.

2: Det lykkes for Temers advokater, at overbevise retten om, at den ulovlige støtte udelukkende kom Dilma Rousseff til gode.

I det tilfælde dømmes Dilma, som dermed mister retten til at genopstille til et hvert politisk hverv i Brasilien.

Temer kan fortsætte på præsidentposten.

3: Valgretten finder det bevist, at Temer og Dilma begge er skyldige.

Dermed vil Dilma udelukkes permanent fra brasiliansk politik, og Temer vil ikke længere kunne sidde som Brasiliens præsident, da han jo så er kommet til magten ved et valg, som i princippet var ulovligt og dermed ugyldigt.

Kan give enorme rystelser

I Europa vil det fleste nok have travlt med at kigge mod Storbritannien og det britiske valgresultat fredag morgen, men skulle Michel Temer blive dømt ude, så vil det give enorme rystelser gennem hele Sydamerika og kaste Brasilien ud i yderligere politisk turbulens.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at Temers advokater på en eller anden vis får kastet grus i det juridiske maskineri de kommende dage, så sagen må udsættes og Temer dermed vinder tid til at genfinde fodfæstet politisk, men der er alligevel på alle måder god grund til at holde øje med dramaet i Brasilia de kommende dage.

Det kan blive ganske spektakulært og er - når alt kommer til alt - et drama, der kan betyde, at Sydamerikas største land skal have en ny præsident før tid – igen.

Facebook
Twitter