ANALYSE Brasilien - en bundrådden republik

Ugen startede med små tegn på, at Brasilien efter en lang økonomisk krise endelig var begyndt at kravle op af hullet – men sluttede med et politisk jordskælv, der væltede Sydamerikas største land direkte tilbage mod afgrunden.

Brasilianerne viser deres vrede ved en demonstration imod præsident Michel Temer. (Foto: Pilar Olivares © Scanpix)

Onsdag aften spærrede både jeg og de ellers skandale-hærdede brasilianere øjnene op. Den store brasilianske avis O Globo offentliggjorde en historie, hvor en af landets rigeste forretningsfolk kunne fortælle den måbende befolkning, at Michel Temer som landets præsident har givet grønt lys til at bestikke et hovedvidne i en stor korruptionssag.

Det er en historie, der har alt det, vi normalt ville forvente af en halvdårlig krimi om magtmisbrug. Kufferter fyldt med kontanter, der skifter hænder i en mørk restaurant, forretningsfolk, der stikker af til udlandet, når jorden brænder, og en præsident, der bliver afsløret af hemmelige lydoptagelser foretaget dybt inde i præsidentpaladset.

Og så endda lydoptagelser, der har så ringe lydkvalitet, at det MÅ give anledning til konspirationsteorier om, hvad der egentlig bliver sagt, mens mikrofonen skratter…

Torsdag morgen styrtdykkede aktierne på den brasilianske børs IBOVESPA så kraftigt, at handlen blev suspenderet midlertidigt. Investorerne havde med ét slag mistet tilliden til at, den brasilianske regering kunne styre landet ud af den økonomiske krise, som Brasilien har befundet sig i de seneste tre-fire år.

Da dagen var omme, var der skåret 10 procent af aktie-indeksets værdi, og den brasilianske valuta, realen, var blevet otte procent mindre værd. Fredag rettede både aktier og valuta sig så lidt, men den politiske uro er langt fra forbi.

I parlamentet er der indgivet ikke mindre end otte begæringer om en rigsretssag mod præsident Michel Temer. Altså samme proces, som sendte hans forgænger, Dilma Rousseff, ud af præsidentpaladset i Brasilia sidste år.

Derudover har den offentlige anklager formelt bedt Højesteret indlede en undersøgelse af præsident Temers rolle i sagen med anklager om bestikkelse og forsøg på at obstruere politiets efterforskning.

Politiet opruller kæmpe skandale

Men hvad var det, der gjorde historien i O Globo så skelsættende? Hvordan kunne en enkelt avisartikel i den grad sætte Brasilien i stå, når nu landet er så vant til politiske skandaler?

Sagen er, at det føderale politi i Brasilien er i gang med – på tredje år – at oprulle den i særklasse største korruptionsskandale i landets historie. Kendt som PETROBRAS-sagen eller under politiets kodenavn til sagen: ”Operation bilvask”.

Nogle af Brasiliens mest markante politikere og forretningsfolk er allerede dømt i sagen, hvor politikere gennem en lang årrække brugte olieselskabet PETROBRAS og andre statsejede virksomheder til at føre penge fra en række af Brasiliens allerstørste private virksomheder ned i egen lomme.

Virksomhederne pumpede milliarder af kroner ned i både politikernes og de politiske partiers pengekasser – til gengæld opnåede de en række fordele eller vandt offentlige kæmpeordrer, som f.eks. opførelsen af lufthavne eller fodboldstadions.

Politiets fremgangsmåde i sagen er, at man finder beviser mod en navngiven politiker eller forretningsmand – og derefter tilbyder ham en aftale, hvor han imod at give nye oplysninger i sagen kan opnå f.eks. kortere fængselsstraf. En meget meget kontroversiel metode, men også uhyre effektiv.

Tidligere i år kom det frem, at Brasiliens største kødproducent, JBS, også var involveret i sagen. Og så er vi endelig nået frem til det hemmelige møde og lydoptagelser i præsidentpaladset, som satte Brasilien på den anden ende onsdag aften.

Direktøren i JBS, Joesley Batista, har nemlig accepteret at afgive forklaring i sagen – hvor han så forventer en aftale med politiet, der dels kan nedsætte den fængselsstraf, der formentlig venter ham, dels kan nedsætte den kæmpe bøde, der venter JBS.

Den 7. marts mødte han op i præsidentpaladset og havde en ca. 40 minutter lang samtale med Michel Temer. Og den altafgørende detalje: Han havde en lydrecorder i tasken. Derfor kan hele Brasilien nu høre, hvordan samtalen forløb. Der er visse udfald i optagelserne, men optagelserne sammenholdt med Joesley Batistas efterfølgende vidneforklaring giver os et indblik i intet mindre end en chokerende og rådden korruptionskultur i Brasiliens øverste magtinstitutioner.

Præsident: "Fint, fint" til bestikkelse

Dybest set er alt, hvad der bliver sagt på optagelserne, dybt bekymrende, men lad os holdes os til de to mest opsigtsvækkende anklager, som Joesley Batista fremkommer med, og som til dels bekræftes i lydoptagelserne:

1) Batista fortæller Temer, at han har bestukket en dommer i korruptionssagen samt en kilde i anklagemyndigheden. Temers svar: ”Fint, fint”. Altså en siddende præsident, der bifalder korruption indenfor de brasilianske domstole.

2) Batista og Temer aftaler, at JBS skal betale den tidligere formand for underhuset i Parlamentet, Eduardo Cunha, for at holde mund. Cunha er et hovedvidne i PETROBRAS-sagen og afsoner allerede en fængselsstraf for korruption. Der er bred enighed om, at han sidder inde med detaljeret viden om sin partifælle Michel Temer. Tilsyneladende enedes Temer og Batista om, at et menigt partimedlem fra Temers parti skulle være manden, der bragte pengene til Cunha.

Politiet har siden offentliggjort videooptagelser af selv samme parlamentsmedlem, der, efter et møde med en repræsentant fra JBS på et pizzeria i Sao Paulo, forlader stedet med en kuffert, der beviseligt indeholdt et beløb svarende til en mio. danske kroner i kontanter.

Nu er det så op til anklagemyndigheden at underbygge påstandene. Michel Temer har siden optagelserne blev offentliggjort fastholdt sin uskyld og ladet forstå, at Joesley Batista fremkommer med falske anklager.

Men opfattelsen i korridorerne i det brasilianske parlament er, at Temers fremtid som præsident hænger i en meget meget tynd tråd. Flere mindre partier i regeringsalliancen har allerede meddelt, at de ikke længere støtter Temer.

Og skulle nogle af Temers fjender på venstrefløjen være begyndt at glæde sig til, at manden, der førte kniven mod Arbejderpartiets præsident Dilma Rousseff sidste år, nu selv skal på anklagebænken, ja så lagde begejstringen sig formentlig hurtigt, da det fredag kom frem, at Joesley Batista i en anden del af sit vidneudsagn hævder, at han over en årrække også har betalt bestikkelse på i alt knap 1 mia. danske kroner til dels Dilma Rousseff, dels hendes forgænger, Lula da Silva.

Og…. skulle andre så igen begynde at glæde sig over, at samtlige af Brasiliens tre seneste præsidenter nu risikerer fængselsstraf, ja så lægger begejstringen sig måske, når man skal kigge sig om efter en ny og korruptionsfri præsidentkandidat.

For skal man tro Joesley Batistas opgørelser, har han og JBS i alt betalt bestikkelse til 1.829 lokale, regionale og føderale politiske kandidater det seneste årti - fra 28 forskellige partier! Med andre ord er det efterhånden svært at tro, at der overhovedet er nogle politikere tilbage i Brasilien med rene hænder.

Vrede brasilianere har de seneste dage gjort klart, at de er dybt frustrerede og vrede over at leve i sådan en ”banan-republik”. Flertallet af de 200 mio. brasilianere er hårdtarbejdende mennesker, der hver dag står op og kæmper for at få husholdningen og hverdagen til at hænge sammen. De kan gang på gang konstatere, at deres politikeres moral er bundrådden – det billede er i særklasse blevet gjort tydeligt de seneste dage.

Facebook
Twitter