ANALYSE Efter et mareridtsår: Dagens lokalvalg kan svække Theresa May

Mange briter skal i dag stemme til lokalvalg, som kan påvirke både May og Labour-lederens fremtid.

Theresa May måtte i begyndelsen af året rykke rundt i sin regering efter flere ministerafgange. Lokalvalget i dag kan svække den konservative premierminister. (Foto: pool © Scanpix)

Det er ikke let at være Theresa May.

Hver morgen må den konservative britiske premierminister vågne og tænke 'hvad går galt i dag, og hvem vil i dag bede mig om at skrubbe af'.

Svaret på spørgsmålene bliver måske også særlig hårdt, fordi kritikken kan komme alle steder fra, inklusive fra de ministre hun selv er chef for.

Svækket May-regering

Det seneste år har været et mareridt for Theresa May: Et valg, der slet ikke gik som det skulle, fem gange har hun måtte skille sig af med ministre på grund af skandaler, og Brexit forhandlingerne går mildt sagt trægt.

Mange briter går i dag til lokalvalg, blandt andet indbyggerne her i hovedstaden London. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

Eksperter kalder det den svageste britiske regering i årtier, og næsten hver dag diskuterer eksperter og medier, hvornår May bliver fjernet fra posten.

Når alt det er sagt, står en ting dog tilbage: Theresa May er der endnu.

Og hun er stadig landets politiske leder, når vælgere i næsten hele England i dag holder lokalvalg.

Der skal vælges medlemmer til en slags byråd, og selv om hverken Theresa May eller Brexit er på nogen stemmeseddel, vil de to ting spille en ikke uvæsentlig rolle.

Spørgsmålet for de konservative er da også, hvor galt det går i dag.

Hvor mange vælgere vil lade deres frustrationer over udviklingen i England gå ud over den siddende regering, og i hvor høj grad vil englænderne, ikke mindst de konservative af dem, fredag kigge på Theresa May og tænke 'det er din skyld, og nu må du smutte'.

De konservative gør alt for at slå fast, at der er tale om et lokalvalg:

- It is about bins not Brexit (det handler om lokale skraldespande og skraldeafhentning og ikke Brexit), lyder det, men den vil ikke blive købt af alle.

Heller ikke de valgte konservative byrådsmedlemmer og partisoldater, der - i hvert fald ifølge de noget upålidelige meningsmålinger - står til at få noget af en lussing. Hvordan vil de efterfølgende reagere?

Labour har svært ved tiltrække midtervælgere

Det er heller ikke så let at være Jeremy Corbyn.

Lederen af Labour har trukket partiet langt til venstre, og selv om han nyder stor popularitet blandt mange af partimedlemmerne, og også blandt mange unge, så er der ikke noget der tyder på, at han er i stand til at flytte vælgere inde på midten.

Jeremy Corbyns Labour står til at få omkring 40 procent. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

Han slår igen og igen på den forvirrede regering, midtervælgerne er ofte enige i den grundlæggende kritik, men det betyder øjensynligt ikke, at de er tiltrukket af Corbyn som alternativ.

Nationaliseringer, øget skat og en mere lempelig immigrationspolitik er åbenbart ikke det, vælgerne på midten er på udkig efter.

De deler Jeremy Corbyns frustration over den voldsomme ulighed i den britiske samfund, men de tror bare ikke på de løsninger, Corbyns Labour præsenterer.

I meningsmålingerne ligger Labour nogenlunde konstant på omkring 40 procent, det samme som de konservative, og uanset hvad der er sket, uanset hvor presset regeringen er, uanset hvor mange skandaler regeringen er involveret i, så flytter tallene sig ikke afgørende.

Selv om Corbyns position i partiet lige nu ikke er truet, vil der være fokus på, om dagens valg giver en indikation af, at der er bevægelse at spore, at vælgerskaren trods alt vokser.

Hvis ikke, ja, hvad gør man så, vil der være folk i Labour, der spørger.

For hvor længe kan man affinde sig med at være et stort oppositionsparti, som bare ikke kan få magten.

Hvem holder fast i sin position?

Når stemmerne er talt op i løbet af i nat og tidligt fredag morgen, vil der være fokus på masser af lokale opgør.

Der vil være fokus på, hvordan det går i London, og der vil være fokus på, hvilke byer og områder, der skifter side.

Og når alt det er gjort op, vil opmærksomheden rettes mod de to politiske ledere i England.

Formentlig vil kun en af dem kunne sige, at torsdagen ikke var en rigtig skidt dag – som vil give en indikation af, hvem der på længere sigt kan holde sig i toppen.

Facebook
Twitter