ANALYSE: Erdogan satser alt på at vinde Istanbul – også selve demokratiet

Tyrkiets demokrati er under pres, efter at oppositionens sejr i Istanbul er blevet annulleret.

Præsident Recep Tayyip Erdogan udfordrer tyrkernes tro på demokratiet, skriver Michael S. Lund. (Foto: ADEM ALTAN © Scanpix)

Sent i aftes stod en af mine naboer i sin undertrøje og slog på en stor gryde med en ske ud ad sit vindue. Han var ikke den eneste.

I en række kvarterer i millionbyen Istanbul viste støtter af den tyrkiske opposition deres vrede med en ny tradition: At slå på gryder og pander for at protestere.

Årsagen til gryde-mishandlingen er, at Tyrkiets valgkommission mandag aften valgte at annullere borgmestervalget i millionbyen Istanbul.

Et borgmestervalg, som oppositionens kandidat Ekrem Imamoglu overraskende vandt. Dermed fik oppositionen kontrollen over landets vigtigste by for første gang i et kvart århundrede.

Indtil i går aftes, altså.

Nu skal Imamoglu aflevere nøglerne til borgmesterkontoret igen, og valget går om den 23. juni.

- De prøver at tage det valg tilbage, vi har vundet. Måske er I vrede, men mist aldrig håbet, sagde Imamoglu til sine støtter mandag aften, mens han samtidig kaldte annulleringen for ’en forræderisk beslutning’.

Troen på stemmeboksen er på spil

For Tyrkiet er der mere på spil end en enkelt borgmesterpost. Det handler om demokratiets overlevelse.

Tyrkiet er de senere år raslet ned af internationale ranglister, når det gælder pressefrihed og politisk frihed.

Journalister er blevet fængslet, medier lukket og en række politikere fra det kurdisk-dominerede parti HDP sidder bag tremmer.

De store medier støtter præsident Recep Tayyip Erdogan og hans parti, AKP, og ved samtlige valg kritiserer internationale observatører valgkampen for at være unfair.

Men midt i de mange problemer har oppositionen holdt fast i én ting: At det nytter noget at stille op til valg og stemme.

Valgdeltagelsen i Tyrkiet er stadig meget høj, og tyrkerne går glødende op i politik. Og valgsejren i Istanbul bekræftede over for Erdogans modstandere, at valg betyder noget.

Indtil i går.

Nu taler oppositionens støtter om, at valg kun betyder noget, så længe de ikke er vigtige nok til, at Erdogans parti ikke ønsker at tabe.

Erdogan-støtter med hjerte-smileys

Imens fejrer Erdogans støtter i Istanbul annulleringen af oppositionens sejr.

- Nu skal vi både fejre ramadan (muslimernes fastemåned, red.) og annulleringen i Istanbul, skrev en af mine bekendte, der elsker Erdogan, på Facebook.

Efterfulgt af en smiley med en masse hjerter.

Både Erdogan og hans støtter taler om, at annulleringen af valget har reddet Tyrkiet fra stemmefusk og et ’kup ved stemmeboksen’, hvor 'terror-sympatisører' har forsøgt at snyde Erdogans AKP-parti for en sejr.

- En styrkelse af Tyrkiets demokrati, kaldte præsident Erdogan valgkommissionens beslutning her til formiddag.

Der er dog ikke ret mange andre end Erdogans støtter og allierede, der ser valgkommissionens beslutning som neutral.

Tilhængere af Istanbuls nye oppositionsborgmester, Ekrem Imamoglu, under en protest over omvalget. (Foto: Bulent Kilic © Scanpix)

Både fordi kommissionen for det meste afviser oppositionens klager over valgfusk, når valgene er tætte. Men også fordi valgkommissionens begrundelse for annulleringen stiller flere spørgsmål, end den giver svar.

I den korte meddelelse fra kommissionen lader hovedårsagen til annulleringen af valget til at være, at en række valgtilforordnede ikke opfyldte de formelle krav til at udføre deres job.

Men nogle af de samme mennesker har tidligere arbejdet uden problemer ved valg, som gav Erdogans parti sejren.

De var også ved stemmestederne ved distrikts- og byrådsvalg i Istanbul.

I de valg klarede Erdogans parti sig fint, og her skal valget ikke gå om, selvom de offentligt udnævnte valgtilforordnede altså ifølge AKP var fuskere og terrorsympatisører.

Økonomi og demokrati på spil

Nu skal tyrkerne i Istanbul igen til valgurnerne i juni.

Der er meget på spil. Det tyrkiske demokrati, men også en masse penge.

Istanbul står for næsten en tredjedel af Tyrkiets økonomi og har et bruttonationalprodukt, der er næsten lige så stort som hele Grækenlands.

Tyrkiets AKP-præsident, Recep Tayyip Erdogan. (Foto: ADEM ALTAN © Scanpix)

Både AKP og oppositionen har gennem tiden brugt borgmesterposten til at give lukrative offentlige kontrakter til deres venner.

Og posten er en platform for at stige helt til tops i tyrkisk politik, som Erdogan selv gjorde det, da han blev en succesfuld borgmester i byen i 1994.

Som Erdogan selv har sagt det:

- Den, der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet.

Facebook
Twitter