ANALYSE EU-familien står stadig - men stormvejret lurer lige om hjørnet

Parterapi: På en solrig formiddag i Rom fik 27 EU-ledere forpligtet hinanden på at holde sammen på familien. I morgen venter hverdagens problemer.

(Foto: Felipe Trueba © Scanpix)

På ægte italiensk vis var køerne lange, men kaffen god, da EU’s 27 stats-og regeringschefer i går mødtes på rådhuset i Rom for at drøfte fortid og fremtid.

Foruden solskin blev den rette højtidelige stemning skabt af grynede sort-hvide reportagebilleder fra selvsamme rådhus 60 år tidligere, hvor 6 ledere underskrev fundamentet for EU, Rom-traktaten.

Men selvom talerne fra såvel rådsformand Donald Tusk, kommissionsformand Jean-Claude Juncker og den italienske premierminister Gentiloni kredsede omkring fortidens intentioner om verdensfred, et liv i frihed, med fokus på demokrati og menneskerettigheder, lov og ret – og Tusk berettede om sine personlige trængsler bag jerntæppet – så er det store spørgsmål: Hvad nu?

Den svære fremtid

Hvordan kommer det britiske skilsmisseforløb, som sættes i gang på onsdag, til at forløbe? Vil det lykkes at opretholde fred og fordragelighed – med briterne naturligvis - men endnu vigtigere, i kredsen af de 27 lande?

Og hvordan vil det franske præsidentvalg påvirke EU-samarbejdet? Og hvad med det tyske valg? Hvad med krisen i Grækenland? Og bankerne i Italien? Og besværet med at takle migrationspresset, som gang på gang har splittet landene på kryds og tværs? Tendenserne til oprør mod EU-værdierne i særligt Polen og Ungarn?

Udfordringerne er altså ikke svære at få øje på. Også selvom de ikke blev italesat i gårsdagens skåltaler. For her var formålet et andet.

For det første at minde om, hvorfor man nu engang skabte samarbejdet. Som et modsvar mod krig, totalitære tankegange og økonomiske kriser. Eller som udtrykt af Donald Tusk, minde om at det er de fælles værdier om frihed og demokrati, som binder EU sammen – ikke bureaukratiske institutioner, som mange måske føler.

Og hvis man skræller alle de historiske vendinger væk – så var formålet med Rom-mødet i går ikke mindst at sende det klare signal, at EU-familien stadig består, selvom det er i en periode med opbrud og skilsmisse i familien. At de 27 tilbageværende ledere nu højtideligt og under hinandens klapsalver har skrevet under på en fælles erklæring, som skitserer, hvordan fremtidens værdisæt i EU27 skal se ud.

I Rom-erklæringen står blandt andet, at EU skal være stærk på nogle områder, men fylde mindre på andre. Mens det kan være let at blive enige om at styrke indsatsen omkring sikkerhed, grænsekontrol og terrorbekæmpelse – er det straks sværere at få øje på enigheden om, hvor EU præcist skal fylde mindre. Måske derfor, punktet ikke er uddybet.

Flere hastigheder – for hvem?

Rom-erklæringen nævner også muligheden for, at nogle lande kan indgå et stærkere samarbejde på eksempelvis forsvarsområdet, uden at de øvrige kan forhindre det – men dog komme med senere, hvis de ønsker. Det styrkede forsvarssamarbejde har længe været en hed fransk drøm, som nu er delt af tyskerne – men jo et område, hvor Danmark langt hen ad vejen ikke kan være med på grund af sit forsvarsforbehold.

Tanken om EU i flere hastigheder er især vellidt i de oprindelige seks Romtraktat-lande: Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Luxembourg og Holland, mens det skaber en vis bekymring i Østeuropa, fordi man frygter at havne udenfor.

Eksempelvis hvis en række syd- og centraleuropæiske lande finder på at styrke de sociale rettigheder såsom fælles mindsteløn og andre arbejdstagerrettigheder, som vil sikre flere job til egne borgere og dermed udelukke billig og fleksibel østeuropæisk arbejdskraft.

Hverdagen venter

Men på en solbeskinnet formiddag på et italiensk rådhus, var alle bekymringer for en stund fejet bort, og derfor kunne stats- og regeringscheferne også le overbærende, da den polske premierminister, Beata Szydlo koket holdt en kunstpause, før hun skrev under på den fælles Rom-erklæring (helt til det sidste havde polakkerne truet med ikke at ville skrive under, fordi den polske regering stadig bærer nag over at deres landsmand, men arge fjende, Donald Tusk for nyligt blev genvalgt til ministerrådspræsident trods polske protester).

I Rom var det skåltaler, sammenhold og fødselsdagskage. I morgen venter hverdagen, problemerne og en skilsmisseansøgning, som bliver afleveret i Bruxelles på onsdag.