ANALYSE Folket stemte nej til hans fredsaftale - i dag modtager Santos Nobels Fredspris

Historien om Juan Manuel Santos, der nu har sluttet fred med den guerillagruppe, han tidligere bekæmpede, er også historien om et Colombia, der står over for en helt ny æra.

Efter en fredsproces fuld af krumspring fik den colombianske præsident Juan Manuel Santos en fredsaftale med guerillahæren FARC igennem i år, og det har resulteret i Nobels Fredspris. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Hele verdens øjne retter sig i dag mod den norske hovedstad Oslo.

Klokken 13 træder Colombias præsident Juan Manuel Santos ind i det norske rampelys og modtager verdens fornemmeste fredspris. Han får prisen for at have sikret en historisk fredsaftale med Colombias største guerillahær, FARC.

Nede i salen vil der blandt journalister og VIPer sidde en række ofre for krigen i Colombia. Pårørende til ofre for bombeterror og mennesker, der har været holdt fanget i årevis i junglen af guerillagruppen FARC.

Aftalen, der deler Colombia

De er inviteret til Norge af Juan Manuel Santos, og det er der en god grund til: Så snart Santos modtog beskeden om, at han var blevet valgt som årets vinder af Nobels Fredspris, understregede han, at det var en pris, der ikke var blevet givet til ham, men derimod til alle de colombianere, der har lidt under 52 års borgerkrig.

Mens hele verden hylder Santos i dag som fredens mand, er meningerne om ham hjemme i Colombia mere delte. En stor del af colombianerne er naturligvis stolte af deres præsident og hylder hans fredsaftale med FARC, men der er stadig også mange colombianere, der mener, at han er manden, der har blåstemplet en terroristgruppe, der har dræbt tusindvis af colombianere. De hader Santos. De hader hans projekt. Og de hader stadig FARC.

Og især på den konservative del af højrefløjen er der også en fornemmelse af, at han har ladet sine egne i stikken. Juan Manuel Santos var nemlig i en ikke særlig fjern fortid manden, der styrede den colombianske hærs forsøg på at tilintetgøre FARC.

Fra krigshøg til fredsdue

Manden, der om nogen har stået for en benhård linje mod FARC, eks-præsident Alvaro Uribe, udråbte i 2006 Juan Manuel Santos til forsvarsminister. Og det var et job han udførte med præcis den attitude som Uribe havde håbet på.

FARC blev betragtet som Colombias fjende nummer 1, og med Santos som politisk kaptajn angreb den colombianske hær gang på gang FARCs oprørs soldater.

Hundredvis af FARC-soldater blev dræbt eller taget til fange. Han bestred jobbet frem til 2009, hvor han så selv fik præsidentambitioner, og den gang ville meget få colombianere have troet, at Santos et lille årti senere skulle ses omfavne FARC’s øverste ledere og sammen med dem underskrive en permanent fredsaftale.

Men det er altså nu realiteten – og uanset hvad man så måtte mene om Santos forvandling fra krigshøg til fredsdue, så kan man ikke bestride, at han utrætteligt har kæmpet en lang og nærmest umulig kamp for at få fredsaftalen i hus, siden han i 2010 blev valgt til Colombia præsident.

Reelle forhandlinger gennem fire år

De reelle fredsforhandlinger mellem regeringen og FARC har stået på i over fire år i den cubanske hovedstad Havana. Efter flere gange at være tæt på sammenbrud meddelte parterne i september 2015, at man sigtede efter, at en endelig våbenhvile og fredsaftale skulle være underskrevet den 21. marts i år.

Men få dage før den deadline udløb, meddelte en hal trist Santos, at man ikke var i mål. Der var brug for mere tid.

Colombia og verden begyndte at tvivle på det vakkelvorne projekt. Og måske også lidt på Santos som fredens mand.

Men pludselig i juli kom den gode nyhed: Parterne var klar til at underskrive en aftale.

Aftale mod folkets vilje

Juan Manuel Santos besluttede, at det var en god idé at få et folkeligt mandat til aftalen – så han udskrev en folkeafstemning til afholdelse den 2. oktober. Folket skulle ganske enkelt sige ja eller nej til aftalen med FARC. Alle meningsmålinger tydede frem til afstemningen på et klart ja til freden.

Men så kom chokket på selve dagen: Colombia sagde nej. Jeg var selv i Bogota den aften og kunne se folk falde sammen i sorg og desperation på gader og pladser rundt om i byen.

Nej-fløjen festede, men mange almindelige colombianere – også dem, der havde stemt nej - holdt vejret nogle timer. Ville krigen bryde ud samme nat? Med fornyet styrke? Hvordan ville FARC reagere?

Efter nogle timer trådte Santos frem på landets tv-skærme og beroligede sit folk: Våbenhvilen stod ved magt – indtil man havde en ny og bedre aftale med FARC.

Endnu et overraskende krumspring i fredsprocessen

Samme aften bekræftede FARC’s ledere, at man var klar til at gå tilbage til forhandlingsbordet, men tilbage stod, at Santos havde lidt sit livs største politiske nederlag. En slagen mand.

Mange havde ellers gættet på, at Juan Manuel Santos kunne være et rigtig godt bud på en vinder af årets fredspris fra Nobel, men efter at hans projekt blev forkastet af colombianerne, var de selv samme mennesker – inklusiv undertegnede – sikre på, at fredsprisen i år ville gå til andre gode kræfter i verden.

Men nej, endnu en gang tog fredsprocessen et overraskende krumspring. For bare 5 dage efter det svigende nederlag annoncere Nobelkomitéen, at årets vinder var: Juan Manuel Santos.

Det gav tilsyneladende både Santos og fredsprocessen i Colombia et ordentligt skud energi og selvtillid, og den 24. november - mindre end to måneder efter folkeafstemningen - lå en ny aftale klar.

Manden, der har gjort mest for fred i år

Nej-fløjens argumenter var blevet hørt, og på en række punkter blev aftalen justeret, så den var mere spiselig for de almindelige colombianere, der havde stemt nej til den første aftale.

Santos besluttede sig dog for ikke at spørge sit folk en gang til. Argumentet var at en ny kampagne og en ny folkeafstemning ville splitte Colombia yderlige og reelt risikere at ende i en ny væbnet konflikt - nemlig mellem ja- og nej-fløjene.

I stedet blev aftalen lyn-ekspederet gennem kongressen sidste uge, og derfor står Santos på alle måder tilbage som dagens sejrherre. Han fik sin aftale i hus, og i dag får han verdenssamfundets stempel: Juan Manuel Santos bliver udnævnt til at være den mand, der har gjort mest for fred i verden i år.

Forude venter så kæmpe udfordringer med at få aftalen med FARC ført ud i livet. Men dem lader vi ligge i dag og nøjes med at konstatere, at den tidligere krigshøg har skaffet Colombia det bedste udgangspunkt i over 50 år for at skabe et nyt og moderne land med fred og stabilitet.

Tillykke til Santos.

Facebook
Twitter