ANALYSE Fredsaftale med Farc til eksamen under præsidentvalg i Colombia

Favoritten ved dagens valg kræver en genforhandling, der kan bringe den spinkle fred i fare.

Soldater bevogter et valglokale i Colombias hovedstad Bogota. (Foto: HENRY ROMERO © Scanpix)

Nobelkomiteen var ikke i tvivl i 2016 – Colombias præsident Juan Manuel Santos var årets mand, når det gjaldt noget så kompliceret som at sikre freden i verden.

Hans aftale med oprørsgruppen Farc var på alle måder historisk og satte punktum for mere end et halvt århundrede med væbnet konflikt i det store Sydamerikanske land.

Og selvom fredsprocessen i den grad stadig har svære kår i Colombia, så er det sådan, at eftertiden vil huske Santos: Den militære høg, der vendte rundt og blev arkitekten bag en fredsaftale, der sendte Farc ud af junglen og ind i det colombianske parlament. Forvandlingen fra guerillagruppe til politisk parti er stadig i gang.

Men i dag skal colombianerne tage første skridt i afskeden med Santos. Han har nemlig siddet de to perioder, han må ifølge colombiansk lov. Nu skal der nye kræfter til.

Ganske vist overdrager Juan Manuel Santos først officielt præsidentpaladset til sin efterfølger 7. august, men i dag skal Colombias befolkning tage stilling til, hvem der skal flytte ind. Hvem skal løfte arven efter Santos?

Det er dog ikke sikkert, at vi får det endelig svar i dag. Colombias valgsystem foreskriver, at en kandidat skal have mere en 50 procent af stemmerne bag sig. Hvis det ikke lykkes i første runde, skal man ud i anden runde hvor de to kandidater, der fik flest stemmer i første runde, skal ud i direkte duel mand mod mand. Det sker i givet fald den 17. juni.

Rundt omkring i verden har vi set en del eksempler de seneste år på at man skal være lidt påpasselig med at stole på meningsmålinger – men gør vi det alligevel for en stund, ligner det på forhånd en ny runde. Der er ikke pt. nogen mand, der formår at samle de nødvendige 50 procent af stemmerne i første runde.

En arbejder gør plakater klar til dagens valg. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Scanpix)

Hardliner fører feltet

På højrefløjen samler stemmerne sig om Ivan Duque, som længe har set ud til at kunne samle omkring 35-40 procent af stemmerne i første runde.

Han har den store fordel, at han er håndplukket af den tidligere præsident Alvaro Uribe. Uribe har igen og igen bevist, at selvom han forlod præsidentposten tilbage i 2010 - hvor han overlod jobbet til Juan Manuel Santos - så er hans politiske indflydelse stadig enorm.

Han er kendt som en hardliner i forhold til fredsprocessen med Farc. Hans lejr kørte en hård kampagne mod en fredsaftale med "terroristerne fra Farc" og lykkedes i første omgang med det. Uribes folk festede i gaderne, da Colombia temte nej til en fredsaftale i oktober 2016. Lad os bare sige det som det er: Uribe hader Farc og alt, hvad Farc står for.

Nu skriver vi 2018, og Alvaro Uribe støber stadig de politiske ideer på den konservative del af højrefløjen. Derfor har Uribes mand, Ivan Duque, også gjort det klart i hans kampagne, at en stemme på ham er en stemme på en revision af aftalen med Farc.

Ivan Duque ligner et godt bud på Colombias næste præsident. (Foto: HENRY ROMERO © Scanpix)

Det vil principielt kunne bringe den spinkle fred i landet i fare, men måske har Ivan Duque fat i folkesjælen i Colombia, som den er lige nu. En meningsmåling viste for nylig, at 51 procent af colombianerne er imod den måde fredsaftalen udmøntes.

Det kan måske være svært at forstå for folk uden for Colombia, at man ikke nærmeste for enhver pris vil kæmpe for at gennemføre fredsaftalen, men man skal huske, at der stadig er en masse opsparet had efter de blodige attentater og kidnapninger, som var en del af Farcs virke. Mange colombianere føler simpelthen, at fredsaftalen var for god for Farc, og at de tidligere guerillakrigere i for høj grad er sluppet for straf for de forbrydelser, de begik, mens krigen med den colombianske hær stod på.

Rival hæmmet af fortid

Sådan ser Ivan Duques hårdeste modstander ikke på sagen. Gustavo Petro støtter fredsaftalen og er venstrefløjens mand i præsidentkapløbet. Den tidligere borgmester i hovedstaden Bogota ligger i meningsmålingerne omkring de 25 procent og gør det især godt i den yngre del af vælgerskaren.

Gustavo Petro tager et billede af sine tilhængere under et vælgermøde. (Foto: HENRY ROMERO © Scanpix)

Men han har et problem i forhold til den brede befolkning: Han var i 1980erne en del af den berygtede guerillagruppe M19. M19 var en af Colombias utallige militante grupperinger på det tidspunkt, og selvom Petro tilsyneladende ikke selv deltog i væbnet kamp, så hænger guerilla-stemplet ved. Det vil formentlig gøre det svært for ham at slå Ivan Duque i en eventuel anden runde.

Stemmesedlerne indeholder også en række mere midtersøgende kandidater, som vi ikke kan afskrive, før valget er omme. Men det ligner et opgør mellem Ivan Duque og Gustavo Petro.

Naturligvis handler valget om meget mere end bare fredsaftalen med Farc. De to favoritter repræsenterer også helt forskellige tilgange til den økonomiske politik, som Colombia vil føre de kommende fire år. Petro vil skrue op for udgifterne til uddannelse og sundhed, mens Duque satser på, at økonomien skal boostes af det colombianske erhvervsliv – blandt andet ved at sætte selskabsskatten ned.

Juan Manuel Santos fremviser Nobels fredspris i Oslo i 2016. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Men indirekte er Farc med i stemmeboksene rundt omkring i Colombia i dag. Det samme er Juan Manuel Santos. For på sin vis stemmer colombianerne en gang til om hans svendestykke: Fredsaftalen, der fik hele verden til at se håbefuldt mod Colombia i 2016.

Kan man virkelig lægge 50 års konflikt i kisten med forhandlinger frem for våben? Det har vist sig at være sværere en som så at hele sårene i et land, hvor de fleste kun har kendt til en tilværelse, hvor attentater og vold var en fast del af hverdagen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk