ANALYSE Gaza - Glemt af gud og mennesker

Seks måneder efter en blodig krig fortsætter elendigheden for Gazas 1,8 millioner indbyggere, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før en ny konflikt med Israel bryder ud.

Efter mange år er situationen i Gaza kun blevet forværret, mener Steffen Kretz. (Foto: Mohammed Salem © Scanpix)

Jeg har taget turen ind i Gaza mange gange, og hver gang rammer det mig: Jeg er på vej ind i et fængsel. Verdens største fængsel.

En israelsk grænsevagt bag skudsikkert glas tjekker papirer i en moderne luftig terminal, og derfra fortsætter turen til fods. Først ad en betongang med elektroniske døre, kameraer og højtalere, der skratter kommandoer på engelsk med tung israelsk accent.

Så 15 minutters ensom vandring i en overdækket gang med gitter på begge sider og udsyn til den 12 meter høje betonmur med vagttårne og skarpskytter, som hegner Gaza inde.

Herinde bag mur, hegn og pigtråd bor 1,8 mio. palæstinensere på en lille, støvet landstribe på størrelse med Langeland. Familier, mænd, kvinder og rigtig mange børn.

De kan ikke rejse ud, for Gaza er hegnet inde. Vandvejen over Middelhavet er også lukket. Israelske kanonbåde patruljerer farvandet, og fiskere, der vover mere end nogle få hundrede meter ud fra kysten, bliver beskudt.

Gaza ER et fængsel. Men det er et fængsel, som for seks måneder siden blev sønderbombet i 50 døgn af det israelske militær, og hvor der siden stort set ingen genopbygning siden er foregået.

Hvor elendigheden for indbyggerne fortsætter, selv om krigen er slut.

Hjemmelavede granater og raketter

Krigen i sommer var den tredje på seks år. Og det var den mest brutale, jeg har bevidnet i mine mange år som korrespondent i verdens brændpunkter. Jeg boede i en 9 etagers bygning, der jævnligt rystede og vaklede, når bomberne slog ned tæt på.

Jeg så lidelse nok for et helt liv på snavsede hospitaler og i ruiner af FN-skoler og private huse. Og på vej ud af Gaza kom jeg under kraftig beskydning i den bus, jeg var passager i sammen med et dusin internationale pressefolk.

Nogen mente det tydeligvis alvorligt, for mortér-granater slog ned så tæt på, at en sky af fragmenter føg mod bussens side, mens vi lå i bunker på gulvet.

Det var en krig, hvor ingen mål tilsyndeladende var hellige. Det var også en krig uden proportioner. Den islamistiske bevægelse Hamas lod sine guerilla-soldater sende over 4.000 tusinde raketter og morterer mod Israel.

De fleste var hjemmelavede og primitive uden den store sprængkraft. Fem civile i Israel blev dræbt.

Israels slog massivt tilbage med F16-fly, kanonbåde, artilleri, tanks og sværme af droner, der konstant kiggede ned fra himlen Gaza.

Langt over 1.000 - måske nærmere 2.000 - palæstinensere blev dræbt, heraf 500 børn. Det yngste offer var 4 år, det ældste 92. Hele kvarterer blev jævnet med jorden, og ialt blev omkring 16.000 bygninger ødelagt, fremgår det af en FN-rapport.

Heraf 31 skoler og 18 hospitaler og sundhedsklinikker. Det eneste kraftværk i Gaza blev bombet, så strømmen nu kommer og går i fastlagte skemaer. Tre timer én aften, ingen strøm den næste.

Den mangel på proportion var ikke en tilfældighed. Den var en følge af en specifik militær doktrin, som den israelske hær følger, når den er i kamp med irregulære styrker som Hamas og den shia-muslimske milits, Hizbollah i Libanon.

En tidligere israelsk oberst, Gabi Siboni, forklarer princippet således: Når du bliver angrebet, slår du tilbage med maksimal kraft på modstanderens svageste punkt - så hårdt, at han holder op med at angribe.

Det svageste punkt skal forstås som den civile befolkning og infrastruktur.

Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver for premierminister Benjamin Netanyahu - Yaacov Amidror - begrunder doktrinen på denne måde, da jeg møder ham i Tel Aviv:

- De (Hamas red.) forstår, at det er ikke kun organisationen, der lider under den israelske hærs operationer - det er også civilbefolkningen. Så Hamas vil tøve mere i fremtiden, inden de affyrer raketter mod Israel fra civile områder - og det er en del af den afskrækkelse, som vi opbygger.

Flere vender Israel ryggen

Den militære og politiske kalkule har en pris, og den har vist sig at være ganske høj ovenpå Gaza krigen i 2014, ikke kun talt i antallet af dræbte børn og kvinder.

Parlamenter flere steder i Europa har vendt Israel ryggen og stemt for en anerkendelse af en palæstinensisk stat, som ganske vist ikke eksisterer på landjorden: Men signalet er klart.

I Haag har anklageren ved den internationale straffedomstol åbnet en undersøgelse af krigen, som kan føre til en sag mod Israel for krigsforbrydelser.

Og i Gaza - ja, i Gaza vokser en ny generation op med et meget tydeligt fjendebillede, og dermed er kimen sået til fremtidige krige og konflikter.

I sommer fandt jeg en 16-årig knægt på et hospital. Han lå i en seng med en granatsplint i armen, tydeligvis i chok efter at have oplevet et israelsk bombardement af en FN-skole fuld af flygtninge. Han har set fem kammeraters blodige lig i et klasseværelse.

Denne gang finder jeg ham i skole. Armen er helet, men andre sår består.

- Det, der gør mig mest skrækslagen, er, at vi altid er i fare. Når som helst, hvert minut, hvert sekund, fortæller han mig.

Situationen forværres med årene

I alle de år, jeg er kommet her i Gaza, er situationen kun blevet forværret. Her stinker af fornedrelse og nederlag.

Israels tilbagetrækning fra Gaza i 2005 slog fejl. Valget, der bragte Hamas til magten et halvt år senere, slog fejl.

Efter krigen i sommer skulle de stridende palæstinensiske grupper Fatah og Hamas forsones og danne en samlingsregering - den er også slået fejl: De kan ikke engang blive enige om, hvem der skal tjekke mit pas på vej ind.

Først har Fatah et check-point. 500 meter længere fremme har Hamas deres eget. Det såkaldte arabiske forår er slået fejl, og nu har en ny stærk mand i Egypten forseglet Gaza´s smalle grænse mod syd.

Og det måske mest forstemmende: Sommerens krig og ofre har intet ændret: Hamas holder stadig befolkningen i Gaza i et jerngreb af islamisme og undertrykkelse.

På mit hotel kan jeg se militser, som åbenlyst holder skydeøvelse mellem boligblokkende.

Israels militær står stadig på den anden side af muren, og generalerne er udmærket klar over, at det kun er et spørgsmål om tid, før en ny krig bryder ud.

Og Gazas unge vokser op uden muligheder og håb, uden frihed og påvirket af en formørket form for islam, der ikke havde nogen plads her for ti år siden.

En fundamentalisme, som adskiller drenge og piger fra 1. klasse og fodre dem et ensidigt verdensbillede, som forbyder musik og biografer og sår kimen til ekstremisme.

Samtidig bliver billederne af Gaza´s lidelse brugt af ekstremister mange andre steder i regionen til at opildne til had og vold, og situationen sår dermed kimen til nye konflikter.

Det er som om, verden har lukket øjnene for Gaza og næsten to millioner mennesker.

Genopbygningen her foregår med en hakke og håndkraft. Mænd graver gennem ruinerne for at finde gasbeton-sten, som er nogenlunde hele og kan genanvendes, for Israel bremser importen af byggematerialer herunder cement.

Nogle steder har folk spændt en pressening ud som et telt i ruinen af deres hus og bor midt i ødelæggelserne. Et sted hænger en betontrappe frit i luften mellem to etager, som ikke længere har nogen vægge.

En gammel mand har lagt en madras på afsatsen, hvor han sover om natten. Han har oplevet alle krigene mellem Israel og palæstinenserne, og de er kun blevet tiltagende mere brutale og blodige.

De to parter er kun blevet stadig mere fremmede over for hinanden. Mure er skudt op, og fjendebillederne stærkere.

- Jeg tror, at Gud har glemt Gaza, siger han og fortsætter: Det har menneskene også.

Se reportage fra Gaza i 21Søndag på DR1 i aften.

Facebook
Twitter