ANALYSE: Macrons nye fattigdomsplan skal redde Frankrigs udsatte – og præsidentens eget rygte

Med en storstilet plan for bekæmpelse af fattigdom i Frankrig vil præsident Macron slippe af med sit ry som ’De riges præsident’.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron præsenterede sin fattigdomsplan i Paris i går. (Foto: Michel Euler © Scanpix)

Præsidenten har en plan. En plan, der i løbet af én generation skal udrydde fattigdom i Frankrig.

Lyder det ambitiøst? Det ER ambitiøst i landet, hvor sociologiske og økonomiske undersøgelser viser, at det tager en fattig fransk familie seks generationer at bevæge sig op i middelklassen.

Da præsident Macron torsdag fremlagde sin – stærkt forsinkede – plan for fattigdomsbekæmpelse, medbragte han 60 milliarder kroner og et citat af Saint-Exupéry, forfatteren til bogen ’Den lille prins’, der om fattige børn stigmatiseret af deres families sociale elendighed sagde:

DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue

Stéphanie Surrugue er DR Nyheders internationale korrespondent. Hun rapporterer fra store dele af verden hjem til dr.dk og DR's tv- og radiokanaler. Stéphanie Surrugue har base i Paris og dækker både franske forhold og internationale begivenheder.

Se profil

”Det er Mozart, man slår ihjel”.

Nordisk inspiration

Emmanuel Macron vil give de små, potentielle Mozarter overalt i Frankrig bedre mulighed for et bedre liv.

Social mobilitet er en af nøgleværdierne i den storstilede fattigdomsplan, mens forebyggelse er en anden nøgleværdi.

Derfor sætter præsidenten massivt ind over for fattigdom blandt børn og unge i et Frankrig, hvor 14 procent af befolkningen – heraf tre millioner børn – estimeres at leve under den fattigdomsgrænse, som INSEE, det franske institut for statistik og økonomiske studier, har fastsat til godt 7.500 kroner om måneden.

Mange elementer i planen er inspireret af nordiske velfærdsmodeller, som Emmanuel Macron blandt andet har haft lejlighed til at nærstudere i Danmark og Finland. Ikke mindst den sociale mobilitet, som er høj i nordiske lande.

”Fattigdom er en skandale, der er blevet normaliseret i Frankrig”, erkærede Emmanuel Macron.

“Jeg indleder nu en kamp, der er helt afgørende for vores nation for at sikre, at ingen bliver glemt”.

Men Emmanuel Macrons plan skal også sikre hans eget politiske mandat.

De riges præsident?

Den globaliseringsbegejstrede franske præsident, der kæmper med et ry som “De riges præsident”, har elendige popularitetsmålinger.

Særligt de mange franske vælgere på den yderste venstrefløj og yderste højrefløj - anført af henholdsvis partiformand Jean-Luc Mélenchon fra Det Oprørske Frankrig, og Marine Le Pen fra Rassemblement National (tidligere Front National) – føler sig efterladt af en præsident, der har mere fokus på at løfte virksomheder og velhavere, end på at løfte de socialt udsatte.

Fattigdom i Frankrig

8,8 millioner franskmænd – 14 procent af befolkningen - er fattige ifølge INSEE, det franske institut for statistik og økonomiske studier.

65 procent af de fattige i Frankrig lever i storbyerne (Observatoire des inégalités, 2017).

Den franske fattigdomsgrænse er 1.026 euro om måneden, svarende til 7.650 kr. (Insee, 2016).

35 procent af familier med kun én forælder lever under fattigdomsgrænsen.

26 procent af unge franskmænd under 30 år af fattige (Insee, 2015)

21 procent af alle franskmænd har ikke råd til tre måltider om dagen (Ipsos-Secours, 2018)

Emmanuel Macron kom også i skudlinjen i juni måned, da han erklærede, at den franske stat bruger ”vilde mænger af skejser” på velfærd, som ikke løfter folk ud af fattigdom.

Samtidig er præsidentens fattigdomsplan blevet stærkt forsinket. Den skulle have været præsenteret i april, så i juli – og så blev den udskudt endnu engang på grund af Frankrigs plads i VM-finalen, hvilket kun styrkede billedet af en præsident, der ikke har haft fokus på de mest udsatte franskmænd.

Kritik fra højre og venstre

Med sin nye fattigdomsbekæmpelsesplan træder centrumpolitikeren Macron et skridt til venstre, mens det meste af hans økonomiske politik ligger flere skridt til højre.

Men – ikke overraskende – lader den franske venstrefløj sig ikke imponere.

Med henvisning til Macrons skattelettelser for de rige franskmænd erklærede Alexis Corbière fra Det Oprørske Frankrig i går:

”Er du blandt de 100 rigeste i landet? Så skynder Macron sig at give dig 1,5 milioner euro. Er du blandt de 9 millioner fattigste? Så skaffer Macron 200 euro om året for at få dig ud af fattigdom”.

Men kritikken kommer fra flere sider, også fra det konservative parti, Republikanerne, hvor den indflydelsesrige Eric Ciotti fra Sydfrankrig advarer om, at Macrons fattigdomsplan vil ”betale alle for ikke at lave noget”.

Macrons fattigdomsplan

Mere end 8 millarder euro (60 millioner kroner) afsat over de næste fire år

Særligt fokus på børn og unge

Bl.a.:

Tvungen skolegang fra 3-års alderen.

Morgenmad og frokost i de franske skoler for kun 1 euro.

Flere daginstitutioner i socialt belastede områder.

Tvungen uddannelse eller praktik for unge indtil det 18. år.

Den sociale børnehjælp ASE forlænges frem til det 21. år

Sanktioner mod ledige, der ikke tager et arbejde, som de er i stand til at bestride.

En ’universel indkomst for aktivitet’, som indføres fra 2020 – en fusion af forskellige overførselsindkomster til en art kontanthjælp for personer, der er tilgængelige for arbejdsmarkedet, og som forpligter sig til at tage imod jobtilbud.

Udvidelse af den offentlige sygesikring.

Økonomisk støtte til departementer, der fører en aktiv politik for at bekæmpe fattigdom.

125 millioner euro afsat til skabelsen af familieboligtilbud og beskyttelse af børn, der lever på gaden i franske storbyer.

Frihed, ulighed, broderskab

I et Frankrig, der kæmper med massearbejdsløshed, mens 21 procent af alle franskmænd ifølge en ny måling ikke har råd til tre måltider om dagen og 13 procent af alle franske elever møder sultne op i skolen, er der brug for en storstilet plan for at bekæmpe og, især, forebygge fattigdom.

Og Macrons initiativer spænder vidt. Se bare på nogle af dem her:

  • Gratis morgenmad i skolen og frokostmåltider for 1 euro, så børn fra socialt udsatte familier er sikret indlæring på fuld mave.
  • Flere daginstitutionspladser i socialt belastede områder, så børnene hurtigere kan lære at tale fransk og enlige forældre hurtigere kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
  • Tvungen uddannelse indtil det 18. år, så store teenagere ikke længere kan forlade folkeskolen uden at lære mere.
  • Udvidet sygesikring, så flere millioner af frankmænd får gratis afgang til lægehjælp og behandling.
  • Reform af hele velfærdssystemet, så det kan betale sig at arbejde – og ikke kan betale sig at afslå et job.

Men med en fransk tradition for, at fattigdom går i arv, er der lange udsigter for at alle de små Mozarter ’overlever’ trods Macrons fattigdomsplan.

Og med en præsident, der fredag kunne læse i de franske aviser, at han stadig bliver kaldt for ’De riges præsident’, er der også lange udsigter for, at Macrons popularitetsmålinger når sidste års svimlende højder.