ANALYSE Massestrejke i Frankrig: Forstå raseriet over Macrons pensionsplaner

Millioner af franskmænd forventes at deltage i protester, der lammer Frankrig. Men hvorfor?

En jernbanearbejder krydser skinnerne ved Somain-togstationen i det nordlige Frankrig. Jernbanearbejdere er blandt dem, der strejker i dag mod præsidentens foreslåede pensionsreform. (Arkivfoto) (Foto: pascal rossignol © Scanpix)

Vi begynder med en øvelse: Forestil dig et land med 42 forskellige pensionssystemer. Et land, hvor en lokomotivfører kan gå på pension som 50-årig, mens en landmand først kan få sin fulde pension som 67-årig. Et land, hvor borgerne er blandt de yngste pensionister, ikke bare i Europa, men i hele den industrialiserede verden. Et land, hvor man er klar til kamp, hvis præsidenten vil pille ved det forunderlige pensionssystem.

Sådan et land findes. Det hedder Frankrig.

Sådan en præsident findes. Han hedder Emmanuel Macron.

Og sådan en kamp findes. Den bryder ud i lys lue i dag, den 5. december, hvor Frankrig bliver lammet af strejker og demonstrationer. Millioner af franskmænd forventes at kaste sig ud i en protest, der risikerer at sætte både julen og samfundet på den anden ende.

Macrons plan

Macron vil nemlig opnå, hvad ingen af hans moderne forgængere har opnået: En gennemgribende reform af det franske pensionssystem.

Den unge, reformivrige præsident vil forvandle landets 42 pensionssystemer til ét eneste system. Han vil ikke pille ved selve pensionsalderen (formelt 62 år, gennemsnitligt 63 år). Til gengæld skal man først som 64-årig kunne få udbetalt fuld pension.

Ganske som i de flest andre vestlige økonomier bliver Frankrigs befolkning ældre og ældre - 19 procent af franskmændene er 65 år eller ældre - men målet med pensionsreformen er ikke alene at lokke franskmændene til at blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet.

Målet er også at skabe mere gennemsigtighed og lighed i et land, hvor offentligt ansatte får udregnet deres pension på baggrund af lønnen i de sidste seks måneder af deres arbejdsliv, mens privatansattes pension beregnes på baggrund af lønnen i de sidste 25 år af deres arbejdsliv. I Macrons nye, pointbaserede system tæller alle år på arbejdsmarkedet med.

Togtrafikken er hårdt ramt af strejkerne, og tusinder strander på banegårdene. Billedet her er fra strejkerne i 2016. (Foto: MATTHIEU ALEXANDRE © Scanpix)

Vinderne og taberne

Macrons reform er ikke fremlagt i en endelig form endnu. Men en eksplosiv rapport fra præsidentens særlige kommissær for pensionsområdet, Jean-Paul Delevoye, har præsenteret planerne, og der er – selvfølgelig - både vindere og tabere.

Reformen er eksempelvis godt nyt for de franske kvinder.

I Frankrig er kvindernes pension i gennemsnit 40 procent lavere end mændenes, men med reformen har kvinderne - i princippet, i hvert fald – en hel del at vinde, blandt andet fordi det nye pointsystem tager højde for kvinders barselsrelaterede karrierepause og tager særligt hensyn til enlige mødre.

Også landmænd, små selvstændige og personer, der i længere perioder har arbejdet for den franske mindsteløn (som i 2019 ligger på knap 9.000 kroner udbetalt), kan se frem til at få forbedret deres pensioner med det nye pointsystem.

Reformen er til gengæld skidt nyt for mange offentligt ansatte.

Eksempelvis dem, der hidtil har kunnet få udbetalt deres fulde pension langt tidligere end Macrons planlagte 64-års-grænse.

Det nye ”universelle system”, som præsidenten kalder sin plan, betyder også, at de offentligt ansatte, der i mange år har arbejdet for en lav løn, får en ringere pension, når den ikke længere udregnes på baggrund af karrierens sidste seks måneder (og dermed højeste lønniveau), men på baggrund af de seneste 25 års arbejde.

Desuden står franskmænd i vellønnede, ledende stillinger til at skulle finansiere en del af reformen: Hidtil har man optjent til sin pension af en årsindtægt op til 2,4 mio. kroner. Macrons reform vil sætte loftet til 900.000 kr. – herefter er man nødt til at etablere en privat pensionsopsparing for at opretholde sin levestandard.

Raseriet

I dag begynder den så: Armlægningen med præsidenten.

Millioner af franskmænd forventes at deltage i protesten, som lammer landet med strejker og demonstrationer, der ifølge de mest krigeriske franske fagforeninger meget vel kan fortsætte flere uger. Og fagforeningerne får støtte af både de sociale oprørere hos De Gule Veste, af den yderste venstrefløj og af præsident Macrons politiske rival og modsætning, højrefløjslederen Marine Le Pen.

Men, kan den rationelle skandinav måske undre sig, forstår franskmændene virkelig ikke, at det kan være nødvendigt med reformer? Begriber de ikke, at hverken samfundet eller regnestykket hænger sammen, hvis alle går tidligt på pension?

Jo, det forstår franskmændene såmænd godt.

Det forventes, at også De Gule Veste vil komme på gaden under dagens strejke. (Foto: Zakaria Abdelkafi © Scanpix)

Inden man udfolder sin eventuelle forargelse over, at en parisisk buschauffør kan gå på pension som 55-årig, skal man vide, at han har klaret sig for en månedsløn på cirka 15.000 kroner. Til sammenligning tjener en helt nyuddannet dansk buschauffør godt 28.000 kroner om måneden inklusive pension og tillæg. Mange franskmænd anser kort sagt deres pensionsordninger som et plaster på såret for et lavt lønniveau.

Desuden mener et flertal af befolkningen, at tiden er inde til en nødvendig oprydning i Frankrigs nuværende jungle af pensionssystemer – det mener 55 procent af dem ifølge analyseinstituttet Elabe, 76 procent ifølge instituttet Ifop.

Men kun 36 procent har ifølge analyserne fra Ifop tillid til, at den nuværende regering kan gennemføre en pensionsreform - og 46 procent støtter dagens protester.

Macrons manøvrerum

Alt dét ved Emmanuel Macron selvfølgelig. Præsidenten ved også, at hans forgængere har slået sig halvt fordærvede i forsøget på at reformere det franske pensionssystem.

Mest eklatant i 1995, hvor præsident Jacques Chirac blev mødt med så massive gadeprotester og månedlange strejker, at han til sidst måtte bede sin premierminister om at droppe pensionsreformen.

En ydmygende politisk retræte, der klæbede til Chirac i en grad, at den kuldsejlede pensionsreform kom til at fylde godt i Chiracs nekrologer, da præsidenten døde 24 år senere.

Macron vil ingenlunde have sådan et nederlag klæbende til sit navn eller sit præsidentembede.

Emmanuel Macron står over for kæmpe udfordringer. Han vil forsøge at modernisere det franske pensionssystem. (Foto: THOMAS SAMSON © Scanpix)

Derfor afholder præsidenten sig fra at tromle pensionsreformen igennem, selv om Macron både har stædigheden og det absolutte flertal i parlamentet. Han vil ikke puste yderligere liv i en fransk barrikaderomantik, der kan lamme landet i månedsvis.

I stedet forsøger præsidenten at få tiden på sin side – blandt andet ved at trække både overvejelser og samtaler i langdrag, eksempelvis med Frankrigs største fagforening, den moderate CFDT, der har erklæret sig åben over for idéen om et pointbaseret pensionssystem.

Samtidig har Macron igen og igen forsøgt at vise franskmændene, at han godt ved, at en pensionsreform ikke skal være et elektrochok. Blandt andet har præsidenten flere gange talt positivt om en såkaldt ”bedstefar-klausul”:

En overvejelse af, at ingen på det nuværende arbejdsmarked skal omfattes af reformen, der i så fald først ville skulle træde i kraft med de nye generationer, der begynder på arbejdsmarkedet efter 2025.

Kort sagt ligger intet fast endnu.

Udover naturligvis, at Frankrig i dag som så ofte før bliver ramt af strejker og demonstrationer. Magtkampen er begyndt. Og ingen er indstillet på at tabe. Resultatet kan meget vel blive, at såvel manden i Elyséepalæet som manden på gaden må æde nogle kolossale kompromiser.