ANALYSE Merkels mareridt: Tyske højrenationalister i overhalingsbanen

Ved et delstatsvalg i weekenden kan højrepartiet AfD blive større end Merkels CDU - en katastrofe for kansleren.

Kansler Angela Merkel hilser på en kommende vælger i byen Ribnitz-Damgarten i Mecklenburg-Vorpommern. (Foto: BERND WUSTNECK © Scanpix)

Angela Merkels sorte limousine ruller ind foran rådhuset i Stralsund. Chaufføren åbner bildøren, kansleren stiger smilende ud - og mødes af en skinger koncert af pift og buh’en. Og så begynder de flere hundrede demonstranter at råbe: "Merkel muss weg!" - ud med Merkel!

Havnebyen i Tysklands nordøstlige hjørne er kanslerens egen valgkreds, hendes hjemmebane, hvor hun altid er blevet båret på hænder. Indtil denne februardag i 2016. Synligt befippet skynder Angela Merkel sig ind i rådhuset. Væk fra de borgere hun var kommet for at hilse på.

Se en video af optrinnet her:

I bakspejlet virker episoden som et ondt varsel for Tysklands kansler.

Opkomlinge kan overhale

På søndag skal der være valg i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, hvor også Stralsund ligger. Her er Angela Merkels CDU næststørste parti. Hendes kristendemokrater har siddet med i delstatsregeringen i mange år.

Men på søndag kan de gå hen og tabe stort til en politisk opkomling: Det nationalkonservative, islam- og indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD). Det vil være et brag af et nederlag, der vil kunne mærkes flere hundrede kilometer væk, i kanslerhovedkvarteret i Berlin. Det vil nemlig være første gang i Tyskland, at AfD overhaler Merkels store gamle folkeparti, CDU.

AfD's leder Frauke Petry under et vælgermøde i Wismar. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Og et sådant nederlag for CDU kan få kæmpe betydning for det tyske parlamentsvalg, der finder sted til næste år - og for kanslerens fremtid:

Ifølge de seneste meningsmålinger står Angela Merkels parti til at få 22 procent af stemmerne i Mecklenburg-Vorpommern. Men AfD er lige i hælene, de står til at få 21 procent. Nu er sagen imidlertid den, at analyseinstitutterne ofte måler forkert på AfD, og at partiet i reglen klarer sig bedre på valgdagen end i målingerne.

Det er altså meget sandsynligt, at AfD lægger CDU bag sig og bliver næststørste parti i delstaten. Nogle analytikere vurderer endda, at AfD kan vinde over socialdemokraterne i SPD, blive største parti. Det ville være en sensation for det nye parti - og et mareridt for Angela Merkel.

Flygtninge og terror

Uanset om AfD bliver størst eller næststørst, så vil der udgå et kraftigt politisk signal fra delstatsvalget i Mecklenburg-Vorpommern. Det vil vise, at det ny højreparti er på vej fremad for fuld drøn. Det vil virke som om, konkurrenterne til Merkels konservative regeringsparti CDU ikke er til at stoppe - ikke engang på kanslerens hjemmebane. Det vil i den grad være en peppille af motivation for AfD og partiets vælgere.

En sejr til AfD i Mecklenburg-Vorpommern vil utvivlsomt sende Angela Merkel på anklagebænken. Vidnerne vil være hendes egne partifæller og regeringspartnerne i partierne CSU og SPD. De vil klandre Merkel for en forbrydelse: Hendes håndtering af flygtningekrisen, frem for alt hendes åbning af Tysklands grænser for et år siden.

Terrorangreb, begået af flygtninge, har pustet til frygten i Tyskland. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)

Det er en krise, hvis dønninger stadig kan mærkes i Tyskland, selvom strømmen af flygtninge og migranter er blevet forsvindende lille. Sommerens to terrorangreb, begået af flygtninge, har rejst en frygt for, at kansleren har lukket mange flere terrorister ind i landet.

Den politiske stemning i Tyskland er yderst anspændt. Udlændingepolitikken og den indre sikkerhed er blevet de helt store emner - også ved delstatsvalget i Mecklenburg-Vorpommern.

Og så spiller det faktisk stort set ingen rolle, at delstaten kun modtager 3 procent af alle ankommende flygtninge og migranter. Nervøsiteten er til stede, og den kommer til at præge valget.

Exit Merkel?

AfD profilerer sig med politisk linje, der på udlændinge- og sikkerhedspolitikken er hårdere end de øvrige partier. Og det er tilsyneladende det, der tiltrækker nye vælgere fra hele det politiske spektrum og fra alle sociale lag. Så synes det mindre vigtigt, at AfD gerne vil arbejde sammen med det højreekstremistiske parti NPD, og også selv er befolket af partifunktionærer med yderligtgående politiske holdninger.

AfD's opkomst kan blive Angela Merkels nedgang. Aktuelt sidder partiet i halvdelen af Tysklands delstatsparlamenter. Og hvis de højrenationale kræfter også kommer ind i Mecklenburg-Vorpommern - og senere på måneden i Berlin - så kan de blive Merkels mareridt. Så er der gode chancer for, at de opnår nok momentum til også at storme ind i forbundsdagen ved parlamentsvalget i 2017.

Nogle analytikere tror, at Angela Merkel ikke kommer til at opleve en sådan sejr som kansler. At hun inden da vil opgive at kandidere - af egen fri vilje, eller fordi hun bliver væltet af sine vrede, politiske fæller.

Facebook
Twitter