ANALYSE Sådan fik Obama atom-aftale med Iran i hus

USA's præsident behandlede atom-aftalen med Iran som var den en valgkamp, skriver Steffen Gram.

Atom-aftalen med Iran er præsident Obamas vigtigste udenrigspolitiske sejr, skriver Steffen Gram. (Foto: Jim Lo Scalzo © Scanpix)

I Det Hvide Hus kalder de centret for "the anti-war-room": Et lille lokale i Vestfløjen, uden vinduer – men stoppet med elektronik, tv-skærme, computere. Det er her, præsident Barack Obamas stab har ført kampen for at få atom-aftalen med Iran gennem fjendeland: Kongressen.

Obama og hans specialister erkendte tidligt, at de ikke ville få nogen republikanere i Kongressen til at stemme for aftalen. Det handlede om at få alle demokrater til at stemme for – trods pres fra vælgerne, fra Israels ministerpræsident Netanyahu og fra den jødiske lobby.

De førte det, som Obama er så god til: Valgkamp. For atom-aftalen. De fulgte alt, hvad Kongressens demokrater sagde og gjorde om aftalen. De reagerede på alt, hvad der blev sagt. Og præsidenten selv gjorde, hvad han ellers kun har gjort ved valg: Ringet direkte til demokratiske politikere, snesevis af dem. De har været med ham på golfbanen. Fløjet med ham i Air Force 1.

Vigtigste sejr på spil

Samtidig blev interessegrupper mobiliseret i den helt store stil – med deres penge. Tidligere officerer, diplomater, videnskabsmænd støttede aftalen. Den demokratiske leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, fik inviteret europæiske ministre og ambassadører til briefinger af demokratiske medlemmer af Huset.

For Obama stod den vigtigste udenrigspolitiske sejr i hele hans præsident periode på spil. Intet blev sparet for at få den i hus. Dag efter dag gik Det Hvide Hus i aktion. Det var, sagde han, et "spørgsmål om fred eller krig inden for en overskuelig fremtid".

Aftalen kom i hus i sidste uge. Ikke med et flertal for aftalen – men med et mindretal, der var stort nok til at forhindre republikanerne i dels at få aftalen debatteret, dels i at få den skrottet.

Kampen fortsætter

Men republikanerne fortsætter kampen mod aftalen i Washington. De mener blandt andet, at den er for svag, fordi iranerne fortsat kan berige uran – dog kun til 3,67 procent. De er imod aftalen, fordi den ikke lægger låg på iranernes engagementer i konflikter i Mellemøsten, først og fremmest i Syrien, og fordi iranerne støtter både Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon. Og de mener, at den burde forhandles om.

Derudover betyder den forgiftede politiske atmosfære i Washington, at republikanerne principielt er imod aftalen, alene fordi Obama har indgået den.

Republikanernes bestræbelser på at skrotte aftalen vil ikke lykkes, men kan gøre livet besværligt for Obama. Republikanerne taler blandt andet om at anlægge sag mod regeringen, fordi man mener, at Obama ikke har givet Kongressen alle aftalens dokumenter - specielt de dokumenter, der handler om Det Internationale Atom Energi Agenturs kontrol med Irans militære installationer.

Omgik arabere og israelere

For Barack Obama er atomaftalen frugten af mange års strategisk planlægning og svært diplomatisk arbejde. Han forsøgte at nærme sig iranerne allerede i 2009. Det gik ikke. Så forsøgte han igen flere år senere, da Hillary Clinton etablerede kontakt med iranerne med Sultanen af Oman som mellemmand.

Da forhandlingerne begyndte for alvor i efteråret 2013 var situationen ændret i Mellemøsten. Det arabiske forår havde udstillet de arabiske landes mangel på reformer og udvikling. Og Obama var parat at forhandle en aftale på plads uden at inddrage både araberne og israelerne.

I dag er aftalen er realitet, og araberne og israelerne skal lære at leve med den. Og så skal man til at forholde sig til et USA, der gradvist vil drosle sin tilstedeværelse i regionen ned.

Mens politikerne i Washington skændes om selve aftalen, er der flere store spørgsmål på alles læber: Først og fremmest om – og hvornår – aftalen vil smitte af på tragedien i Syrien og få parterne til at nærme sig en forhandling, der kan bremse blodsudgydelserne? Det svar svæver stadig i vinden.