ANALYSE: Trumps egne væbnere vidner mod ham i historisk kongreshøring

Første høring placerede den tidligere præsident centralt i den konspirationsteori om valgsvindel, som endte med, at tusinder stormede kongressen 6. januar 2021.

Daværende præsident, Donald Trump, holdt tale i Washington 6. januar 2021. Senere samme dage angreb horder af vrede Trump-tilhængere Kongressen. (Foto: Jim Bourg © Ritzau Scanpix)

Det bliver vidneudsagn fra Donald Trumps allernærmeste, som kan fælde den tidligere præsident.

Det står klart efter en dramatisk høring i Kongressen i USA i nat dansk tid.

Her fremlagde en kongreskomité konklusionen på et års undersøgelser, over 1.000 vidneafhøringer og gennemgang af 100.000 dokumenter og timers videooptagelser.

Høringen er den første af i alt seks høringer over de næste to uger.

Alt sammen handler det om stormen på den amerikanske kongres i Washington 6. januar 2021 - den dag, da kongressen formelt skulle godkende valget af Joe Biden som USA's næste præsident.

Videoen herunder er fra etårsdagen for stormen på Kongressen. Her kan du se, hvordan vrede Trump-tilhængere går til angreb ved Capitol-bygniningen i Washington D.C.

Og komitéens konklusion er klar: Tidligere præsident Donald Trump var centrum for en konspiration med det formål at omstyrte demokratiet i USA, så han kunne fortsætte ved magten, selv om han havde tabt valget.

Påstandene om valgsvindel var løgn

I den første høring så amerikanerne blandt andet videoklip fra vidneafhøringer af folk fra Trumps daværende inderkreds.

Sandheden om Trumps valgløgn blev fortalt af den tidligere præsidents egne valgeksperter. De fortalte ham allerede inden præsidentvalget i 2020, at han ville tabe, fremgik det af vidnesbyrd optaget på video.

På det tidspunkt begyndte Trump at tale højt og længe om, at valget ville blive præget af svindel.

Efter valgnederlaget i november 2020 undersøgte Trumps egen justitsminister, William Barr, præsidentens påstande om svindel og fandt - ingenting. Det sagde han til komitéen i en vidneafhøring, som blev optaget på video og vist i klip for amerikanerne.

Trumps påstande var "bullshit", sagde den tidligere justitsminister.

Trumps egen datter og tidligere rådgiver i Det Hvide Hus, Ivanka Trump, bekræftede det samme: Påstandene om valgsvindel var løgn. Hendes vidneudsagn så amerikanerne også klip fra.

Kampen om den offentlige mening

Når komitéen vælger at lægge ud med klip fra videoer med Trump-folk, er det ikke uden grund. Det republikanske parti deltager ikke i komitéens arbejde. Kun to republikanske kongresmedlemmer er med, og arbejdet har kostet dem deres pladser og indflydelse i partiet.

Af sammen grund har Trump-tro republikanere allerede fordømt komitéen og forsøgt at diskvalificere dens arbejde på forhånd. Men det bliver nu vanskeligere, når nogle af hovedvidnerne hedder Trump og Barr til efternavn.

Komitéens høringer er ikke en retssag. De er snarere en folkedomstol, hvor kampen står om den offentlige mening. Men den er også ganske vigtig.

Den løgn, som Donald Trump skabte og spredte, er nu mantraet for det meste af det republikanske parti. Den er dermed en klar fare for demokratiet i USA, og den kan blive gnisten, som antænder ny politisk vold. Trump selv stiller formentlig op igen ved præsidentvalget i 2024.

Skal der rejses en sag mod Donald Trump eller andre i hans inderkreds, så skal justitsministeriet gøre det. I den første høring var det tydeligt, at komitéen håber, at det sker.