ANALYSE Verdens ledere famler efter en vej ud af kriserne

I et voksende katalog af globale problemer, var der enkelte lysglimt ved G20-topmødet.

Ledere fra verdens vigtigste lande var samlet til G20-topmødet i Kina. På billedet ses et møde mellem den kinesiske præsident Xi Jinping og den tyske kansler Angela Merkel. (Foto: © ETIENNE OLIVEAU, AFP or licensors)

Der blev gjort ihærdige forsøg på at komme et skridt på vejen til at løse en række af de store kriser, som skæmmer verdensbilledet, da lederne fra verdens vigtigste og mest velhavende lande var samlet til G20-topmøde i Kina.

Amerikanerne og russerne forsøgte at forhandle sig frem til en våbenhvile i Syrien – men forgæves.

Amerikanerne, russerne, tyskerne og franskmændene drøftede den alvorlige situation i det østlige Ukraine. Også uden mærkbare fremskridt.

Samtlige deltagere i G20-mødet fik hilst på Storbritanniens nye premierminister, Theresa May, og fik derigennem mulighed for at spørge hende, hvad Brexit egentlig kommer til at betyde.

Men Theresa May var ikke i stand til at svare på helt afgørende spørgsmål, som f.eks om Storbritannien fortsat vil være en del af EU´s indre marked efter Brexit.

Så en løsning på den udfordring rykkede heller ikke nærmere.

Lang liste af uløste problemer

Og da G20-topmødet foregår i Kina, så havde ingen gjort sig nogen tanker om, at det overhovedet ville være muligt at tage en anden regional storkonflikt op – nemlig striden om det Sydkinesiske hav.

Listen over uløste problemer er lang.

Lederne af G20-landene repræsenterer samlet op i mod 80 procent af verdensøkonomien og stort set alle kæmper de med økonomiske problemer.

Rusland og Brasilien befinder sig i en egentlig recession. Og i et traditionelt højvækstland som Kina, er den økonomiske vækst væsentligt lavere end kineserne bryder sig om, mens europæerne nu har indledt endnu en sæson, hvor den økonomiske vækst er helt nede på omkring en procent.

I den situation er det ikke unaturligt at bedømme G20-landene efter en anden målestok. Krisen kradser – både den politiske og den økonomiske – og derfor er det let at forvente, at verdens mest magtfulde ledere står parate med storslåede politiske tiltag til at løse de globale problemer.

Det gjorde de ikke. Succeserne ved G20-topmødet skal måles efter en anden skala.

Øget samhandel og samarbejde

Det lykkedes de politiske ledere at holde fast ved, at vejen frem mod øget økonomisk velstand er gennem øget samhandel og samarbejde.

Det lyder ikke af meget. Men i en verden, hvor meningsmålinger viser, at der selv i et exportland som Tyskland er et flertal i landets befolkning, som er modstandere af, at EU laver en frihandelsaftale med USA, og hvor et af de to regeringspartier – socialdemokratiske SPD – taler imod en sådan aftale, så er det tydeligt, hvilke hjemlige politiske kræfter en del af dem er oppe imod.

Der er et betydeligt nationalt pres – i Europa er det f.eks. i Tyskland og Frankrig – for mindre frihandel og mere protektionisme. Den udvikling tager G20-landene afstand fra. Og det er faktisk – målt gennem G20-briller – en meget vigtig beslutning fra topmødet i Kina.

Ikke stof der kan laves store avisoverskrifter ud af. Men i praktiske termer en utrolig betydningsfuld beslutning for verdensøkonomien. Og frem for alt helt afgørende, at verdens ledende lande i en situation med lav økonomisk vækst rent faktisk er enige om, hvilken vej verdensøkonomien skal gå.

Villige til at løfte i flok

Målt på et antal økonomiske parametre viste G20-topmødet, at landene er villige til at løfte i flok i forhold til en fælles indsats for at få mere gang i den globale økonomi. G20 er ikke som f.eks. EU, hvor der laves bindende målsætninger som lande derefter måles på.

G20-landene opstiller målsætninger og handlingsplaner. Men handlingen skal gennemføres nationalt.

Ingen skal komme udefra med detaljerede planer og fortælle lande som USA eller Kina, hvordan de skal føre deres økonomiske politik.

Så igen er det afgørende hos G20, at der er enighed om kursen. Og det var der ved topmødet.

Var konkrete på klima

Skal man endelig finde et emne, hvor G20-topmødet viste konkret handling, så var det den amerikanske og kinesiske besked om at ratificere den globale klimaaftale.

Beskeden blev offentliggjort dagen inden G20-topmødet, og den blev brugt til at løfte emnet og lægges pres på de resterende i flokken af stats- og regeringschefer, sådan at klimaftalen inden årets udgang kan være godkendt i så mange lande, at aftalen kan træde i kraft fra 2017.

Og efter G20-topmødet, så kan man roligt konkludere, at den globale klimaaftale nok skal blive virkelighed.

Så selv om G20-topmødets vigtigste beslutninger samtidig var de mest prangende, og verdens ledere samtidig måtte forlade Kina med uforrettet sag på en række områder, så var topmødet i Kina betydningsfuldt. Selv om det var på den måde, der dårligt passer ind i en avisoverskrift.