Analytiker: Krise mellem EU og Tyrkiet bliver ved ordkrig

Det er langt fra første gang, at den tyrkiske præsident går hårdt til EU, påpeger analytiker fra EU-tænketank.

Den tyrkiske økonomi har det ikke godt, og derfor har Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan ikke råd til at indføre sanktioner mod EU - landets primære handelsparter. (Foto: handout © Scanpix)

Tyrkiets anklager om, at Europa er både fascistisk og ondskabsfuldt, har trukket overskrifter og skabt forargelse fra Frankrig til Danmark.

Men selv om det er "eksplosive beskyldninger", ser ordkrigen efter flere uger ikke ud til at udvikle sig til meget mere end netop det.

Sådan lyder vurderingen fra Amanda Paul, senioranalytiker med særligt fokus på Tyrkiet ved den europæiske tænketank European Policy Centre, der også påpeger, at Erdogan tidligere er kommet med voldsom kritik af EU.

Erdogans kradse kritik handler mest af alt om at få flere tyrkere til at bakke op om ham og forfatningsændringen ved afstemningen i april.

- I øjeblikket er ja-kampagnen bagud i meningsmålingerne. Så han forsøger alle tænkelige veje for at få flere stemmer, forklarer Amanda Paul.

Erdogan fører i disse dage valgkamp i forsøget på at få vælgernes opbakning til en ændring af landets forfatning, som vil give præsidenten langt større beføjelser.

Aflysninger af flere vælgermøder med deltagelse af tyrkiske ministre i blandt andet Tyskland og Holland har fået Erdogan til at angribe Europa og true med sanktioner.

Alligevel vil hverken flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet eller økonomiske sanktioner for alvor komme i spil, vurderer senioranalytiker Amanda Paul.

- Tyrkiet handler primært med EU, og landets økonomi har det ikke godt i øjeblikket. Derfor har den tyrkiske regering ikke råd til at indføre sanktioner, siger hun.

Alligevel er der et lille "men":

- Det tyrkiske lederskab er uforudsigeligt, og de kan beslutte, at de ikke vil være en del af aftalen længere. Men det vil sætte Tyrkiet i en værre situation, end landet er i nu, siger Amanda Paul.

/ritzau/

Facebook
Twitter