Tirsdag for en uge siden var det miljøminister Nicolas Hulot, som forlod sin tillidspost.
Og i dag melder den franske sportsminister, den tidligere olympiske guldmedaljevinder i fægtning Laura Flessel, at også hun træder tilbage.
Det sker af personlige årsager, skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af en pressemeddelelse, som ministeren har udsendt.
- Jeg vil fortsætte med at være præsidentens og premierministerens tro holdkammerat. Jeg beundrer deres beslutsomhed og deler deres patriotisme, skriver hun ifølge Reuters.
Sagde op på direkte radio
Opsigelsen kommer imens, at den franske præsident Emmanuel Macron er ved at lægge sidste hånd på en regeringsrokade, som forventes offentliggjort senere i dag.
Den er udløst af Hulots afgang fra regeringen, en beslutning han offentliggjorde på direkte radio, imens Macron var på vej på statsbesøg i Danmark.
- Jeg kan ikke lyve for mig selv længere, sagde den afgående minister, som er skuffet over Frankrigs kurs på miljø- og klimaområdet.
Laura Flessel, den tidligere olympiske mester i fægtning, som går af i dag, er blandt Macrons allermest populære ministre. Flessel blev minister i maj 2017.