Anden Trevor blev kendt som verdens mest ensomme and: Nu er han død

Trevor blev dræbt af en flok hunde på øen Niue, hvor han var den eneste and.

Trevor var den eneste af sin slags på øen Niue. Nu er han død. Dræbt af hunde og efterladt i et buskads. - Foto: Trevor the Duck - Niue

Anden Trevor satte for alvor den lille Stillehavsø Niue på verdenskortet, da han sidste år blev fundet som den eneste af sin slags på øen.

Men nu er Trevor blevet fundet død i en busk, efter gråanden blev angrebet af en flok hunde, skriver mediet The Guardian.

Teorien bag Trevors mystiske færd til det lille selvstyre under New Zealand er, at en kraftig storm blæste ham 2827 kilometer væk fra New Zealand til Niue sidste år.

Mediet New Zeeland Herald var det første medie, der hørte om Trevors historie, og da de publicerede en artikel om Trevors liv, fik medier fra blandt andet New Zealand, Storbritannien, USA, Italien, Rusland og Canada øjnene op for Trevor.

Boede i en vandpyt

Trevor blev fundet i januar sidste år, men anden havde ikke de bedste forudsætninger for at slå sig ned på øen.

Der er nemlig hverken floder, søer eller vandløb at finde på øen, og det gjorde ikke tilværelsen nemmere for en svømmeand.

Anden skulle efter sigende være kommet fra New Zealand til den lille ø Niue.

Trevor fandt sig derfor tilrette i en lille vandpyt, som blev tjekket regelmæssigt af befolkningen, der også sørgede for mad til Trevor.

Og brandvæsnet var da også klar med vandslangerne, hvis vandpytten var ved at udtørre.

Opkaldt efter en politiker

En gråand hedder på engelsk 'a mallard', og derfor blev Trevor opkaldt efter den newzealandske politiker Trevor Mallard.

Og han har da også været ude og vise sin medfølelse til de knap 1.400 indbyggere på Niue, der tog Trevor til sig.

"Dybeste sympati til folket i Niue fra parlamentet i New Zealand", skrev Trevor Mallard på de sociale medier.

Anden Trevor var dog også selv på de sociale medier og havde tilmed sin egen Facebook-side med 1366 følgere.

I en opdatering skriver de et sidste farvel til den populære and: "Hvil i fred Trevor - du var en meget sej and!"