Anders Samuelsen håber på nye EU-sanktioner mod Iran efter attentatplaner

Udenrigsministeren har siden november arbejdet på at samle enighed om sanktioner.

Storebælts- og Øresundsbroen blev lukket under en omfattende politiindsats 28. september sidste år, da iranske agenter ifølge PET havde planer om et attentat på eksiliranere. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

EU's medlemslande forventes tirsdag at vedtage målrettede sanktioner mod Iran efter iranske agenters formodede planer om at udføre attentater i Danmark og Frankrig.

De målrettede sanktioner skal drøftes på et møde mellem EU-landenes europa- og udenrigsministre tirsdag i Bruxelles, skriver flere medier.

De konkrete sanktioner med navne på to personer og en iransk efterretningsenhed ventes offentliggjort senere på ugen.

Frankrig og Danmark har på møder orienteret de øvrige EU-lande om de attentatforsøg, som Iran ifølge de to landes regeringer har forsøgt at udføre.

I Danmark førte en storstilet politiaktion i forbindelse med de iranske agenters formodede attentatplan til omfattende lammelser af trafikken 28. september 2018, da både Storebæltsbroen og Øresundsbroen blev lukket.

Målet for agenterne var ifølge PET eksiliranere fra bevægelsen ASMLA.

Kræver enstemmighed

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har siden november sidste år sammen med sin franske kollega arbejdet på samle enighed blandt EU-landene om at vedtage sanktioner mod Iran.

Sanktioner i EU-regi kræver enstemmighed.

Samuelsen kalder Irans opførsel helt uacceptabel. Han mener, at det for et lille land som Danmark er vigtigt med samlet opbakning i EU.

- Det er nu vores forhåbning, at vi kan nå i mål. Hvis det sker, vil det være et klokkeklart signal til Iran. Vi vil ganske enkelt ikke acceptere attentater og attentatforsøg på vores jord. Iran skal ikke have lov til at sende dødspatruljer ind i Europa, skriver ministeren i et svar via e-mail.

Frankrig besluttede sidste år at sanktionere to iranere, som skal have stået bag en bombeplan mod iranske oppositionsfolk ved Paris.

Støtter stadig atomaftale

Der er også en sag fra Belgien, hvor et par sidste sommer blev stoppet i en bil med sprængstof og en detonator. Desuden blev en iransk diplomat i samme sag anholdt i Tyskland.

EU har de seneste år vedtaget flere forskellige sanktioner mod Iran.

Men siden USA i maj sidste år trak sig fra atomaftalen med Iran og efterfølgende har indført hårde sanktioner, har EU været mest optaget af at afbøde disse.

EU fastholder modsat USA støtten til atomaftalen, der skal sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben. EU-landene har arbejdet på at opbygge et system, der skal sikre fortsat handel og transaktioner med Iran trods USA's sanktioner.

/ritzau/

Facebook
Twitter